Giv dit barn gode tv-vaner
Langt de fleste familier har et ekstra medlem, nemlig fjernsynet. Vi tilbringer mange timer i hinandens selskab, og tv’et er en god ven for ungerne, når der skal slappes lidt af. Godt fjernsyn kan også være et supplement til sprogindlæring, men det er afgørende, at vi vælger de gode tv-programmer og film for vores børn.
Da du, kære læser, var barn, blev der formentlig leget ”jeg melder krig mod” eller ”dåseskjul” ude på vejen hele eftermiddagen, indtil det var spisetid om aftenen. Frikadellen blev indtaget med en hastighed, som kun et barn, der skal ud at fortsætte legen, mestrer.
I fire bidder, en skive rugbrød i hånden og en tår mælk på vej ud ad døren. Men det er 20-30 år siden, og i dag er situationen en anden. Man skal kigge langt efter kridt og gamle dåser på vejene, når ungerne kommer hjem fra vuggestue og børnehave.
De har leget hele dagen i daginstitutionen, så mange har brug for at hænge lidt ud foran fjernsynet. Og det er helt i orden at slappe af i selskab med de levende billeder efter en hektisk dag, understreger Hans Henrik Knoop, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet med speciale i leg, læring, kreativitet og it.
Find de gode programmerDet er dog en kendsgerning, at tv er et stærkt medie, som gør alt for at få os til at hænge på, og børnenes tv-forbrug kan derfor være svært at styre. Har man først placeret ungerne i sofaen, kan det være sin sag at få dem væk igen, og mange forældre oplever, at den halve times afslapning bliver til to-tre timers passiv underholdning.
„Forældre har grund til at være bekymrede, hvis deres unger ser fjernsyn to-tre timer om dagen. Vi ved, at børns humør daler, når de er passive. Vi har det som regel altid bedre, når vi er aktive, og det er børn ikke, når de ser tv – medmindre de er meget interesserede i et program, som de lærer noget vigtigt af,” fortæller Hans Henrik Knoop.
Han påpeger, at forældre derfor bør være selektive i valget af de programmer, børnene ser. For selvom der er meget skidt i programfladen, findes der også mange kvalitetsprogrammer, som tilbyder oplevelser og sprogindlæring, som små børn kan have stor glæde af. At give børn gode tv-vaner handler altså om at involvere sig og om at vælge.
„Programmer som Anna og Lotte og Bamse og Kylling, hvor der er tid til at dvæle ved tingene og snakke om en snegl i fem minutter, er fremragende tv for små børn. De kan selv følge med og har tid til at suge sproget til sig. Problemerne opstår, når det går for hurtigt, og der er for meget ”flimmer”,” siger Hans Henrik Knoop, der selv mener, han fik sine tysk-kundskaber forærende ved at se tysk børnefjernsyn i slutningen af 60’erne.
Undgå flimmerMange sceneskift og hurtige klip i et program er det, som Hans Henrik Knoop kalder ”flimmer”. Og for et lille barn på et halvt år og frem til to-treårsalderen er der risiko for, at for meget flimmer kan modarbejde udviklingen af barnets evne til at koncentrere sig og fastholde opmærksomheden.
„Mange af de bedste oplevelser er præget af nærvær, fordybelse og tilstedeværelse. Hvis et barn ser meget fjernsyn med meget flimmer og overfladiskhed, vil det på en måde stå i vejen for dets trivsel. Desuden kan det kunstigt høje tempo i fjernsynet forvænne barnet, så hverdagen føles mere grå og kedelig,” fortæller Hans Henrik Knoop.
Han tilføjer, at hvis man har et barn med koncentrationsbesvær eller mangel på lyst til at lege eller foretage sig noget selv, bør man være opmærksom på, hvad barnet ser i fjernsynet.
Et godt barnelivIfølge Hans Henrik Knoop hører der tre ting med til et godt barneliv:
Kroppen og psyken skal være sund og rask. Det betyder, at ungerne skal sove nok, spise godt og bevæge sig, samtidig med at de er trygge, tillidsfulde, optimistiske og glade. Derudover skal de opleve det, han kalder ”engageret fordybelse”, hvilket dækker over den tilstand, barnet er i, når det er fuldkommen opslugt af en leg eller en anden spændende aktivitet.
Opmærksomheden er da rettet mod en bestemt ting, samtidig med at barnet er 100 procent udfordret, hvilket er en ekstremt lærerig situation. Sidst, men ikke mindst, skal børn opleve, at de har et meningsfyldt liv. At de er noget særligt, og at der er brug for dem i den større sammenhæng.
Det gælder både i forhold til kammerater og familien. Og her kan forældrene sætte ind, hvis de synes, at ungerne tilbringer for mange timer foran skærmen.
„Der skal selvfølgelig være et alternativ til fjernsynet, når ungerne kommer hjem fra institution. Og det bedste råd, jeg kan give forældrene, er at udkonkurrere fjernsynet. Find på noget sjovt, og forsøg at gøre hverdagen mere interessant. Når I ser tv, så find frem til de gode programmer og film, der er underholdende og lærerige,” siger han og anbefaler forældre at lære deres børn at blive gode mediebrugere ved selv at være gode forbilleder.
„Interesser jer for de programmer, ungerne ser, og fortæl dem, hvad I synes om dem. Smag kan jo diskuteres, og som forældre skal vi også være fleksible. Men det er vigtigt at vise ungerne, at det faktisk betyder noget for jer, hvad de bruger deres tid på,” fortæller han og tilføjer, at det ikke er så afgørende, hvor længe ungerne ser tv – så længe det ikke er mere end en time eller halvanden om dagen.
Følg barnets rytme„Grundlæggende er det en meget god idé at følge børns egen rytme. Lad være med at slukke midt i et program, fordi tiden er gået. Lad dem få lov til at se det færdigt. De skal selvfølgelig ikke sidde hele søndagen, men om det er en time eller halvanden, er mindre væsentligt,” påpeger han.
Generelt er der mange dårlige, men også gode ting at sige om tv. Hans Henrik Knoop er fortaler for, at man skal lade sine børn se tv – men det skal være kvalitetsprogrammer, ellers kan det ødelægge mere, end det gavner.
Ekspertens gode råd om børn og tv:
Begræns tidsforbruget til maksimalt halvanden time per dag
Lad være med at slukke midt i et program. Forsøg at følge børnenes rytme
Sæt gode film og programmer på som Anna og Lotte, Bamse og Kylling og gode Disney-klassikere
Pas på med meget ”flimmer” (hurtige sceneskift og klip)
Interesser dig for, hvad dit barn ser, og tag en snak om det
Kilde: Hans Henrik Knoop, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet
Godt børne-tv for de små:
Anna og Lotte
Bamse og Kylling
Sesam, Sesam luk dig op
Robin Hood
Løvernes Konge
Den lille Havfrue
Kilde: Hans Henrik Knoop, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet