Cecilie Lind: ”Det er, som om man ikke må være menneske, når man er mor”

Jeg skrev bogen ‘Mit Barn’, fordi jeg havde et voldsomt behov for at give udtryk for, at ordet ‘mor’ ikke rummer den oplevelse, det er at blive mor. Bogen er en fortløbende skildring af de første ni måneder af en mors og en babys liv. Der er meget, der er lavet om, det er tekst, og jeg er forfatter, men den er skrevet fra et åbent hjerte i begyndelsen af mit eget moderskab.

Jeg blev nødt til at gøre rede for den erfaring, hvor tiden pludselig holder op med at være kronologisk, og du bevæger dig fra lur til lur, amning til amning. Alt er et eneste stort NU. Der findes ikke fortid og fremtid, føles det som om. Kun en åben, sulten mund, et skrig, der skal ammes eller trøstes eller vugges til ro.

Digtet er mit desperate forsøg på at give erfaringen sprog, på at gøre den til andet end krop. Det var for sindssygt ikke at skrive om. Der er brug for bredere rammer i moderskabet for, hvad vi må føle og sige. Der er meget smalle rammer for, hvordan en mor skal være. Man kan ikke sige særligt meget om det mørke, der også følger med, uden at systemet får alarmsignaler.

Jeg har tidligere kæmpet med psykisk sygdom og spiseforstyrrelse, så jeg var forberedt på, at det kunne blive en intens oplevelse at blive forælder første gang. Jeg kendte det mørke, det var mig ikke fremmed og måske derfor ikke så chokerende. Jeg havde ikke en rosenrød forestilling, og det hjalp mig, tror jeg, da jeg pludselig stod i den der intense sårbarhed. Jeg oplevede kærligheden lige fra begyndelsen, men var også nærmest i traume efter fødslen og over den der lille krop; at jeg skulle holde den i live.

Angsten for at miste og ikke passe godt nok på ham og være en dårlig mor var virkelig stor. Det var en bombe af følelser og tanker, jeg ikke havde oplevet før. Det er også en sorg at få børn. Der er en længsel og et tab af alt det, du havde før. Alt er forandret, men du er stadig dig selv og har behov for de ting, du havde behov for før. Jeg savnede at have et sted, hvor der kunne være alle ting på samme tid. Ikke bare lys eller mørke. For der var også utroligt meget kærlighed og utroligt meget lys, det håber jeg, er en lige så stor del af bogen.

LÆS OGSÅ: Nanna Schultz: ”Jeg skammer mig over, at jeg af og til mister besindelsen”

Med lyset kommer også mørket

Selve oplevelsen af at blive mor var god. Men jeg havde det svært med at blive set på. Jeg havde en fremmedgjort oplevelse af, at jeg skulle spille mor-rollen på en bestemt måde, og hvis ikke jeg gjorde det, så var det farligt – og der kunne komme nogen og tage mit barn fra mig. Fordi jeg lider af angst, bad vi om ekstra hjælp, og det havde faktisk den stik modsatte effekt.

Jeg skammer mig stadig, når jeg taler om det. Vi havde et møde med en sårbarhedsjordemor, da jeg var højgravid, der sagde til mig, at man altså ikke kunne være mor og have angst. Så det mente hun, jeg måtte få styr på hurtigst muligt, gerne inden fødslen. Men sådan fungerer angst altså ikke. Det blev en stress for mig at opleve, at jeg blev mistænkeliggjort og ikke støttet.

Vi havde også et møde med en psykolog, der blev meget optaget af, om jeg nu havde den rette tilknytning, fordi jeg er meget genert, og fordi hun gerne ville have, at jeg kaldte ham, der lå i min mave for ‘lillemanden’, og det havde jeg ikke lyst til. Det resulterede i, at der blev tjekket op på os på tredjedagen efter fødslen, hvor de konkluderede, at mine reaktioner var normale, og der ikke var nogen tilknytningsproblemer. Jordemødrene på barselsgangen sagde, at de havde observeret en kompetent og kærlig mor.

Det betød så uendeligt meget at blive spejlet positivt. Men det har hjemsøgt mig lige siden, det at jeg blev set på med den skepsis. En skepsis, jeg ikke følte var berettiget. Følelsen af at være overvåget fra begyndelsen, af at folk holder øje med, om jeg gør noget forkert, om jeg er en god nok mor. Jeg forsøgte at være ansvarlig ved at bede om hjælp, og hele vejen igennem var der altså også en stabil far i forløbet, men jeg følte, at det system, der skulle forestille at hjælpe mig, overreagerede, fordi jeg var ærlig.

Jeg havde bestemt også gode jordemødre og sundhedsplejersker bagefter, men det føles, som om de på den ene side vil have, man skal sige, hvis man har det skidt – og på den anden side er der så lidt plads til at have det problematisk. Det er, som om de ikke aner, hvad de skal stille op med moderskabets ambivalens og med det fact, at det er uundgåeligt, at med lyset kommer mørket også.

Det er ikke nødvendigvis sygeligt, men det er selvfølgelig voldsomt. Det tror jeg egentlig, det er for rigtig mange. Jeg har intet tilovers for den der efterfødselsreaktionstest sundhedsplejersken kommer med. Det giver absolut ingen mening at pointgive dig frem til eller fri af en diagnose. Det at blive mor kan opleves på tusind måder. Vi er nødt til at tale om, hvad og hvordan det er på nye måder.

