Jeg er vokset fra taburetten!

Jeg er vokset fra taburetten!

Der kommer et tidspunkt i enhver forælders liv, hvor man simpelthen ikke orker sidde på en børnehavestol mere!

Min egen grænse er desværre lige ved at være nået. For i 11 år har jeg nu siddet på umagelige, hårde, små trætaburetter ved for lave borde og drukket for meget termokandekaffe af papbægre, spist sandkage og diskuteret, om det er rimeligt, at nogle børn har chokolademadder med i madpakken – og om man ikke kan lave en regel om, at figenstænger og andre virkelig usunde ting er bandlyst i børnehaven.

Forældre har foreslået fælles front for økologiske rosiner, og pædagoger har bedt os forældre igen og igen, om vi ikke nok vil skrive navn i børnenes tøj. Det hele er foregået så mange gange, at jeg nu kan skrive manuskripter på forhånd til forældremøder.

En drejebog, som viser præcist, hvornår forældre vil spørge om hvad, hvilke emner som sparker gang i en lang diskussion og hvornår (og hvilke forældre), som vil begynde at fortælle i detaljer, om hvad netop DE foretager sig med deres barn i fritiden, og sjove ting, som barnet har sagt på det seneste…

Jeg var nu også selv rimelig emsig omkring institutioner, da vi fik vores første barn – eller faktisk med alle børnene, når jeg tænker efter. Ved hvert barn – og hvert institutionsskift har jeg helt emsigt fræset rundt i hele kommunen og nøje udvalgt den helt rigtige vuggestue, børnehave og så videre til det enkelte barn – og har ikke helmet oppe i pladsanvisningen, før barnet har fået tildelt førstevalgsinstitutionen!

Men jeg har også været rigtig glad for mine valg og har følt det som en pligt at melde mig til diverse forældrebestyrelser. Eller måske ikke ligefrem en pligt. Men jeg krummer altid tæer over den larmende tavshed, der opstår, når mødet er ved at slutte af, og der opfordres til, at forældre melder sig.

Og selv om jeg hjemmefra udtrykkeligt lover mig selv, at jeg IKKE melder mig til noget, så hører jeg til min egen forbavselse pludselig min egen stemme sige, at det gider jeg godt…. – Så jeg har derfor været medlem af alverdens bestyrelser, festudvalg, trivselsudvalg og kontaktudvalg….Alt, hvad der hedder noget med udvalg, har faktisk været lige noget for mig!

Jeg har siddet i bestyrelser i vuggestuer, som helt seriøst har skullet behandle en klage fra et forældrepar, som mente, det var dårligt for deres søns æstetiske sans, at vuggestuepersonalet gav barnet seler på UDEN PÅ trøjen….

Vi har snakket om bleer, økologisk mos og mulighed for mere legeplads-leg i dagligdagen. Vi har efterlyst temaer i børnehaven, og mindre fri leg – og min mand er endda gået så vidt, at han til et forældremøde decideret kom til at sige: ”Jeg vil se plancher med visne blade og efterår, når jeg kommer om morgenen!” – hvilket resulterede i, at alle pædagogerne sagde op…

Så jeg forstår så udmærket alle førstegangs-forældre, som har behov for at påvirke deres børns dagligdag, hvor de overhovedet kan slippe af sted med det. Men selv er jeg altså stået af. Pædagogerne i de danske institutioner (eller i hvert fald dem, jeg har stiftet bekendtskab med) simpelthen knokler r… ud af bukserne for at give vores børn en hyggelig og lærerig dag, og jeg er nået til, at så længe ens barn er glad for at komme af sted i børnehave, så er børnehaven et godt sted at være. Og så kræver jeg faktisk ikke mere.

Så i fremtiden vil jeg sidde og forsøge at se overbærende og en smule listig ud, næste gang vi på forældremødet skal diskutere, om der må være slik på kagemanden til fødselsdage. Og så sætter jeg mig på mine hænder og lover hermed, at jeg IKKE vil komme med – indlæg, som: ”Jeg har tidligere haft held med” og ”Med vores store pige gjorde vi altid,” for det ved jeg efterhånden godt, at ingen gider høre på.

I stedet kan jeg så kaste alt min energi på at være en af de irriterende mødre omkring min store datter på 12 år. For her er jeg jo stadig en sand novice, som intet fatter. Og på dette alderstrin åbner sig konstant nye spørgsmål og dilemmaer, som kræver en masse dejlige og langvarige diskussioner:

Skal børnene have karakterer i skolen? Hvilken gå-hjem-tid er rimelig? Må børnene chatte på nettet? – og hvordan? Og skal vi lave en fælles klassepolitik omkring alkohol og fester? Og mon der ikke også åbenbarer sig et par udvalg, man kan melde sig til?