Klumme: Hvorfor bliver min mand rost for at være familiefar, mens jeg bliver kaldt karrieremor?

Nogle ord kan skabe afstand, tristesse og ulykke for én selv og for andre og være med i at holde fast i negative forestillinger. Jeg har selv trådt grusomt i spinaten og brugt et ord forkert indimellem, og netop dét har lært mig at passe særligt godt på de sammenhænge, vi skaber med netop ord.

LÆS OGSÅ: Fremtidsforsker: Sådan kommer dit barns fremtid til at se ud

Jeg kan lide de fleste ord, men der er dog et par håndfulde, jeg meget gerne ville kunne slippe af med: Ét af de ord, jeg tænker er særligt vigtigt at gøre op med, er ordet karrieremor, som jeg første gang hørte, da jeg stod med mit lillebitte ældste barn i favnen og blev spurgt af en bekendt, om jeg nu havde tænkt mig at være ”sådan en karrieremor”. Det var sådan set ikke faldet mig ind, at det var det, jeg skulle være. Jeg havde blot tænkt mig at passe mit arbejde og være mor samtidig.

Artiklen fortsætter efter boksen...

Ordet lærte mig, at der var mange, der mente, at det nok var tæt på umuligt at være en kærlig mor med et arbejde. I skarp kontrast til dette blev min mand rost for at være en familiefar. Et smukt ord, der rummer omsorg og maskulinitet og viser, at en far, der kommer hjem hver dag fra arbejde, er en god far. Det bliver min mand sådan set stadig rost for at være, mens jeg nok efterhånden har fået brændt karrieremor i panden. I en tid, hvor vi gør op med fordomme og brænder gamle sandheder på bålet, er det utroligt, så lidt der alligevel er sket med netop den dikotomi.

LÆS OGSÅ: Petra Nagel i opgør: ”Hvorfor fanden skal vi egentlig kalde den morkroppen? Det er en krop!”

For mens vi accepterer, at køn kan være mange ting, at familier er fulde af regnbuer og stjerneskud, at alder ikke begrænser hverken den unge eller den ældre, og mens vi er enige om, at hudfarver ikke har noget som helst med indersiden at gøre, er det stadig en smule vanskeligt for os at rydde op i kønsopdelingen, når det kommer til forældreskabet. Barslen til mor har aldrig været ”tvang”, men har altid været udtryk for samfundets omsorg for moderen og barnet, mens de nye tiltag for barsel til fædre vidt og bredt er blevet kaldt for ”tvungen barsel”. Men hvad ville der ske, hvis vi i stedet kaldte barslen til fædre for et barselsprivilegium?

Og så er vi slet ikke nået til den store forskel, der er på det, der i min pure ungdom hed skambenet, og på det, der i dag hedder kønsbenet. Det bor præcis samme sted, men kommer med så forskellig betydning og så uendeligt forskellige muligheder. Ord er magiske, og den verden, vi skaber med dem, kan blive det samme, fuld af muligheder og nye solopgange.