Forældre til trillinger: 24 flasker i døgnet og 150 bleer om ugen

– Det var den længste formiddag ­nogensinde. Vi sad med en klump i halsen og ventede på, at lægerne skulle sige ‘nu er det nu’, siger Daniel.

Selvom scanningsbillederne var ­lovende, kunne lægerne ikke give dem en garanti for, at børnene ville være raske, når de kom ud. Til en samtale få uger inde i graviditeten havde lægerne fortalt om de risici, der kunne være ved at beholde alle børn i et hold trillinger. En undersøgelse fra USA viste, at der kunne være en risiko for, at et eller flere af børnene ville være handicappede, eller at ikke alle tre børn ville overleve fødslen.

Tre hjerteblink

Ann og Daniel havde været i fertilitetsbehandling i tre måneder med ønsket om at blive gravide med deres andet barn. De havde i forvejen datteren Silje, som på det tidspunkt var to år gammel. Allerede i første forsøg blev Ann gravid, men en dag i uge fem af graviditeten begyndte Ann at bløde kraftigt. De var bange for, at hun havde tabt barnet, og hun fik derfor en tid på klinikken, så hun kunne få det undersøgt.En scanning viste, at der ­stadig var et hjerte, der bankede. Det samme viste en kontrolscanning en uge senere. Men denne gang viste scanningsbilledet noget mere: Der var ikke kun ét bankende hjerte på skærmen. Der var tre.‘Ej, hold nu op’, sagde Daniel til Ann flere gange, da hun ringede og fortalte ham det få minutter efter scanningen.– Jeg troede bare, at det var en dårlig joke, fordi jeg havde glemt, at vi skulle til scanning den dag, siger Daniel i dag.Det var først, da Ann begyndte at græde i telefonen, at han forstod situationen: Han skulle være far til ikke ét barn mere, men til tre.– Og så blev der stille, siger Ann.– Vi var jo glade for, at der var liv, men samtidig var der en masse andre ting, som fyldte. Hvordan skulle vi klare at få tre børn på en gang? Vi vidste ikke helt, hvilket ben vi skulle stå på, siger Daniel.LÆS OGSÅ: Trillinger – hvordan klarer man det?Kort tid efter lægerne havde opdaget, at der var trillinger, anbefalede de parret at få lavet en fosterreduktion. Det ville øge chancerne for, at de to resterende ­fostre ikke ville tage skade.– Jeg tudede hele tiden. Nu var vi endelig blevet gravide, og så skulle vi måske også have fjernet et af børnene. Det var frygteligt, siger Ann.De havde indtil uge 12 at tænke over fosterreduktionen i. Hvis et af børnene skulle fjernes, skulle det være der.– Et eller andet sted håbede vi, at der var nogle højere magter, som ville tage valget for os. Vi håbede selvfølgelig ikke, at børnene ikke havde det godt – men vi håbede, at det ikke var os, der blev nødt til at træffe valget om at vælge et af dem til eller fra, siger Ann.Til nakkefoldsscanningen i uge 12 så alt godt ud. De tre børn udviklede sig, helt som de skulle. Og det fik Ann og Daniel til at trodse lægernes anbefalinger. De ville beholde alle tre børn.– Ellers kunne vi resten af vores liv gå og tænke over, at der var kommet to børn ud, men hvad med det tredje – ville det have været okay? Det kunne vi ikke holde ud at tænke på. Så måtte vi tage kampen op, siger Daniel.Fra den dag, de besluttede at beholde alle tre børn, bakkede lægerne op om det. Graviditeten gik godt indtil uge 29, hvor Ann blev indlagt, da livmoderhalsen var blevet for kort, og lægerne frygtede, at hun ville gå i fødsel. Hun var indlagt i fem uger for at sikre, at trillingerne blev i maven til uge 34, hvor kejsersnittet var planlagt.

Nu lukker de dig op

Klokken nåede at passere middag, før lægen endelig stod i døren. ‘Nu er det nu’, sagde han, og Ann og Daniel vidste, at mødet med deres trillinger kun var minutter væk. På stuen var der samlet 14 medarbejdere – omtrent tre gange så mange som ved et kejsersnit, hvor der fødes et barn. Alle skulle hjælpe med at tage imod de tre børn.‘Nu lukker de dig op’, sagde narkoselægen til Ann. Hun og Daniel var begge bag det grønne afdækningsstykke og kunne ikke se noget som helst af, hvad der foregik.– Det var vildt mærkeligt. Jeg sad med svedige hænder på stolen ved siden af Ann og var rystende nervøs, siger Daniel.Ville børnene have kræfter nok til at skrige, når de kom ud, eller skulle de have hjælp til at trække vejret?– Men pludselig kunne jeg bare høre, at Gry skreg helt vildt, fortæller Ann.– Det var så overvældende. Tårerne stod bare ud af øjnene på os begge to.LÆS OGSÅ: 8 ting du IKKE skal sige til en nybagt mor – og 8 kække svarJordemoderen bar den første af de tre, Gry, ind i et rum ved siden af, hvor der stod tre kuvøser parat. A, B og C stod der på kuvøserne og på de tre huer, børnene skulle have på efter fødslen.– Jeg nåede lige at se, at jordemoderen susede forbi mig med et barn. Et minut senere kom der et mere. Og efter to minutter kom det sidste, fortæller Ann.Den 2. juni 2015 klokken 13.43, 13.44 og 13.46 kom Gry, Noah og William til verden. Drengene var begge 46 centimeter, mens Gry var 42 centimeter. Noah vejede 1.855 gram, Gry 1.995 gram, og William var med sine 2.115 gram den største. Det er han stadig.

