Ferie med børn: Japan

‘Se! Der er en gris i min suppe’ udbryder min datter, Elin, og peger med en stift udstrakt finger på et vingummilignende fjæs med pink tryne, der skvulper rundt i skålen mellem nudler og gulerødder.

Det er vores første ordentlige måltid efter 11 timers udmarvende flyvetur, hvor vi er blevet spist af med vakuumpakkede boller og genopvarmet sammenkogt. Sulten har drevet os ind på den nærmeste frokostrestaurant i lufthavnen – klatøjede af jetlag, og endnu før vi er kommet så langt som til at overveje, hvordan vi får slæbt en overtræt niårig og tre kufferter ind mod vores rejses første mål: millionbyen Tokyo.

Vores sidemand er en brysk ældre herre i jakkesæt med pressefolder så skarpe, som var de skåret med skalpel. Elin strækker hals – ja, ganske rigtigt padler Miss Piggy også omkring i hans suppe. Knap er hun vendt tilbage til sit eget måltid, før han slubrer grådigt, så nudlerne svirper i mundvigene. Jeg konkluderer, at hans bordmanerer er stagneret i treårsalderen.

LÆS OGSÅ: Pak barnets rejsetaske

‘Man må altså godt slubre i Japan!’ lyder det bedrevidende fra Elin. Hun har læst på lektien. I flere år, faktisk. Var japansk kultur på skoleskemaet hjemme i Danmark, ville hun brillere. Det startede med en lyserød lillepigebesættelse af Hello Kitty og fortsatte med det japanske svar på Disney, Hayao Miyazakis poetiske tegnefilm. Videre til voldsforherligende mangategneserier og kampsporten aikido, som hun lidenskabeligt har dyrket i et nedslidt københavnsk træningslokale.

‘Japan er mit drømmeland’ har hun sukket henført i månedsvis op til denne dag, hvor vi tager hul på to ugers ophold i det forjættede land, som – ved første blik ud over lufthavnens mylder af mennesker med underansigterne dækket af hvide masker – snarere føles som en anden planet i galaksen.

Fastelavn for voksne

Pokémon med sukkerchok

Mor og far i barndom

I hælene på Totoro

Bar røv i kimono

Ren børnezen

Det lærte jeg undervejs …

… at den bedste rejseforbereldese er at beslutte sig for at slippe tøjlerne og gå all in, for intet er, som du forventer, uanset om det gælder maden, turistattraktionerne – eller japanerne!

… at mit barn er den bedste guide. Det er forunderligt, så meget jeg oplever, når jeg slår voksenfornuften fra og siger ja til alt det, jeg tror, jeg ikke gider.

… at det ikke handler om målet, men om vejen derhen. Den zen-buddhistiske visdom er en gave til fortravlede forældre. Det gælder – helt banalt – om at leve i nuet.

… at mit barn ser og oplever meget mere, end jeg tror. Når jeg husker at lytte til hendes oplevelser, får mine egne en ekstra og helt uvurderlig dimension.

LÆS OGSÅ: Bubber: “Nærvær kan ikke skemalægges!”