-
Der er fart på denne uge, viser både astrologi og tarot - men tre råd kan hjælpe os
-
Denne uge skifter energien markant - og det kan betyde skift i kærlighed og relationer
-
Er du frisk på en challenge? Nillou opfordrer os til at gøre dette i en uge
-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
Er fancy børnefødselsdage ikke mere forældrenes behov end børnenes? spørger klummeskribent
Er det børnenes behov med ekstravagante fællesfødselsdage – eller handler det i virkeligheden om forældrene?
”De er kun otte-ni år gamle, og det er alt for dyrt, men jeg sagde ja alligevel! Fordi jeg tror, det vil gøre noget godt for min søns relationer i klassen”, sagde moren.
Hun fortalte videre, at hun havde aftalt at betale halvdelen af en børnefødselsdag for sønnen og en klassekammerat, som snart fyldte ni år. Planen var at dele udgifterne til en fælles fødselsdag og booke et sted, hvor børnene kunne spille laserspil og indendørs paintball. Derudover ville de bestille karaoke-taxi til transport af fødselsdagsbørnene og resten af de otte-ni-årige gæster.
Læreren, som fortalte mig om denne fælles fødselsdag, nærmer sig pensionsalderen og har arbejdet med børn og deres forældre gennem en lang karriere. Hun udtrykte bekymring for det pres, hun oplever blandt nutidens forældre. “Hvad med de familier, der ikke har den slags ressourcer? Det er som om, at der er gået lidt sport i at overgå hinanden,” undrede læreren sig.
Lad mig lige slå fast: Jeg er ikke i tvivl om, at nutidens forældre ønsker det allerbedste for deres børn. Moren, som takkede ja til at splejse om laserspil og karaoketaxa, sagde det lige ud: At hun gik med til et arrangement, hun syntes var alt for dyrt, fordi hun mente, det ville gavne sønnen.
Intentionerne er gode. Alligevel er der noget, der skurrer i mine ører. For hvad handler det om, når forældre overfører deres oplevelse og forståelse af social status til børnene?
Koblingen mellem fancy fødselsdage og social status er ofte voksenskabt, for børn har grundlæggende ikke de samme præferencer for prestige, som voksen har.
At bruge penge på at imponere de andre børn – og muligvis også deres forældre – giver måske en kortvarig velfølelse, men hjælper ikke nødvendigvis folkeskolebørnene til at opbygge slidstærke venskaber.
Nøglen til en god selvfølelse findes i den tryghed, der ligger i nære og gode relationer.
Forskeren Robert Waldinger, som leder det 80 år lange Harvard Study of Adult Development, siger, at gode relationer er det vigtigste for at leve et godt og lykkeligt liv. Forskningen viser, at nærhed, tillid og støtte i relationer til både venner og forældre er afgørende for vores mentale og fysiske helbred.
Jeg har stor respekt for, at forældre træffer de valg, som de oplever er bedst for deres børn. Samtidig vil jeg opfordre til, at vi stopper op og reflekterer over, hvad vores børn egentlig har brug for og behøver. Det er ikke enkelt, det ved jeg godt. Samfundet er, som det er – og vi kan hoppe med på en karrusel, der aldrig stopper. Alternativt kan vi vove at se bag facaden – og prøve at lære vores børn at kende indefra.
Her er det ikke sikkert, at behovet for karaoketaxa er så prekært hos den otte-ni-årige.