Jo flere vi er herhjemme, jo bedre
Foto: Søren Jansby Janne og Peter har haft seks plejebørn - og har også biologiske børn og børnebørn.

Jo flere vi er herhjemme, jo bedre

Hvad gør man, når ønskebarnet lader vente på sig? Janne og Peter besluttede, at de ville være plejeforældre. Det var i 1995, siden har de haft seks børn i pleje – og i mellemtiden kom også biologiske børn og børnebørn til.

Der er mange mennesker i huset hos Janne Billsteen Christensen og Peter Christensen i Helsingør, da Hjemmet er på besøg. To børnebørn tumler i stuen, hvor også sønnen Emil på 15 år har taget plads ved bordet. Og på to af værelserne er familiens to teenageplejedøtre ved at gøre sig klar til forskellige gøremål.

– Men selvom vi er mange, er her altid ro. Man finder sammen og hygger sig, siger 51-årige Janne, som altid har ment, at jo flere, de er i hjemmet, jo bedre. Da hun i 1995 blev gift med Peter, havde de kun et enkelt barn i huset – hendes datter Julie fra et tidligere forhold. Fællesbørn lod vente på sig, og hvad gør man så? Mange vælger at adoptere, men Janne og Peter besluttede at blive plejeforældre.

– Vores beslutning hang sammen med, at Janne på det tidspunkt var leder af et værested for unge med problemer. Det havde hendes interesse – og fik også min, når hun kom hjem og fortalte de ofte hjerteskærende historier om unge, der havde det svært. Det var oplagt for os at gå den vej, siger 51-årige Peter.

Parret gik i gang med at blive godkendt som plejeforældre – og da godkendelsen var i hus opdagede de, at Janne var gravid. Projekt plejebarn blev nu sat på pause – men ikke længe. For kort efter at Alexander på nu 21 år var kommet til verden, spurgte kommunen, om de kunne tage en 14-årig pige i aflastning hver anden weekend. – Det valgte vi at gøre. Så kunne vi også prøve det af, siger Janne og tilføjer med et grin: – 14 dage senere flyttede pigen ind. Da hun havde været her én gang, ville hun ikke hjem igen.

Glade børn

I dag får plejeforældre lov til at holde barsel. Men dengang blev de blev kastet ud i det fra den ene dag til den anden, fortæller Janne og Peter.

– Pigen havde haft et hårdt liv. Det var en stor mundfuld, og det endte med en svær afsked, som vi var følelsesmæssigt berørt af, siger Peter. Alligevel var han og Janne aldrig i tvivl om, at de gerne ville fortsætte som plejeforældre. Og efterfølgende fik de først en pige, siden et par de så to piger på 13 og 18 år boende hos sig i pleje.

–Jeg ser os som en slags familiefabrik. Vi får en „pakke“, som måske ikke er helt pæn, når den kommer ind – og den er fuldstændig rodet indeni. Så går vi i gang med at rydde op – og det er det, vi godt kan lide, for man kan se, at børnene bliver glade af at være her, siger Janne. Også familiens biologiske børn har fået livet beriget i „familiefabrikken“, hvor de er vokset op sammen med børn med en baggrund, der er helt forskellig fra deres egen.

– Helt fra jeg var lille, har jeg haft indblik i, hvordan man kan være anderledes. Det har givet mig forståelse for, at der er nogen, der har det svært, siger Emil, mens Janne fremhæver, at han er god til at hjælpe, hvis andre har problemer. – Emils lærer har fortalt, at hans hjælpsomhed smitter af på de andre i klassen: „Når Emil kan hjælpe, kan vi også“, fortæller hun. Selv husker Emil ikke mindst tvillingedrengene på 16 år, der flyttede ind hos dem, fordi kommunen ville have dem væk fra København.

– De var lidt hårdkogte. Et par vilde drenge. Jeg var ni år og så dem som en slags brødre, fordi de boede her, men vi havde ikke som sådan en relation. Min storebror, Alexander, kunne derimod godt få en dialog med dem. – Alexander var bare så god til tvillingerne. Han er dygtig i skolen, og en dag sagde de: „Du er bare så mega-klog, Alexander. Hvordan er du blevet så klog?“. „Der er noget, der hedder skole. I skulle prøve det“, svarede han. Det var vildt at høre, husker Janne.

Stadig kontakt

Tvillingedrengene stak så meget af til København, hvor de havde deres venner, at hun og Peter endte med at bakke dem op, da de selv gerne ville flytte. – Men vi har kontakt med dem på de sociale medier. Og for nylig sendte de en besked: „Vi ved godt, at vi var rigtig stride. Du skal vide, at du og Peter er de bedste voksne, vi har mødt“, skrev de. Den besked var det hele værd, siger Janne. Også den første – udfordrende – pige, de havde i pleje, har de kontakt til.

– Hun har givet udtryk for, at hun lærte mange ting her, som hun har taget med sig videre i livet. Hun har også holdt jul hos os med sin mand og sine børn. Det ser jeg som en stor personlig tilfredsstillelse, siger Peter. En tilfredsstillelse for ham og Janne er det også, at Emil og de to plejedøtre, der bor hos familien i dag, har en god relation til hinanden.

– Her hos os har alle børn pligter, så de kan lære at tage et ansvar. Emil og den ældste pige skal f.eks. gøre rent i kælderen på skift. Men de har fundet ud af, at det er meget hyggeligere at gøre det sammen. De har det sjovt, fortæller Peter, der også synes, at han og Janne har fået et bedre ægteskab af at arbejde sammen om plejebørnene.

– Plejebørnene indgår i familien, men de er også en arbejdsopgave, vi skal løse sammen. Og der er ting, vi er nødt til at sætte os i enrum og drøfte. Det bruger vi ofte som en anledning til at gå på cafe og få talt sammen, siger Peter. – Ja, plejebørnene har givet en ny dimension i vores liv og ægteskab. Ud over glæden ved at se dem blomstre har de givet os selv og vores biologiske børn en større bid af verden, siger Janne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse