"Jeg har ofte alt for store forventninger til familielivet"
Blogger Henriette Hviid øver sig i at nedjustere sine forventninger - og tænk, det betaler sig.
Jeg har helt personligt en tendens til at have store ambitioner på mit familielivs vegne. Ofte alt for store. For eksempel trives jeg rigtig godt med rammer for, hvornår vi spiser vores måltider, hvad vi spiser, og nærmest også hvordan vi indtager den – og her går det grueligt galt. Jeg er måske også blevet inspireret af et par magasiner eller tre med de mest idylliske billeder og stemninger af hygge og meget glade familier. Sådan vil jeg også gerne have det, men det svarer til, at jeg siger – EN – TO – TRE, HYG! og så retter alle ind og går i gang med at leve op til mine (usagte) idylliske forventninger.
LÆS OGSÅ: Mor tester: Skal vi droppe familiens fælles aftensmad?
Jeg må erkende, at jeg ikke kan leve op til en skid af det. Min familie gider ikke. De står helt af, og jeg sidder ofte tilbage SÅ frustreret og tænker: hvad fanden er der galt med mig og min utaknemmelige familie? (For det er jo tydeligvis deres skyld!)
Jeg er heldigvis blevet klogere og har øvet mig på ikke at have nogle forventninger overhovedet. Simpelthen fordi det står i vejen for nærværet, autenticiteten og respekten for hinandens forskelligheder i familien. Hvem gider (eller kan) sidde om bordet og lege idyl, når man nu er fyldt af en episode i børnehaven, hvor bedstevennen ødelagde tegningen?
LÆS OGSÅ: Giv dit barn mere nærvær
Igår aftes kl.21.20 – der hvor min lille Ella allerede skulle have sovet i 2 timer – sov hun stadig ikke. Jeg må indrømme, at jeg først tænkte tanker som: Nej, hun skal jo sove. Hvad sker der? Hvad NU? Jeg valgte noget andet. Jeg havde faktisk ikke andet valg, hun er jo et lille menneske og ikke en robot, jeg kan slukke for. Jeg trak vejret dybt og nød, at hun puttede sig ind til mig.
Pludselig siger hun: Jeg er sulten
Mine tanker stak lidt af igen og konfliktede lidt med, at jeg synes at hun skulle sove… som i NU!
Ella siger igen: Mor, jeg sulten.
Jeg overgiver mig og tilbyder hende irriteret en banan.
Ella siger: Nej, det vil jeg ikke have.
Jeg beslutter mig for at være i nuet og siger ‘pyt’ og tager det oppefra og ned.
Ella og jeg går sammen ud i køkkenet og spiser leverpostejsmadder med remoulade og ristede løg (lidt ad, men jeg kom i tanke om, at jeg selv fik det som barn). Ella elskede det og blev mæt. Jeg elskede det, for at se hendes glæde dér i køkkenet med leverpostejsmadder iført Elsa og Anna-badedragt, dét er altså lykken, og noget vi vil huske som dejlige minder.
Læs mere på Henriettehviid.dk
LÆS OGSÅ: Hvilken mor vil du være?
LÆS OGSÅ: "Jeg skulle jo være en afslappet og cool mor – det er jeg ikke"