Fie Hørby: ”I det nye børnesyn er voksne og børn ligeværdige, men ikke ligestillede”

Lad os lægge ud med en god nyhed til de af os, der til tider kan have svært ved at beslutte os for, om vi skal sige ja, nej eller “spørg mor”, når ungerne plager om is: Du må gerne skifte mening undervejs. Sige ja til is, selvom du allerede har sagt nej, tænke dig om en ekstra gang og forklare børnene, at du faktisk er blevet klogere, og at du nu hellere vil have, at de får lidt frisk luft i stedet for at spille mere Fortnite.

Som tidligere statsminister Jens Otto Kragh engang så berømt sagde: Man har et standpunkt, til man tager et nyt, og det gælder også for os med børn. Slut med gamle pædagogiske dogmer om, at har du sagt A, så skal du også absolut sige B. Også selvom du var dødtræt og midt i tilberedningen af aftensmaden, da du i første omgang kom til at sige A.

"Børn kan sagtens finde ud af, at vi ændrer mening. De har godt af at vide, at det er i orden, at vores holdninger og meninger skifter, for på den måde vil de også tillade sig selv at ændre mening og på sigt eksempelvis sige nej til stoffer ude i byen, når de egentlig har sagt ja i første omgang", siger familieterapeut Fie Hørby.

I det hele taget ser hun et stort behov for, at vi forældre tager et opgør med gamle og forældede tilgange til børneopdragelse, der hverken matcher den verden, vi lever i, eller de børn, vi sender ud i den.

Vi skal med andre ord lære og turde at være forældre for vores børn på vores egen måde, også selvom vi selv er blevet opdraget under helt andre paroler. Ændre hensigten med vores opdragelse, og her er modet til at skifte mening og sige ja til mere is blot et lille skridt på vejen. Hvor den så fører hen, vender vi tilbage til om lidt.

Læs også: Sådan lærer du dit barn at blive en god ven

Større viden giver større udfordringer

Allerførst tager vi en afstikker et par generationer tilbage til dengang, hvor det, fatter gjorde per definiton stadig var det rigtige. Det var dengang, børn skulle nøjes med at gøre, hvad de voksne sagde, og ikke, hvad de voksne gjorde, og hvor forældrenes fornemste opgave bestod i at fortælle børnene, hvordan de skulle opføre sig. Gerne med autoritet, disciplin og myndighed i stemmen, så ingen kunne være i tvivl om, hvem, der var den voksne her i huset.

"Den traditionelle måde at være forældre på, er den, som i kærlighedens navn kritiserer og belærer, og som ikke har blik for, at børn som udgangspunkt allerhelst vil gøre deres forældre glade, og derfor gerne giver afkald på en del af sig selv i samarbejdets tjeneste", siger Fie Hørby.

Og hvis samarbejdet mellem forældre og børn kiksede, så var det i øvrigt oftest børnene, der fik skylden. I dag er vi imidlertid blevet en hel del klogere, i hvert fald på papiret. Som forældre har vi nemlig aldrig haft så meget viden om vores børn og deres udvikling og trivsel til rådighed i vores hverdag. Men det gør det langt fra nemmere at være forældre – for hvad så med alt det, vores egen mor og far ubevidst lærte os om børneopdragelse?

"Grunden til, at forældreskabet er blevet så stor en udfordring er, at hele vores syn på børn og viden om dem er så markant anderledes, end det var for bare én generation siden", siger Fie Hørby.

I dag ved vi eksempelvis, at børn først og fremmest opdrages af det, der sker mellem linjerne, og ikke udelukkende af det, forældrene siger. Vi ved, at de er langt mere sårbare over for vores måde at tale til, og indgå i relationer med dem på, samt at den voksnes autoritet kan stå i vejen for deres egne indre registreringer.

Vi er således havnet midt i en pædagogisk værdikamp, hvor slaget står mellem den opdragelse, vi selv fik, og den, vi gerne vil give vores egne børn. Vi kan ikke bare være forældre, som vores egne forældre var det, og når det bliver svært, ender vi ofte med at finde fars gamle pædagogiske værktøjskasse frem fra loftet. Den, der hovedsageligt er fyldt med gamle, rustne skruetrækkere.

"Mange ved godt, at opdragelse ikke længere handler om disciplinering og løftede pegefingre, men det er alligevel det, vi griber til, når vi føler os magtesløse. Det er nemlig svært at tilbyde andet end den mælk, vi selv er vokset op på, når vi er pressede, og vi ikke ved, hvad vi skal sætte i stedet.

Mange forældre har kun et overfladisk kendskab til alternativer til traditionel opdragelse og savner at få den nye viden under huden, og andre savner tillid til, om den nye holdning nu også er holdbar", siger Fie Hørby, som peger på en konsekvens, som mange af os nok kan genkende fra tid til anden:

"Når vi tvivler på os selv som forældre og griber til løsninger, vi ikke kan stå inde for, kan forældreskabet føles som en byrde. Det skyldes, at vi føler os utilstrækkelige igen og igen. Vi kan føle, at vi kun har tilbage at råbe ad vores børn eller at give op. Det er et klart signal til os selv om, at der er noget, vi har brug for at blive klogere på i samspillet", siger Fie Hørby.

