Sofie traf et vigtigt valg om sin fremtid, da hendes mor blev ramt af kræft – og har ikke fortrudt
Jeg syntes selv, jeg havde et vinderliv med godt job og masser af venner i byen. At det i virkeligheden var en ret tom tilværelse, stod klart, da jeg blev tvunget til at vende retur til den hjemegn, jeg ellers var flygtet fra. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Hvorfor blev jeg sådan et menneske, der tog andre mennesker for givet?
Hvordan endte jeg som en kæmpe egoist, alt imens min storesøster blev ved med at være præcis det modsatte, nemlig hjælpsom, sød og omsorgsfuld?
Vi havde jo de samme forældre, så hvorfor blev vi så forskellige?
Alt det har jeg tænkt en hel del over, siden jeg langt om længe blev voksen og lærte at tage ansvar. I tre årtier før da skænkede jeg det ikke en tanke. Tværtimod. Jeg havde kun en person i fokus, nemlig mig selv.
Allerede som lille pige var jeg ret selvoptaget. Jeg blev let fornærmet og krævede konstant at blive set og hørt. Det blev jeg også af mine forældre. For til forskel for min storesøster, Kirsten, var jeg bogligt meget begavet, så jeg klarede mig fantastisk i skolen, og det gjorde nok, at mine forældre fredede mig, fordi de var så stolte af mig.
I stedet for at sætte mig på plads, når jeg gik over stregen, så roste de mig for mit drive og det konkurrenceinstinkt, som jeg allerede besad dengang.
Modsat mig, så var Kirsten den, der hjalp til derhjemme. Jeg snød mig fra de få pligter, jeg havde, eller undskyldte mig med, at jeg havde lektier for eller andre langt vigtigere ting, jeg skulle.
Når Kirsten beklagede sig over, at jeg slap, forsvarede min mor mig med, at jeg ikke var huslig anlagt, det var hun til gengæld, og det skulle hun bare være glad for.
Jeg er bange for, at mine teenageår var en hård tid for alle dem, der var tæt på mig.
Annonse
Jeg var meget selvoptaget og ret ligeglad med andre. Jeg insisterede på at gå mine egne veje og stejlede, hvis nogen forlangte noget af mig eller forsøgte at sætte mig på plads.
Mine forældre klagede aldrig over, at jeg levede, som jeg gjorde, tværtimod tror jeg, at de fortsat beundrede mig og var stolte af mig. Jeg fik da også en god uddannelse og kort tid efter drømmejobbet i en stor finansvirksomhed i byen, hvor jeg stort set rejste konstant.
Imens blev min søster boende i vores hjemegn. Her giftede hun sig med sin ungdomskæreste, og de stiftede familie. I de år talte jeg ikke særlig meget med Kirsten, for vi havde i mine øjne intet tilfælles.
Børn var overhovedet ikke noget, der interesserede mig. Kærester havde jeg da en del af, men mødte jeg endelig en mand med ben i næsen og begge ben på jorden, så fik han hurtig nok af, at jeg var så utrolig selvoptaget og altid prioriterede mig selv og min karriere.
I de år så jeg mig selv som en vinder.
Jeg boede i en skøn lejlighed i byen, og var jeg ikke på forretningsrejse til en af Europas storbyer, så hang jeg ud med mine lige så succesfulde venner på byens vinbarer og restauranter.
Jeg tjente kassen, men jeg arbejdede også hårdt for min løn, så et egentligt privatliv var ikke noget, jeg kendte til, og godt det samme, for det interesserede mig ikke.
Jeg tog sjældent hjem for at besøge mine forældre i den periode, men nøjes pligtskyldigt med at ringe til dem.
Her var samtalerne imellem os gerne envejs: Jeg fortalte om mine rejser og oplevelser, men jeg spurgte sjældent til deres liv, fordi der i mine øjne intet interessant skete i det. Jo, de talte da en del om deres børnebørn, men jeg gabte træt, når de gjorde det, for noget kedeligere emne, kendte jeg ikke.
Arbejdspresset var dog begyndt at gå mig på, især de mange forretningsrejser trak tænder ud. Jeg begyndte at få problemer med at sove, for hele mit system var konstant under pres. En dag kollapsede jeg på mit job, jeg besvimede ganske enkelt, da jeg rejste mig for at gå på toilettet.
Annonse
Efter en samtale med min læge blev jeg beordret til at holde 14 dage fri, så jeg kunne få ro på systemet. Mine forældre blev dybt chokerede, da jeg ringede og fortalte dem det.
Der gik ikke mere end nogle timer, før de holdt foran min lejlighed for at hente mig hjem.
I de næste to uger blev jeg passet og plejet efter alle kunstens regler.
Jeg gik lange ture i mit barndomsland, og jeg husker, at jeg var overraskende glad for at være hjemme. Jeg tror, det var her, jeg for første gang satte pris på den ro og fred, jeg var omgivet af.
Da de to uger var gået og jeg tog afsked med mine forældre, blev jeg ramt af en følelse af ensomhed. Normalt kunne jeg ikke vente med at komme retur til byen, nu gjorde tanken om både den og min tomme lejlighed mig trist.
