Gravid mens far har kræft: "Den største sorg og glæde ramte mig på samme tid"

Så let glemmer Anna ikke selv den tid for lidt over fire år siden, hvor den største sorg og glæde ramte hende på næsten samme tid.

LÆS OGSÅ: Kommunikation: Tal med dit barn – også om døden

Halvanden streg viser graviditetstesten, som Anna og hendes kæreste, Thomas Rønkilde, forundret kigger på en sensommerdag i 2011. Ikke en eller to, men derimod helt tydeligt halvanden streg. Thomas ringer til sin veninde, der fortæller, at hun har været ude for det samme. ‘Sig til Anna, at hun skal tage testen i morgen, så er der to streger’. Ganske rigtigt. Dagen efter er der to streger på den lille pind.

Thomas og Anna havde været kærester i to år, da han overtalte Anna til at smide p-pillerne. Anna ville hellere vente et halvt års tid, men med bevidstheden om, at det for de fleste kvinder tager et halvt år at blive gravid, var hun med på ideen. Det tog kun en måned.

– Jeg vidste, jeg ville have børn med Thomas, men jeg syntes bare, vi havde det så godt sammen, bare os to. Vi løb sammen, spiste ude hver fredag og rejste en del. Alt det ville vi ikke bare kunne gøre med et lille barn.

De to mødte hinanden til et Running Dinner-arrangement. En aften med fjollet dans og et enkelt kys blev til et par dates, og hurtigt var Anna på 30 år og den otte år ældre Thomas et par. De købte en lejlighed sammen på Frederiksberg og manglede sådan set bare det der lille barn, for at lykken var gjort.

Ramt af træthed

Thomas kan slet ikke holde glæden for sig selv, da de ser de to streger på testen. Han ringer til gud og hver mand. Anna forsøger at holde ham i ro.– Jeg synes, vi lige skulle vente lidt med at sige det eller i det mindste planlægge en måde at gøre det på. Men der var ikke noget at gøre, Thomas var helt euforisk. Det var faktisk ret kært, mindes hun i dag.Anna er dårlig de første måneder af graviditeten. De har en aftale om, at hun skal ringe til Thomas, så snart hun forlader sin arbejdsplads og fortælle, hvad hun har lyst til at spise. Thomas står klar med lige præcis den mad, som Anna har ønsket, inden hun kollapser i sengen.LÆS OGSÅ: "Er farfar død?" – sådan tackler du dit barns sorgGraviditetstræt og mæt. Thomas følger med. Han er også træt. Thomas’ træthed tager til. Samtidig har han smerter i maven og blod i afføringen. Hans læge henviser ham til Frederiksberg Hospital, hvor der er ventetid på en måned, før han kan få foretaget en kikkertundersøgelse.Da tiden for undersøgelsen kommer, er den ikke mulig at gennemføre. Noget i tarmene blokerer. Thomas havde som barn betændelse i tarmene. Lægerne formoder, at det er det samme, han har nu. De giver ham medicin, og sender ham hjem.– Jeg var egentlig ikke nervøs. Det blev jeg først, da han sygemeldte sig fra arbejdet. Det lignede ikke Thomas. Han tabte sig også, og til sidst var han så dårlig, at det ikke var ansvarligt, at han var hjemme.Thomas bliver indlagt på Hvidovre Hospital. Hurtigt herefter bliver han opereret. Resultatet er ubærligt. Thomas har ikke betændelse i tarmen. Han har kræft. Efter operationen er lægerne optimistiske. De mener, de har fjernet al kræftvævet, og Thomas kan gå i gang med kemobehandlingen.LÆS OGSÅ: Fandt sammen efter konens død: “Det har hjulpet os, at vi var venner i forvejen"– Jeg havde virkeligt svært ved at forstå det. Og da jeg langsomt tog det ind, og det gik op for mig, blev jeg ekstrem ked af det og bekymret – også på vegne af det lille liv, der voksede i maven på mig.I stedet for at læse om fosterudvikling, læser Anna om tarmkræft.– Thomas var ret optimistisk, fordi lægerne mente, at han ville blive rask. Jeg var derimod bekymret, for ifølge statistikkerne døde to ud af tre inden for to år af tarmkræft. Og det gjorde mig bange og ensom, for jeg ønskede ikke at ødelægge Thomas livsvilje med mine bekymringer. Det betød, at jeg var helt alene med min angst. Jeg havde ikke nået at vænne mig til tanken om at skulle være mor, før jeg skulle vænne mig til tanken om måske at blive alene.