Mor er både et dyr og en gud

Det var befriende for mig at skrive undervejs. Der var ting, jeg havde svært ved at sige, men kunne skrive. Men da bogen skulle ud og møde verden, var jeg rædselsslagen og skamfuld. Jeg blev overvældet af reaktioner fra andre mødre, der kunne genkende sig selv i mine oplevelser.

Alt det, jeg havde troet var så forfærdeligt og dystert, jamen, det havde alle mulige kvinder oplevet! Jeg var slet ikke så alene, som jeg troede. Det var ærligt talt en ret terapeutisk oplevelse. Anmelderne var også positive, men der var et par, der skrev, at skildringen var for privat – der var for meget sex og for mange skænderier.

Det at blive mor er kærlighed, det er at miste sig selv, det er at være et galt dyr, der væsker alle steder, men verden er i fornægtelse, den vil ikke rumme det. Vi vil ikke høre på det, fordi det er svært. Hvorfor er det så pinagtigt at læse om efterfødselssex og skænderier, når det er så almindeligt? Hvorfor skal det stadig kræve så meget mod at skrive om?

Nu siger folk, der er en bølge i gang af morlitteratur, men det er jo ikke en bølge – det er at sparke døren ind. Der skal skrives en milliard morbøger, så ingen af dem står alene. Moderskab er ikke privat. Det er rædsel og kærlighed. Det er livet. Kvinden og manden har forskellige mulighedsrum i forældreskabet.

Der er både en ensomhed og en ophøjelse forbundet med den kvindelige biologi. Selv hvis du har en mand, der er der 100 procent, så er verdens henvendelse til dig som kvinde så meget mere krævende. Det begynder, når du får din første dukke som lille pige. Dukken som et brev, en forventning, et varsel: Du kommer til at drage omsorg, tage vare på. Det er det, dukken siger, når den siger “Mamma”, når man trykker den på maven.

På mange måder handler moderskabet, når det er mest dæmonisk, om, at kvinden skal bures inde i de her forventninger – alt, hvad jeg gør, er forventet, alt, hvad han gør, er et stort plus. Så siger folk måske: “Jamen, så skulle du ikke have fået børn, hvis du har det på den og den måde”, og det kan jeg ikke lade være med at lade mig påvirke af, selvom jeg er meget uenig.

Det er, som om man ikke må være menneske, når man er mor. Man må godt være menneske og være far. Mor er et dyr, og mor er en gud. Jeg så engang et billede af nogle fædre på en bar med deres små børn, og jeg tænkte, at det så virkelig hyggeligt ud, men det ville jeg aldrig turde. Af frygt for at blive udskammet.

Jeg har haft nogle oplevelser, der har sat sig i mig, hvor andre kvinder har kommenteret på mit moderskab. En gang til baby– svømning sagde en underviser til mig, at jeg ikke havde øjenkontakt nok med mit barn. I virkeligheden var jeg helt vildt presset over situationen med at være i badetøj sammen med en masse andre kvinder. Det var nærmest en lang bodyshamingsseance, hvor alle talte dårligt om deres krop, og jeg blev meget selvbevidst af det. Fordi jeg har kæmpet med en spiseforstyrrelse og med at give min krop lov til at være større under og efter min graviditet.

En anden gang kom der en kvinde hen til mig og præsenterede sig som folkeskolelærer. Hun ville bare lige sige til mig, at det ikke var godt for barnet, at han vendte væk fra mig i klapvognen.

LÆS OGSÅ: Sanne Cigale: ”Du presser utilstrækkelighed med ud, når du føder et barn”

Desperat, angst og lykkelig

Det er, som om der er sket noget der. Nu føder man en samfundsborger, før man føder sit eget barn. Samfundet og de andre føler sig anfægtet af dit personlige moderskab. Hvis du fucker det her op, så fucker du samfundet op, er budskabet. Så du må lige stikke piben ind og ikke være egoistisk.

På den ene side får vi stadig det 50’er-agtige signal, at vi kvinder skal ofre og være alt for vores børn. På den anden side får vi at vide, at arbejdsmarkedet står åbent, og vi kan gøre, hvad vi vil. Vi skal i hvert fald helst have 100 procent styr på det.

Det føles skrøbeligt eller farligt, hvis folk ikke har det, derfor retter folk på hinanden. Jeg har aldrig været mere desperat og angst, end da jeg blev mor første gang, men jeg har heller aldrig været gladere og mere tilfreds. Lykkelig, beruset, forelsket. Den følelse af at elske nogen så utroligt højt og kunne lide at være sammen med dem.

Jeg har sværere ved at beskrive lykken, det er nemmere at beskrive mørket for mig. For fire måneder siden blev jeg mor igen, til min datter, og det har på mange måder været terapeutisk for mig at prøve hele processen igen uden det kæmpe chok, der fulgte med første gang. At føde for anden gang blev at genopleve den første fødsel, også. Det var ret vildt. Og godt.

På grund af corona har vi været meget henvist til at være hjemme, og det har været ærgerligt, for jeg havde glædet mig til at tage den selvsikkerhed, jeg har fået med ud i min barsel, så vi kunne sidde på en café og så videre. Med min dreng var jeg meget optaget af at vise min psykolog og verden, at jeg godt kunne, så vi gik til gymnastik og svømning og i læseklub.

Det blev lidt meget. Det er også rart ikke at behøve at gøre noget. Bare være i ro. Famle efter min datters lille, varme mund i nattemørket, svuppe sutten ind. Så sover vi videre. 

Denne artikel er oprindeligt udgivet i magasinet Vores Børn / 06 (oktober-december 2020)