Er kartofler sundere end ris og pasta?

Kost

Spørg Maria Haukrogh, som er cand.pæd. og ernæringsfaglig medarbejder i Fødevarestyrelsen.

Brevkasse

Er kartofler sundere end ris og pasta?

Kære Maria,

Mit spørgsmål er meget enkelt: Er kartofler sunde? Jeg er helt forvirret, for ‘alle’ taler jo om, at man skal skære ned på kulhydraterne og ikke spise så meget ris, pasta og kartofler. Men jeg er selv opdraget med, at man skal have kartofler hver dag, og derfor tænker jeg, at det må være sundere for mine børn end at fylde sig med pasta, som min datter ellers gerne ville, hvis hun fik lov (hun er en rigtig pasta-pige). Med min søn er det lige omvendt – han kunne nærmest leve af kartofler, hvis han fik lov. Kan du forklare, om der er nogle gode ting i kartofler, som der ikke er i pasta og ris – og hvor meget må de få af hver?

Mette, mor til to krudtugler

Kære Mette,

Tak for dit spørgsmål. Jeg kan godt forstå, at du oplever det som forvirrende med de mange modsatrettede budskaber på sund mad i ugeblade, aviser og så videre. Fødevarestyrelsen har formuleret de otte kostråd, som er grundlaget for vores nationale ernæringsoplysning, og her er et af rådene ’Spis kartofler, ris eller pasta og groft brød hver dag’. Kartoflen indeholder mange kostfibre, C-vitamin og andre vigtige vitaminer og mineraler. Sund mad kan godt indeholde kartofler til middagsmaden hver dag, men det er bedst, hvis du tilbereder kartoflerne uden brug af fedtstof, for eksempel kogte eller bagte. Ris og pasta er også sundt, men indeholder mere energi og færre vitaminer og mineraler end kartofler. De dage, hvor I spiser ris og pasta, vil det derfor være vigtigt, at I spiser flere grøntsager eller eksempelvis slutter af med frisk frugt. Når du serverer pasta eller ris, er det bedst at spise fuldkornspasta og brune ris. Fuldkornspasta er en blanding af fuldkornsmel og hvidt mel og indeholder flere kostfibre, vitaminer og mineraler end almindelig pasta baseret på hvedemel. Brune og vilde ris indeholder flere kostfibre end andre ris, fordi mere af skaldelene fra riskornet er med. Prøv derfor at servere brune ris eller fuldkornspasta, når du serverer ris eller pasta til aftensmaden.

Afskaf kræsne børn

’Ad, det kan jeg ikke li’, mor!’ Lyder det også sådan hjemme hos jer ved middagsbordet, og er du ved at være lidt træt af den sang, så prøv at følge disse enkle råd:

• Lad barnet være med til at lave mad. Det er sjovere at spise noget, man selv har været med til at lave.

• Pres ikke barnet til at spise – brug hverken trusler eller præmier.

• Vær entusiastisk omkring maden – sig ’Uhm, det smager godt!’ Det smitter.

• Undgå, at barnet drikker sig mæt i mælk eller saft både før og under måltidet. Drik vand til maden.

• Lad barnet have lov at have ting, det ikke kan lide. Rosenkål er for eksempel ikke den eneste sunde grøntsag, der findes.

• Gør middagsmåltidet til en hyggestund. Sørg for, at hele familien er samlet, og hav god tid og ro omkring middagsbordet.

• Lad være med at kalde dit barn for kræsent – det bliver nemt en selv opfyldende profeti. • Gør det klart, at den mad, der er på bordet, er den mad, som skal spises.

Kilde: BT

Et længere liv med mælk

Hvis du indimellem vakler lidt med hensyn til at give dine børn mælk – fordi diskussionen bølger frem og tilbage – så bør du måske notere dig resultaterne fra en ny britisk undersøgelse. Den viser nemlig, at børn, der indtager meget calcium i form af mælk, ost og yoghurt, har lavere risiko for at få et slagtilfælde eller dø for tidligt som voksne. Forskerne, der har fulgt 4.000 personer i ikke mindre end 65 år, siger, at et stort glas mælk om dagen reducerer risikoen for et slagtilfælde med hele 60%.

Kilde: Politiken

Vidste du …

At jo mere stresset du er, desto større er dit barns risiko for at udvikle allergi? Det viser en amerikansk undersøgelse. Hvis forældrene oplever deres liv som ’ukontrollabelt’, ’uforudsigeligt’ eller ’overvældende’, er børnene mere udsatte for kendte risikofaktorer som forurening, tobaksrøg og trafikos.

Kilde: Kristeligt Dagblad

Har du et spørgsmål vedrørende kost?

Mail til: kost@juniormag.dk Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.