Bryllup på rådhuset

Thomas’ kræftdiagnose falder, omtrent samtidig med at Anna skal til nakkefoldsscanning. Anna ligger på Rigshospitalet og er klar til at se liv i maven, mens Thomas kæmper for sit på Hvidovre Hospital. Alt ser fint ud, forsikrer scanningssygeplejersken, mens hun kigger på skærmen. Anna er lettet, men ikke glad. Ved hendes side – der hvor Thomas skulle sidde – sidder hendes veninde. Tårerne triller ned ad Annas kinder, da veninden fortæller scanningssygeplejersken, at faren til barnet er kræftsyg.LÆS OGSÅ: Sommerhede: Efterlad ALDRIG dit barn i bilen– Jeg blev ked af det, men også lettet over, at min veninde svarede sygeplejersken, så jeg ikke selv skulle sige det højt.Thomas er tæt på at dø i forbindelse med operationen, og det sætter gang i Annas tanker. Hun vil ikke vente på, at Thomas frier til hende, hun vil gøre det selv. En måned senere bliver de gift på Frederiksberg Rådhus med den nærmeste familie omkring sig.– Vi ville holde en stor fest senere, når Thomas kom på benene. Men jeg er meget praktisk anlagt, og det var Thomas også, så der skulle være styr på papirerne med det samme, hvis der nu skete noget.

Fysisk afstand

Anna går ikke i svømmehal eller til gravidyoga, og hun falder heller ikke i svime over nuttede sparkedragter.– Jeg er sikker på, at jeg havde dyrket min graviditet i langt højere grad, hvis Thomas ikke havde været syg. Så ville jeg havde taget mig tid til at gå i svømmehal og smurt mit maveskind i apotekets bedste cremer og spist sundt.Det sker ikke. Fokus er på Thomas. Hver dag cykler hun ud til Thomas efter arbejde. Hun spiser hotdogs og toast, og hvad der ellers er i hospitalets kantine. Hun kan ikke finde ud af at slappe af og er i konstant i alarmberedskab. Når hendes tunge krop dejser om i sengen om aftenen, kører tankerne. Angsten, for at hun skal være alenemor, tager til.– Thomas bad mig hele tiden om at sørge for at få min søvn, men det var lettere sagt end gjort. Jeg gik rundt med en masse tanker om, hvad jeg skulle gøre, hvis Thomas døde, og hvad der skulle blive af mig og vores lille barn. Jeg havde lyst til at tvinge ham til at tage de svære samtaler med mig, men jeg nænnede det ikke. Om natten, når jeg ikke kunne sove, græd jeg, mens jeg aede min mave og trøstede vores kommende barn med ‘det skal nok gå’ og ‘vi finder ud af det’. I virkeligheden prøvede jeg nok at trøste mig selv.Da Anna er omkring seks måneder henne, er Thomas kommet hjem. Han får kemoterapi derhjemme via en medicinpumpe. Hver anden uge, når Thomas får kemobehandling, er han meget dårlig og kaster op. Fordi Anna er gravid, må hun ikke komme i kontakt med kemoen, som Thomas får.– Det var unaturligt, at vi for eksempel ikke kunne ligge ved siden af hinanden på sofaen, fordi Thomas havde en medicinpumpe i maven, som jeg ikke måtte komme i berøring med. Han kastede meget op af kemobehandlingen, og jeg måtte heller ikke komme i kontakt med opkastet. Det var så hårdt ikke at kunne hjælpe ham.

‘Hun er så fin, så fin’

Annas utålmodighed vokser i takt med maven. ‘Kom nu Thomas, bliv nu snart rask. Snart har jeg brug for dig’.– Det hele var så surrealistisk. At være gravid og have en dødssyg mand. At mærke liv vokse inden i min mave og samtidig være vidne til, hvordan livet sivede ud af Thomas. Det var så voldsomt, at jeg havde svært ved rigtig at forholde mig til det. I en periode blev jeg nærmest lidt følelseskold, og jeg tog mig i stedet af en masse praktisk.Anna bestiller tid hos en privat scanningsklinik. Thomas skal ikke snydes for den oplevelse. De får at vide, at det er en pige, der kommer til marts. Med sin kæmpe mave spankulerer Anna efterfølgende ind i en tilfældig Noa Noa-butik. Hun hiver pigetøj ned fra hylderne og spørger ekspedienten, om hun kan få mængderabat.– Jeg var nærmest ligeglad med, hvad jeg købte. Jeg tænkte bare, at hun skulle have noget tøj.Med en puslekommode i stuen, en bunke Noa Noa-tøj og en syg mand på kemokur nærmer tiden sig for fødslen. Det er et planlagt kejsersnit, dels så det kan tidssættes, så Thomas ikke er midt i en kemokur, dels fordi Anna har fået en diskusprolaps i ryggen under graviditeten.Den 26. marts 2012 er det for en gangs skyld Anna, der ligger i en hospitalsseng, mens Thomas sidder ved hendes side. Mathilda kommer til verden med et brøl, og Thomas er ikke til at skyde igennem. Han gentager ‘hun er så fin, så fin’, før Anna når at se hende. I dagene efter på Rigshospitalet føler Anna for første gang i et halvt år, at de er en helt almindelig familie. Thomas sidder konstant med sin velskabte datter i armene. Anna nyder det.

