”Jeg er bange, mor!”

Hun forklarer, at børns frygt som regel udspringer af noget, de har set, hørt eller oplevet. Derfor skal man ikke lade børn se film eller lytte til bøger, som de ikke er gamle nok til.

LÆS OGSÅ: Har du et følsomt barn?

– Hvis de ser en film, hvor moren bliver bortført, kan de blive låst fast i en følelsesmæssig tilstand af, at moren er væk. Måske opdager de slet ikke, at hun kommer tilbage, og selv om historien ender godt, er det ikke den følelse, barnet sidder tilbage med. Små børn har nemlig svært ved at forholde sig til helheden, siger hun.

TV kan give bagslag

Hvis børn får lov til at se noget, som de udviklingsmæssigt ikke er parate til, er det ifølge Birgit Bruun en god idé at sætte sig ved siden af og forklare dem, hvad der sker i filmen. For hvis barnet kan se, at mor og far ikke er bange, bliver det uhyggelige afdramatiseret.I en travl hverdag er det tit nemmere sagt end gjort, og mange af os lader børnene se tv, som vi ikke forholder os til, fordi vi lige skal klare aftensmaden eller vasketøjet. Men det kan ikke betale sig, siger Birgit Bruun.– Det kan godt være, at man får en halv times fred, men man risikerer at skulle bruge tidobbelt så meget tid bagefter, fordi en uhyggelig tegnefilm måske giver barnet mareridt de følgende nætter, siger hun.Mens mindre børn bliver bange for noget, de kan genkende fra deres egen verden, kan de ofte godt se skyderi- eller krigsscener uden umiddelbart at blive påvirket af det.LÆS OGSÅ: Derfor har dit barn brug for onde eventyr– De forstår ikke, hvad det er, og kan ikke forholde sig til det. Derfor bliver de ikke bange. Men de kan selvfølgelig blive bange for lydene, hvis de er meget voldsomme, siger Birgit Bruun.

Krig i Danmark

Tanker om krig og skyderi fylder således ikke i børns bevidsthed, før de når skolealderen og kan reflektere over ting, de bliver konfronteret med. I den alder begynder de at overføre det, de ser og hører, til deres egen verden.– Hvis der er krig ude i verden, kan der så også komme krig i Danmark? Og hvis andre børn er i nød, kan det så også ske for mig?, kan børnene tænke.– Børn i 5-6-7-årsalderen har ikke de analytiske evner og erfaringen til at skelne mellem virkelighed og fiktion. En nyhedsudsendelse kan være lige så voldsom en oplevelse som en uhyggelig film. Derfor er vi som forældre nødt til at være meget selektive med, hvad de får lov til at se, og hjælpe dem med at skelne mellem fantasi og virkelighed, siger Birgit Bruun.Efterhånden som børnene bliver ældre, lærer de at reflektere over tingene og kan skelne mellem virkelighed og fantasi. Selv om der er en uhyggelig scene i en film, ved de, at noget er under opbygning, og at filmen ender godt. På den måde kan de berolige sig selv.

Mor er ALDRIG bange

Uanset hvad børn er bange for, skal man forsøge at berolige dem. Man skal respektere, at de er bange for tigeren under sengen, eller for at der kommer en indbrudstyv om natten. Men man skal ikke gejle dem op ved at vise sin egen frygt.– Det værste, man kan sige til et barn, er, at ’mor er også bange for indbrudstyve’. Man kan bruge sin egen frygt til at vise dem, at man forstår, hvordan de har det, og kender deres følelser, men man skal ikke dramatisere sin egen frygt ud til børnene. Lad være med at udpensle de uhyggelige billeder for dem. Forsøg hellere at udviske dem, råder Birgit Bruun.LÆS OGSÅ: Find årsagen til dit barns mareridtSmå børn skal beroliges med, at ’mor og far passer på dig’, og ’der kommer ikke en indbrudstyv’. I den alder må man godt være lidt uærlig over for dem, men når de bliver lidt ældre, er det slut med de hvide løgne.– Så er man nødt til at fortælle børnene, at selvfølgelig kan det ske, men det er meget sjældent, at der er indbrud i det område, hvor man bor. Man skal give dem et realistisk billede af risikoen.Jo ældre børnene bliver, jo mere skal man ifølge Birgit Bruun nærme sig sandheden og være rationel i sine forklaringer.– Hvis børnene stadig er bange for indbrudstyve i 8-10-årsalderen, kan man læse politirapporten for ens distrikt højt for dem og via lidt sandsynlighedsregning vise dem, hvor lille risikoen faktisk er.

Monsterjagt og faresignaler

Jagten på monstre i værelset er for mange børn et ritual, som de skal igennem hver aften ved sengetid for at kunne falde til ro.– Det er helt normalt, og ritualer skal man endelig ikke frarøve sine børn. Man skal give dem lov til at have ritualet og acceptere den tid, det tager at gennemsøge værelset. Medmindre ritualet begynder at tage overhånd, så det tager længere og længere tid, og frygten efterhånden fylder for meget i deres liv, siger Birgit Bruun.Et faresignal kan være, at ritualet eller frygten begynder at hæmme barnet i hverdagen, så barnet undlader at gøre ting, som det plejer at turde – eller som det burde gøre i forhold til sin alder og udvikling, forklarer hun. Hvis det kommer dertil, er der grund til at reagere og finde årsagen til, at frygten vokser og griber ind i barnets hverdag.I første omgang kan man henvende sig til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i sin kommune og få hjælp til at takle barnets problemer. Hvis det herefter ikke ændrer sig til det bedre, skal barnet måske selv til nogle samtaler med psykologen. I voldsommere tilfælde skal der børnepsykologisk hjælp til.

Hjælp barnet

Uanset om barnet frygter noget i de vågne timer eller plages af mareridt, kan man hjælpe det af med frygten eller drosle den ned.– Sig aldrig til barnet, at det er noget pjat at tro, at der er en tiger under sengen, eller hvad det nu kan være. Hav respekt for barnets følelser, men snak om, hvad det er, barnet er bange for, og prøv at afmystificere det, lyder psykologens råd.LÆS OGSÅ: Sådan støtter du dit særligt sensitive barnNår barnet vågner med et skrig, badet i sved efter et mareridt, skal man berolige det så godt som muligt.– Som regel er det svært at snakke om mareridtet midt om natten, for mange børn er slet ikke vågne nok til det. I stedet skal man berolige dem ved at sige, at ’mor og far passer på dig. Du kan roligt sove videre’. Næste dag husker barnet måske intet om nattens rædsler. Men hvis mareridtet bliver ved med at vende tilbage, kan man forsøge at hjælpe sit barn af med det, siger Birgit Bruun.

Tegn monsteret

Det kan man gøre ved at få barnet til at tegne monsteret, der gemmer sig under sengen, eller mareridtet, der vender tilbage nat efter nat.

– Måske er barnet ikke i stand til at tegne sit mareridt. Men så kan det måske tegne størrelsen og farverne på det. Læg så tegningen foran jer. Nu kan barnet sidde og se på sit mareridt og snakke om det, og på den måde kommer det ud kroppen og bliver afmystificeret.

Metoden gør, at barnet ubevidst selv begynder at arbejde med sine drømme, forklarer Birgit Bruun.

– Man kan også få barnet til at tegne en rar drøm, som det gerne vil have i stedet for mareridtet. På den måde kan barnet selv være med til at vælge sine drømme og lidt efter lidt påvirke dem væk fra det uhyggelige, siger hun.

LÆS OGSÅ: Børn leger frygten væk

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns drømme

LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 lege