Læs også: Klumme: Kære nybagte mor med skyldfølelse

Anderkendelse, respekt og ligeværdighed

I hendes øjne er det vigtigt, at vi tør tage ansvar for den måde, vi selv ønsker at være forældre på. At tør beslutte os for, hvad vi vil, når det kommer til vores børn, fremfor hvad vi end måtte have med os i bagagen fra barndommen.

"At være forældre kræver på mange måder et skarpt blik indad på daglig basis. Igen og igen. For det er os, der har ansvaret for familien. Forældre bliver bombarderet med gode råd og anvisninger om, hvad der er godt for børn, så der er ikke noget at sige til, at det til tider kan føles svært at være mor eller far.

Og netop dét gør, at det bliver tvingende nødvendigt at finde sin egen identitet og sine egne grænser at orientere sig ud fra. Når vi ikke lytter til os selv, er det nemmere at blive afsporet og følge råd og anvisninger, som vi egentlig ikke har det godt med. Vi lader måske barnet græde, fordi man kun “må” amme hver anden, tredje eller fjerde time, eller fordi lungerne skal foldes ud, eller barnet skal lære, hvem der bestemmer.

Eller vi lader den to-treårige sidde opløst af gråd med sin flyverdragt i gangen, fordi han eller hun skal være mere selvhjulpen. Men når der er noget, vi ikke har det godt med som forældre, så er det sjældent godt for vores børn", siger Fie Hørby.

Derfor skal vi turde skifte det gamle børnesyn ud med det nye. Ryste gamle, indgroede vaner af os og losse godt og grundigt til tidligere generationers pædagogiske dogmer. Glemme eventuelle opfattelser af, at det altid er os, der har fat i den lange ende derhjemme. Det nye børnesyn hviler nemlig på anerkendelse, respekt og ligeværdighed, forklarer Fie Hørby.

"I det nye børnesyn er voksne og børn ligeværdige, men ikke ligestillede. Vi voksne har magten og ansvaret for relationens kvalitet, for den kan vores børn nemlig ikke tage ansvar for. Dermed er det vores ansvar, at barnets grænser bliver behandlet med respekt og interesse. Nysgerrighed og blik for, at vi er to i relationen, er altså en væsentlig del af dette perspektiv."

Derfor skal du ifølge Fie Hørby også indstille dig på, at din nye forælderrolle i langt højere grad er vejledende fremfor bare opdragende.

 "Børn gør, som vi gør, og ikke, som vi siger. Vi behøver derfor ikke forklare og belære, men i stedet gå foran som et godt eksempel. Den tidssvarende forælder er en vejleder, der viser barnet én måde, og samtidig giver plads til, at barnet kan finde sin egen", siger Fie Hørby.

Vores børn har stadig brug for os Men betyder det, at vi bare skal slippe foden helt fra pedalen derhjemme og se til fra sidelinjen, mens det nye børnesyn udvisker grænsen mellem forældre og barn, og gør enhver form for opdragelse overflødig? Tværtimod – det stiller faktisk endnu større krav til os forældre. 

"At blive lyttet til og at få sin vilje er to helt forskellige ting. Ligeværdighed i relationen indebærer, at vi betragter barnet og os selv som værende lige meget værd. Det indebærer, at begge har ret til at have sine følelser, meninger og tanker, og det er den voksne, der har ansvaret for, at det sker. Formuleringer som: “Nu stopper du det hyleri” og “Hvis du skal være sur, kan du gå ind på dit værelse” er ikke ligeværdigt," siger Fie Hørby.

Ved at gøre op med den traditionelle måde at opdrage og være forældre på og pege på nye måder og muligheder, støtter vi ifølge Fie Hørby i højere grad trivslen og udviklingen for alle i familien. Når vi får større forståelse for vores børns følelser og behov, bliver vi mindre frustrerede og magtesløse i relationen, for så giver det, der sker mellem os, mening. Der er altid mening i galskaben, også når det ikke ser sådan ud.

"Når vores opdragelse har afsæt i det nye børnesyn, får barnet mere frihed til at folde sig ud på sin egen måde – og ikke kun på vores," siger Fie Hørby.

Det er dog vigtigt for hende at understrege, at vi forældre også skal huske at have os selv med i vores vej væk fra de gamle, indgroede vaner. For selvom det nye børnesyn øger børnenes banehalvdel i samspillet med os forældre, så må vi forældre ikke glemme vores egen plads og rolle i relationen.

"Vi må ikke blot gentage historien med omvendt fortegn, således at vores børn får plads i en grad, så de voksne næsten forsvinder i relationen. For så er vi lige vidt. For en generation siden var det de voksne, der fyldte mest. Nu ser vi en tendens til, at det omvendte er tilfældet. Balance er livets svære kunst. I alting. Hvis alt drejer sig om barnet, glemmer det andre. Glemmer vi barnet, mister det sig selv. Glemmer vi os, mister barnet også sig selv, for når vi forældre mister kontakten til os selv, mister vi også kontakten til barnet. Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Det er derfor en daglig træningssag, at vi stopper op og vender blikket indad: Hvordan har jeg det? Hvad har jeg brug for? Hvad vil jeg? Dernæst kan vi kigge på vores barn og tage samme temperatur. På den måde bevarer vi blikket for os begge og giver dermed plads til to i relationen – samtidig. Men det starter med dig. Altid."