En helt almindelig familie

Da Mathilda er to måneder, bliver Thomas erklæret rask. Anna lader, som om hun er glad, men en frygt nager i hende, da de går fra hospitalet med Mathilda i barnevognen og forårssol i ansigtet.– Jeg var meget skeptisk, for hvordan kunne de vide, at han var kræftfri uden en dybdegående scanning?Mathilda trives. Hun pludrer, griner og driver sin forældre til vanvid med sit dårlige sovehjerte. Da hun er et halvt år, skal Thomas opereres igen. Han skal have lagt sin midlertidige stomi tilbage, som han fik anlagt ved den første operation. Lægen ringer med den værst tænkelige besked. Der er fundet 17 kræftknuder i maven på Thomas.Med udsigt til døden føler Thomas sig ironisk nok mere rask, end han har gjort længe. Parret tager endelig hul på de svære samtaler. De holder møder med en advokat, laver testamente, taler begravelse, og så taler de om, at Anna skal finde kærligheden igen. Det ønsker Thomas. På et papir skriver Thomas alt det ned, de skal nå sammen: De skal spise på landets bedste restauranter, køre i hestevogn i Dyrehaven og ikke mindst nyde hvert et sekund med deres lille datter.De når det ikke. Thomas får det hurtigt så dårligt, at han bliver indlagt på palliativafdelingen på Bispebjerg Hospital, hvor Thomas og Anna får hjælp til at lindre de fysiske og psykiske udfordringer, der er ved en fremskreden kræftsygdom. Anna har skrevet et brev til Thomas, som hun læser højt for ham. Der må ikke være noget som helst, hun senere fortryder, at hun ikke har fået sagt. Hun fortæller ham blandt andet, at hun er taknemmelig for hans kærlighed og for Mathilda.Den 10. juni 2013 sidder Anna ved Thomas’ side. Hun kan mærke, at døden er tæt på, men hun skal nå at hente Mathilda fra vuggestue.– Det er o.k. at give slip, mens jeg ikke er her, siger hun.Thomas er stadig i live, da Anna tidligt næste morgen efter at have afleveret Mathilda sætter sig ved ham. Hun kysser hans pande og tager hans hånd. Hans vejrtrækning er besværet. Hun læner sig ind over ham, og hvisker ‘jeg er her nu, du kan bare give slip’. Thomas dør en halv time senere med Anna i hånden.Anna knuger Mathilda ind til sig, da hun henter hende om eftermiddagen. Hun holder fast, indtil Mathilda løsriver sig. Hun er glad som sædvanligt – også da de kommer hjem, hvor Annas familie er samlet. Mathilda nyder selskabet og leger med sine små fætre. Imens sidder Anna som forstenet og kigger ud i luften.

Savn og glæde

Når hun i dag ser tilbage på tiden efter Thomas’ død, er hun lettet over en ting:

– Jeg er på en måde taknemmelig for, at Mathilda ikke var mere end 15 måneder, da Thomas døde. Jeg ville ikke kunne rumme at skulle tage mig af Mathildas sorg oven i min egen.

På reolen i Annas lejlighed står et billede af Thomas, der sidder med Mathilda på skødet. Der skal flere billeder op, når Anna er kommet mere på plads. For et halvt år siden flyttede hun til en ny lejlighed på Frederiksberg. Hun har desuden lavet en bog med minder om Thomas til Mathilda.

– Thomas gik ikke så meget op i, hvordan Mathilda skulle mindes ham. For Thomas var det vigtigere, at vi fik det bedste ud af livet, når han var væk. Og Mathilda skulle aldrig mangle noget. I min familie får man kun gaver til jul og fødselsdage. Det, syntes Thomas, var alt for lidt. Så med ham i tankerne, går Mathilda og jeg en gang om måneden i BR, hvor hun kan vælge en lille ting. 

– I dag bærer sorgen mere præg af savn, og savnet er lettere at leve med, fordi det også er glædesfyldt. Når Mathilda gør noget sjovt, og jeg ved, at Thomas ville have grint i situationen, mærker jeg en kærlighed til ham. I dag går meget af min ‘ked af det’-hed ud på, at jeg synes, det er synd for Thomas, at han ikke er her i dag til at kunne opleve Mathilda. Det er ham, det er mest synd for, ikke længere mig.

LÆS OGSÅ: Gravid uge 20: Køn? Ja, naturligvis er den det!

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: "Børn burde ikke være i et tv-studie"

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Barsel lærer voksen mand at skide