Jeg genoptog dog hurtigt det travle liv. Det var lidt som et drug, har jeg tænkt bagefter. For når jeg havde travlt, så havde jeg ikke tid til at mærke, hvordan jeg egentlig havde det.
Jeg var nu ved at være midt i 30’erne, og jeg tror, at var der ikke sket det, der skete, så var jeg nok fortsat med at leve sådan.
For blot et halvt år efter mit sammenbrud blev min mor ramt af kræft.
Min søster ringede og fortalte mig det, mens hun græd. Hun sagde, at det var alvorligt, og at min mor havde haft symptomer i lang tid uden at gøre noget ved det. Kræften havde spredt sig til hendes lever, udsigten til at hun ville blive rask var derfor dårlig.
I første omgang reagerede jeg, som jeg plejede i den type situationer. Jeg holdt hovedet koldt og trøstede min søster med, at lægevidenskaben var nået langt mht. kræft. Jeg slog det simpelthen hen, måske fordi jeg dybest set ikke kunne tage noget alvorligt, der ikke handlede om mig selv.
Annonse
Jeg tog ikke engang hjem for at besøge min mor, men nøjedes med at ringe pligtskyldigt og give hende den samme trøstende svada, som jeg havde spist min søster af med.
Tre uger senere ringede min søster så og fortalte, at de havde været til samtale med lægerne på hospitalet. Her havde beskeden lydt, at min mor nu var terminal og nok højest havde måneder tilbage at leve i.
Endelig forstod jeg det, som resten af min familie for længst havde forstået: Min mor skulle dø. Jeg skulle miste det menneske, som altid havde været der for mig.
Jeg tog hjem, egentlig var det kun meningen, at jeg skulle være der i en weekend, men da jeg så, hvor syg min mor var, indså jeg, at jeg måske aldrig ville se hende igen, hvis jeg tog tilbage til byen.
Jeg ringede derfor til min chef og tog i første omgang to ugers ferie.
I de uger tror jeg, at jeg blev en anden. Pludselig var det ikke mig, det handlede om, men min mor og far, der i den grad havde brug for mig og min hjælp.
Min søster var også udmattet efter at have stået for det meste, imens min mors sygdom skred frem, så der var i den grad brug for mig.
"Jeg kan slet ikke genkende dig, Lise," sagde Kirsten en dag til mig. "Hvad er der sket?"
Jeg kunne ikke svare min søster på, hvad der var sket med mig, for jeg vidste ikke selv, og jeg tænkte egentlig heller ikke over det, for det var der overhovedet ikke tid til.
Bagefter vidste jeg nu godt, hvad der var sket. Jeg havde langt om længe opdaget, at livet handlede om andre end mig, og at der tilmed var en stor gave i den opdagelse.
Da de to uger var gået, måtte jeg igen ringe til min chef og forlænge min orlov. Denne gang var han knap så lydhør. Han havde fuld forståelse for den situation, jeg stod i, men i det job, jeg havde, var der ikke plads til at hoppe fra på den måde.
Vi blev derfor enige om, at jeg skulle melde ud, hvad jeg ville, når de to uger var gået.
De to uger gik, min mor fik det dårligere, men hun levede fortsat, og der var fortsat brug for min hjælp. Jeg var derfor overhovedet ikke i tvivl, da jeg igen ringede til min chef og meddelte ham, at jeg ikke kom tilbage til mit job.
Det kan lyde som en stor beslutning, men sådan følte jeg det faktisk ikke.
For i de måneder, hvor jeg agerede familiens sygeplejerske og plejer, lærte jeg en helt ny side af mig selv at kende, og det var en side, jeg i den grad trivedes med.
Inden min mor gik bort, havde jeg mange gode samtaler med hende.
Min mor sagde, at det hun ønskede for mig var, at jeg fik et godt liv og blev lykkelig. Hun indrømmede også, at hun fandt det liv, jeg levede i byen, ret ensomt og tomt. Det kunne jeg jo kun give hende ret i, at det var. Og da hun døde en formiddag en uges tid senere, vidste jeg, at det var tid til at ændre på tingene.
Jeg vendte kun retur til byen for at sælge min lejlighed og ordne de sidste ting omkring min opsigelse.
Fordi Kirsten og jeg var kommet så tæt på hinanden under min mors sygdomsforløb, og fordi min far fortsat havde brug for min hjælp, så valgte jeg at flytte retur til min barndomsby igen. I starten var det egentlig kun meningen, at jeg ville blive, indtil min far var på benene igen. Men den ene dag tog den anden.
Jeg opdagede, at jeg trivedes i den lille by og den natur, den var omgivet af. Jeg tog et job i den lokale bank, og kort tid efter mødte jeg ham, der i dag er min mand og faren til min lille datter.
Det jeg frygtede mest, da jeg levede mit singleliv i byen, var kort sagt sket: Jeg var rykket retur til min barndomsby og talte hjertens gerne om børn og familie med min søster og far.
Det liv lever jeg fortsat, og det er jeg lykkelig og taknemmelig for, for det er et liv, jeg elsker.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