Tiden efter fødslen

Selvom alle tre børn kom sunde og raske ud, var de stadig født for tidligt. Derfor blev trillingerne efter fødslen overflyttet til neonatalafdelingen for for tidligt fødte. Her lå både Ann og Daniel for første gang med alle tre børn i deres arme.– Det var så overvældende. De var der alle tre, og de var sunde og raske, siger Ann.Kun 18 dage efter fødslen blev familien udskrevet fra neonatalafdelingen. Oprindeligt havde de fået at vide, at der ville gå seks uger.– Lægerne var overraskede over, hvor hurtigt det gik, siger Daniel.– Men børnene var klar til at komme hjem, og det var vi også. Vi skulle hjem og være en familie alle seks, siger Ann.

Leverpostej, avocado, ost

Da de nåede hjemmet i Hobro, meldte hverdagen sig og hermed nogle helt særlige rutiner. For alting tager længere tid. Om det er vasketøjet, at skifte ble eller putte børnene om aftenen. Det første, der sker om morgenen, er, at Ann laver grød til trillingerne. Derefter går hun op og tager dem en ad gangen og skifter dem, mens de andre to ligger i sengen.– Der skal hvert barn have lov at have mig for sig selv, så de to andre ligger og venter imens. Så skifter jeg den ene, vi leger lidt, og så får de tøj på. Derefter tager jeg den næste og har samme rutine. Når alle tre har fået tøj på, kommer de ned at sidde i stolene, hvor de får grød, siger Ann.Når trillingerne skal have mad, sidder de i hver deres højstol, mens Ann sidder på en stol med dem alle tre omkring sig, hvor de skiftes til at få en bid mad serveret – ikke altid hvilken som helst mad dog.– Den ene vil have leverpostej, den anden avocado og den tredje smøreost. Og vi skal jo opfylde alle tres behov. Det kan godt være, at de er født den samme dag, men de er tre forskellige børn, som vi er nødt til at tage forskelligt, siger Ann.Når de skal sove til middag, bliver de lagt side om side på en lang madras. Så tager Ann dem en efter en, giver dem tøj på og putter dem ud i en af de tre barnevogne, der står på rad og række i gården. Det plejer at tage omkring et par timer fra de starter med at få mad, til de ligger i hver deres barnevogn.LÆS OGSÅ: 5 klassiske udfordringer ved søvn – sådan gør duFamilien har 33 sutteflasker i køkkenskabene. Da det var på sit højeste med modermælkserstatningen, og det var det eneste, trillingerne fik at spise, brugte de mindst 24 flasker i døgnet, og en bøtte modermælkserstatning rakte til to dage. Da trillingerne var helt små, og den ældste datter Silje stadig gik med ble, brugte familien mellem 150 og 200 bleer om ugen. Det griber også om sig med tøj, stofbleer og hagesmække i løbet af en uge. I hjemmet har de investeret i en vaskemaskine, der kan rumme ni kilo vasketøj, og den bliver fyldt omkring 14 gange om ugen.

Ventetid og tålmodighed

Netop fordi der er tre børn, følger der også ventetid med. ­Særligt i hverdagene, hvor Ann er alene med trillingerne i ­dagtimerne, mens Silje er i børnehave, og Daniel på arbejde. Skal den ene skiftes, må de to andre vente.– Det er anderledes med dem, end det var med Silje. Hun skulle ikke sige mere end en lille lyd, før vi stod der. Hvis trillingerne græder allesammen på samme tid, kan jeg jo kun tage en ad gangen. Så må de andre to vente. Så kan det være, at det er Noah først i morgen og Gry i overmorgen, siger Ann.– Det stressede mig meget i starten, for det var frustrerende, at jeg ikke kunne tilfredsstille dem alle på én gang. Jeg kunne ikke have, at der var en af dem, der blev nødt til at græde. Men det har jeg måtte lære at acceptere, og med tiden har jeg jo også fundet ud af, at der ikke sker noget ved det, siger Ann.– Det har været rigtig svært, nu her mens de har været små. At se på vores venner, som syntes, at det var helt fantastisk at sidde med deres små børn i armene – og selv stå tilbage med følelsen af ikke altid at have overskud til den slags. Når de alle tre er blevet skiftet og har fået mad, har de tit fået lov til at ligge lidt selv, siger Ann.– Så er de også alle tre blevet tålmodige børn. Men de kender jo heller ikke til, hvordan det ellers kunne være, siger Daniel.Noget af det, der har været sværest for parret, er dårlig samvittighed over for den ældste datter Silje.– Jeg ved ikke, hvor mange gange om dagen, vi kan være nødt til at sige til hende ‘jeg kommer lige om lidt’ eller ‘lige om to minutter’. Men hun er også tålmodig. Og hun elsker dem så højt og har taget ekstremt godt imod dem, siger Ann.

Svært at komme hjemmefra

Daniel arbejder fuld tid som indkøber, og han bruger mange timer om ugen uden for hjemmet. Anderledes er det for Ann, der er på barsel.– Det er generelt meget sjældent, at vi er ude alle sammen på én gang. Vores autostole har nærmest ikke været i brug. Problemet er, at hver gang vi skal af sted, skal vi have tre gange så meget med af alting. Flasker, bleer, tøj, tre barnevogne, tre højstole. Det er et kæmpe ­arbejde at komme ud ad døren, siger Daniel.En anden stressfaktor har ifølge parret været, at de inden fødslen var blevet stillet hjælp fra kommunen i sigte. Men det blev aflyst i sidste øjeblik, da den seniormedarbejder, der skulle have hjulpet til hos familien nogle gange i løbet af ugen, måtte frasige sig arbejdet, fortæller parret.– Alt med kommunen er gået i vasken. Det har virkelig været frustrerende, og det er det også stadig, siger Ann.De håber at kunne få lavet en aftale med kommunen om, at Ann kan gå hjemme med børnene, til de er to år, og allerhelst til de skal begynde i børnehave. Men de er afhængige af at kunne få økonomisk støtte, for at det kan lade sig gøre. Det er ikke muligt for dem – en familie på seks – at leve udelukkende af ­Daniels løn.LÆS OGSÅ: Debat: Bør vi arbejde mindre?Når situationerne spidser til, trækker de på deres familier, hvor begge hold bor inden for 10 min­utters kørsel. Det er længe siden, en af dem har stået alene for at skulle putte alle fire børn. De er enige om, at det ikke er en mulighed for tiden. Når trillingerne skal puttes, følger der en flaske med. Hvis de er urolige, forstyrrer hinanden og ikke vil sove, bliver de taget op igen, lagt ned på madrassen for at lege lidt og for at blive ‘nulstillet’. Derefter prøver de at lægge dem i seng igen en efter en.Når børnene er lagt i seng, har Ann og Daniel af og til en times tid om aftenen, hvor de selv bliver ‘nulstillet’.– Jeg kan mærke, at hvis vi ikke får det pusterum om aftenen, inden vi skal i seng, så kan jeg godt blive lidt stresset. Hvis det hele bare handler om at stå op om morgenen og tage på arbejde, komme hjem og passe børn og så gå i seng for at gentage det hele næste dag, siger Daniel.– Vi trøster os hele tiden med, at det er de her par år, det er hårdt, og så må vi se, hvad der er tilbage af venner, når vi er igennem det, siger Ann og griner.– De skal nok være der stadigvæk. De ved godt, at det er en hård kamp lige nu, så de kan sagtens forstå os, siger Daniel.

Ikke kun ‘trillinger’

– Men selvom det kan være hårdt, er børnene jo med til at give os gejsten til at fortsætte. De øjeblikke, hvor de smiler og griner, så glemmer man jo fuldstændig, at man for 10 minutter siden havde lyst til at smække døren og gå, siger Ann.

– Og jeg kan stadigvæk godt bare kigge på dem og tænke, hvor vildt det er, at vi fik tre sunde og raske børn, når det ikke var det, statistikkerne sagde, vi ville få.

Ann og Daniel er meget opmærksomme på at behandle dem som de tre individuelle børn, de er.

– Og vi er blevet enormt overraskede over, hvor forskellige de er. I princippet kunne det ligne tre børn fra en mødregruppe, der var på besøg, siger Ann.

Det er ikke kun udseende, bredde og længde, børnene adskiller sig på.

– Gry er den, der er fremme i skoene, og som lærer hurtigt. William er den madglade dreng, der charmerer sig ind på alle. Og Noah er grinebideren, der er fuld fart på, siger Ann.

Men netop at se dem som tre individer og ikke bare som ‘trillingerne’ kan være en udfordring.

– Det er svært at tænke ud over den enhed, man synes, de er. At de på en eller anden måde hænger sammen, lyder det fra Daniel.

Det er også nogle af de tanker, parret gør sig om fremtiden.

– Jeg tror også, det bliver en udfordring, når de bliver større og skal gå i børnehave og i skole sammen. De er jo ikke bare trillingerne. De er også Gry, Noah og William, siger Ann.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få trillinger

LÆS OGSÅ: Læserne fortæller: Alle de tossede ting, der sker om natten

LÆS OGSÅ: Hyyyyyl: 13 råd til ulvetimen