
Kendte danskere: Sådan bliver vores sommer
Vi har spurgt fem kendte, hvor de skal tilbringe de lange dage og lune aftener. Det bliver ikke til mange dyre luksusrejser – næh, Danmark er det foretrukne ferieparadis.

KLIK I BOKSEN TIL HØJRE OG LÆS OM DE KENDTES FERIEPLANER>>
IBI STØVING
Studievært på TV3. Mor til Anakin, 3 år.
KLAP EN GED
“Anakin og jeg skal en tur rundt og besøge familie og venner. Vi vil prøve at ramme Legoland, BonBon-Land, Djurs Sommerland og Knuthenborg. Anakin er et aktivt udebarn, som er vild med vand og dyr – hvis det regner, er det bare en ekstra bonus. Jeg har købt en lille kikkert til ham, da han af én eller grund synes, at fugle er super interessante. Jeg elsker Danmark og vil gerne vise min søn, at der er fantastiske steder, som ikke koster alverden.
At sidde på stranden, tage en lur under parasollen og lave sandslotte har vi gjort på udlandsrejser, så nu handler det om kvalitetstid med hinanden. Derfor håber jeg, at solen vil skinne ned over Danmark.
Dog lurer en lille tur til Mallorca sidst på sommeren – der er børnevenlige strande og masser af aktiviteter. Det vigtigste er, at man ikke stresser og propper en hel masse ind – Anakin skal have lov til bare at hoppe rundt i Mols Bjerge og klappe en ged, uden at det skal planlægges. Jeg ønsker bare, at vi skaber dejlige minder og forstærker vores bånd.”
JOHANNES LANGKILDE
Nyhedsvært på TV2. Gift med Sisse Langkilde. Far til Andreas, 3 år,
og Emilie, 9 mdr.
BÅL I HAVEN
“Sommeren tilbringer vi som udgangspunkt i Danmark – i Nordjylland hos familien eller i vores
sommerhus i Nordsjælland – og så rejser vi sydpå, når det er koldt og træls.
Dog kan vi finde på at stikke af, hvis vejret i Danmark er dårligt. Men vi nyder vores sommerhus i det nordsjællandske, hvor der er masser at lave for børnene, og vi prioriterer at have kvalitetstid med dem, uden at dagene nødvendigvis er pakket med aktiviteter, men hvor vi går tur i skoven, tager til stranden, laver bål i haven eller bygger legehus. Jeg tror på det hyggelige og nære.
Der er ikke mange børn at lege med i området, men vi får besøg af venner, som kommer i hold og har deres børn med.
Vi holder meget ferie med børnene; jeg har skiftende arbejdstider, så nogle dage arbejder jeg meget, og så har jeg ferie i tre dage, hvor vi stikker af.”
LAURA DRASBÆK
Skuespiller kendt fra blandt andre TV2-serien Lærkevej. Mor til Albert, 8 år, og Vilfred, 6 år.
NY KOLONIHAVE
“Jeg plejer at tage sommeren lidt, som den kommer, og sådan bliver det også i år. Ungerne har syv ugers ferie, men jeg skal optage Lærkevej noget af tiden, og så må min mor passe dem.
Jeg har lige købt en kolonihave, som jeg har store planer om, at vi skal gå og sætte i stand – lave køkkenhave og sådan noget.
Vi bor i lejlighed, og jeg har altid drømt om en have og kan godt lide tanken om, at drengene lærer, hvordan naturen hænger sammen. Sidste år havde jeg ingen planer og lånte hurtigt et sommerhus. Så sad jeg der alene i to uger med to drenge. Det var hyggeligt, men hårdt. Derfor planlægger jeg, at ferien skal tilbringes i kolonihaven, hvor vi kan spise jordbær, grille og bare hygge os. Når vi bor der i længere tid, bliver det mere hjemligt, så drengene ikke så let kommer til at kede sig.
Desuden skal de med deres far på ferie til England, så de kommer ud at rejse. Jeg føler ikke, at de SKAL ud at rejse, men nu er det planlagt, og så er det jo dejligt.”
NYNNE BJERRE CHRISTENSEN
Vært på Deadline. Gift med Simon Andersen. Mor til Emil, 11/2 år, og Karla, 3 år samt bonusmor
til Anne-Sofie, 13 år. Gravid med parrets tredje barn.
IS PÅ HAVNEN
“Jeg skal føde i september; derfor skal vi ikke ud at rejse. Jeg har været gravid om sommeren med begge børn, så de sidste par år har vi rejst om vinteren, hvilket giver god mening med et klima som det danske.
Denne sommer tager vi blandt andet op i min families sommerhus i Rørvig – så tager vi til stranden og fiser rundt efter ungerne, der selvfølgelig enten laver ballade eller skal sove middagslur. Det er jo et fuldtidsjob, så vi laver ikke forfærdelig meget; spiser is på havnen og snakker om, hvad vi skal lave til middag. Det kan der gå en del tid med.
Simons store pige, Anna-Sofie, holder ferie med os – hun har måske en ven, en bog og en computer med, og så kører det, men hun er også glad for de små bavianer og leger med dem og hjælper til.
Jeg er medlem af Kvindelige Eventyreres Klub og har rejst meget i Mellemøsten, Asien og Grønland under ikke særlig
luksuriøse vilkår, og det skal børnene stille og roligt blive en del af. Derfor tænker jeg allerede over vores næste tur, hvor jeg godt kunne tænke mig at rejse rundt i Jordan-Syrien-Sinai eller det nordlige Tyrkiet. Det kan man godt med børn, hvis bare man sætter tempoet ned.”
CHRISTINA HEMBO
Vild med dans-finalist og indehaver af urfirmaet Christina Design London. Gift med Claus Hembo. Mor til Marcus, 3 år, og Sophie, 6 år.
CAMPING ER EN KÆMPE SUCCES!
“Vi har ikke planlagt sommeren 100 procent, men som udgangspunkt prioriterer vi børnene højt. De sidste to år er vi taget en uge på camping – noget, jeg har forsvoret, at jeg skulle. Men vi har fundet en meget hyggelig campingplads, Løkken Klit Camping, hvor vi lejer en campingvogn.
Det er en kæmpe succes – børnene elsker det. De synes, det er lidt huleagtigt at sove i campingvognen, og der er masser af aktiviteter og børn at lege med. Sophie kan selv gå hen til legepladsen, hvilket hun synes er stort.
Min familie har et hus i Nice, så der tager vi altid ned bagefter.
Jeg vil gerne til udlandet en uge-ti dage, så vi er sikre på sol og varme. Igennem sommeren griller vi meget, tager til Fuglsang Sø og bader, når børnene bliver hentet, tager til Søndervig ved Vesterhavet i weekenderne samt besøger familie og venner.
Vores weekender er ofte bookede i forbindelse med vores virksomhed og cykelhold (Christina Watches med bl.a. Michael Rasmussen, red.). At vi er selvstændige, gør til gengæld, at vi selv kan planlægge og gøre ting impulsivt. Som udgangspunkt holder vi altid tre ugers ferie sammen.”