Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

En sensommereftermiddag sidder Sabrina i sofaen med sin nyfødte søn. Han er 11 dage gammel og netop faldet i søvn. Felix’ lillekrop ligger tungt på hendes bryst og giver små gisp fra sig, i takt med at drømmene farer forbi bag øjenlågene. Sabrina stryger sin dreng over hovedet. Mest fordi hun ‘skal’ – en mor nusser jo sit barn. Ikke fordi hun har lyst. 

LÆS OGSÅ: Nybagt mor og deprimeret far

Det burde være det ultimative at sidde sådan her, bryst mod bryst, med sin nyfødte baby, tænker Sabrina. Men hun nyder det ikke. Hendes hjerte galopperer, hun har lyst til at flygte. Det er halvanden uge siden, hun fødte Felix, og pludselig kan ubehaget ikke være i hende længere.

Uroen kommer snigende

Felix bliver født på Roskilde Sygehus uden komplikationer, og Sabrina føler sig godt tilpas. Amningen volder dog problemer, og på vej hjem fra hospitalet kører hun, kæresten Allan og Felix i Bilka for at købe modermælkserstatning til at supplere med. Sabrina er egentlig overrasket over, at hun kan magte udflugten med et lille spædbarn, men det går så fint.Hjemme igen får hun oprettet et ammeskema på ipadden, og hun ser frem til at vise Felix til venner og familie. De kommer i en lind strøm. Sabrina kan godt fornemme, at det bliver en smule uoverskueligt med alle de besøgende, der gør det umuligt for hende at hvile, når Felix sover. Samtidig kan hun mærke, at når der omsider er en pause, er det svært at falde til ro.Hun kan ikke slappe af, når Felix er i nærheden – faktisk sover hun bedst, hvis Allan tager baby ind i soveværelset, så hun ikke kan høre hans grynt og åndedrag. Hun savner ikke Felix, og det undrer hende, for man har jo hørt tusindvis af gange, hvordan nybagte forældre bare kan stirre og stirre på deres baby. Sabrina har hjertebanken.LÆS OGSÅ: Trist mor: To måneder med barselsbluesHun sveder. Især om natten, hvor det føles som koldsved. På den halvanden uge, der er gået siden fødslen, har hun tabt næsten 16 kilo. Hun har ingen appetit, heller ikke selv om Allan serverer alle hendes livretter.

Kvalmende babyduft

Hun prøver; det er jo vigtigt at spise for at holde mælkeproduktionen i gang, men maden svulmer op i munden og er umulig at få ned. Når Felix græder, bliver hun klam i hænderne, og hendes krop ryster. På dag to var sundhedsplejersken ellers forbi, og Sabrina havde ryddet grundigt op og sørget for, at alt så pænt og ordentligt ud.Egentlig havde hun brug for at fortælle, at hun var urolig og skidt tilpas – på den anden side kan man jo ikke indrømme, at man ikke føler kærlighed til sit barn. Tænk, hvis sundhedsplejersken kontaktede de sociale myndigheder, og Felix blev fjernet!Men Sabrina elsker ikke Felix. Hun føler sig fremmegjort over for ham. Han ligner hverken hende eller Allan, tænker hun. Jo, han er da sød, men hun føler ikke, at hun ikke kan undvære ham. Hun har det fint, ja, faktisk bedst med, at Felix går fra arm til arm hos de besøgende, og begynder at lege med tanken om at give ham flaske i stedet for bryst, så hun kan dele ansvaret for barnet med nogle andre.LÆS OGSÅ: Den berømte tudeturSamtidig er hun jaloux på Allan, fordi han stadig kan gøre alt det, han plejer. Mens Sabrina er lænket til sofaen og amningen dag ud og dag ind. Duften af Felix gør hende dårlig. Duften af hans bløde hoved, af hans babydyne, af alt omkring ham. Selv når hun lukker sig inde på toilettet, følger lugten af baby med.

Savner det gamle liv

Sabrinas mor og hendes veninder kan godt se, at hun ligner en tom skal frem for en lykkelig mor, og de tilbyder alle at hjælpe med at lave mad og passe Felix. Men Sabrina kan ikke tillade sig at bede om hjælp – hun har jo selv valgt det her, selv valgt at få et barn. Har glædet sig i ni måneder. Det kan ikke passe, at hun ikke kan selv! Det vil stemple hende som en dårlig mor.

Hun er flov over at føle, som hun gør; over ikke at føle noget for sit barn. Kun tomhed. Sabrina fortæller ikke Allan om sine tanker, for han skal ikke føle, at hun svigter. Det var jo hende, der i sin tid overbeviste ham om, at de skulle være forældre nu. Hun forsøger at sige til sig selv, at det jo er hårdt at blive forældre, at det nok skal blive bedre.

Snart. Bare hun har tålmodighed. En eftermiddag sidder hun på terrassen, mens Felix sover i barnevognen. Allan er til træning. Sabrina kigger på gamle billeder i sin telefon – fra rejser, hun og Allan har været på, fra restauranter, de har besøgt, fra deres liv, som det var før Felix. Så bryder hun sammen. Gråden vælter op
i halsen, og hun græder over den sorgløse tilværelse, det føles, som om de har mistet.

LÆS OGSÅ: Har du en efterfødselsreaktion?

Ferier, udflugter, frihed. Det virker fuldkommen urealistisk nu. Nu tør hun ikke engang bevæge sig uden for hjemmet med Felix – tænk, hvis han begynder at græde eller skal ammes! Alt virker uoverskueligt. Vil det her vare for evigt?

Googler ‘fødselsdepression’

Fødselsdepression! Ordet blinker som en rød lampe i hjernen på Sabrina, mens hun sidder i sofaen med den sovende Felix. Hun kan ikke holde det ud. Noget føles helt forkert indeni hende. “Jeg tror, jeg har en fødselsdepression!” udbryder hun med hamrende hjerte til Allan, mens skammen lægger sig som en varm, omklamrende hånd om struben.Allan kigger fortumlet på sin kæreste. Men indrømmer, at han på mange måder har det lige sådan. Det er en lettelse, men det er også skræmmende, at de begge har haft det ad pommern til uden at snakke om det. Sabrina griber ipadden, googler ‘fødselsdepression’ og kan med det samme genkende sig selv i flere af de beskrevne symptomer.Nok har hun ikke lyst til at skade Felix eller undlade at give ham mad, men andre punkter passer uhyggeligt godt. Det føles, som om lidt af den ophobede uro siver ud, efter at hun har fortalt Allan om sine tanker og tvivl. De bliver enige om, at de skal ud af lejligheden. Nu. Hvad er det værste, der kan ske? Allan lover at hjælpe med at lægge Felix til, hvis Sabrina skal amme, og de pakker barnevognen og triller over i det lokale center. Og kommer helskindede tilbage. For Sabrina er det et gennembrud. Hun føler den kvælende fornemmelse lette en anelse.Det egentlige gennembrud opstår dog, da hun ringer til en bekendt, som har erfaring med at give sin baby flaske. Samtalen starter med praktiske detaljer om modermælkserstatning, men drejer umærkeligt hen på, hvordan Sabrina egentlig har det. Da veninden i røret siger ‘jeg havde det på fuldstændig samme måde!’, opløses en stram knude i Sabrinas hjerte.LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys grådSådan føles det. Hun er ikke den eneste, der ikke har følt øjeblikkelig lykke ved at få sit barn i armene! Som ikke nyder at amme, ikke stirrer betaget på sin baby i timevis! Hun er normal! Sabrina synes stadig, det er hårdt at amme, og hun er dødtræt, men efter telefonsamtalen har hun fået en tro på, at der ikke er noget galt med hende.

Åbner op hos jordemoren

Da hun senere sidder hos jordemoren med en gruppe andre nybagte, indrømmer hun forsigtigt, at hun indimellem synes, det er benhårdt at være mor. Pludselig har de andre kvinder også historier om anstrengende nætter, ømme bryster og bristede forventninger. Og pludselig føler Sabrina sig endnu mindre alene.Da Felix er en måned, går Sabrina over til 100 procent sutteflaske. Hun har ellers sagt til sundhedsplejersken, at hun vil fortsætte med amningen og kun give flaske, når familien skal ud. Men inde i sig selv ved hun, at hun ikke har lyst til at amme længere. Første gang Sabrina giver Felix flaske, føles det som det bedste i verden. I modsætning til før sidder hun afslappet. Hun har styr på, hvor meget han får at spise. Hun oplever glæden ved at give sit barn mad.Pludselig har hun ikke længere trang til, at andre skal tage over. Næsten som ved et trylleslag forsvinder de tunge følelser, hun har kæmpet med. I dag er Felix et år. Sabrina elsker sin søn helt op til månen og tilbage igen. Men den første tid med ham får hun ikke tilbage.LÆS OGSÅ: Søvn: Sådan får du junior til at sove længe“Det plager mig stadig, at jeg har forspildt de første uger, som mange taler om som magiske,” forklarer hun. “Andre prøver at overbevise mig om, at jeg ikke har ødelagt noget hos Felix, men jeg vil nok være forfulgt af det resten af mit liv. Når han får sine ture, kan jeg slå mig selv i hovedet med, at det skyldes, at jeg ikke var der for ham i starten.”I begyndelsen var Sabrina rædselsslagen for, at Felix nogensinde skulle finde ud af, at hun ikke elskede ham, da han var spæd.

Sig det højt!

I dag tænker hun tværtimod, at hun – når den tid kommer – vil tale med sin søn og hans kæreste om, at man kan få en efterfødselsreaktion. Så det ikke kommer som et chok for dem, som det gjorde for hende.

“Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg ville opleve sådan en reaktion, ville jeg ikke have troet dem. Havde nogen sagt, at jeg ville stå og kigge ned i vuggen uden at gøre noget, når Felix græd – eller endda gå ud og lukke døren – havde jeg aldrig troet dem.” Men det skete, siger Sabrina og forklarer, at hun gerne vil gøre op med det entydigt rosenrøde billede af at blive mor.

Sabrina ved, at hun vil få dårlig samvittighed over for Felix, hvis han får en lillebror eller -søster, som hun kan give kærlighed fra starten. Alligevel har hun mod på at få et barn til, før eller siden. Men hun skal være opmærksom på sine reaktioner næste gang – og søge hjælp, hvis de viser sig. Med det samme.

“Jeg bruger min mor og veninderne meget nu. Jeg har fundet ud af, at man skal tage imod den hjælp, de tilbyder – det er der ikke noget skamfuldt i. Og så skal man sige tingene højt. Det er for pokker det, det handler om: at turde sige det! Og blive bekræftet i, at man gør det godt nok.”

LÆS OGSÅ: 16 sunde vaner til dig og baby