Emil Kondrup

Foto: Privat Samsovning, nej tak!

Far og frustreret: ”Søvn med små børn i dobbeltsengen kan være decideret frygteligt”

Som en lille hundehvalp er Emil Kondrup forvist til fodenden eller underkøjen hver nat. Heldigvis er nætterne korte, for intet siger godmorgen som et spark i siden.

Man hører det ofte: ”I skal huske at nyde det nu, for livet med små børn er en tid, man aldrig får igen”. Og selvom det er rigtigt nok, kan det alligevel sommetider være fristende at fortsætte med: ”… og heldigvis for det”. Særligt når det handler om søvnen. For når man står der efter badet om morgenen, og hver dag må konstatere, at der er flere og flere hår i håndklædet, og at tindingerne efterhånden er kravlet helt om til nakken, er det pludselig meget tydeligt, at en god nats søvn faktisk har en effekt på både ve og vel.

Søvn med små børn i dobbeltsengen kan være decideret frygteligt. For selvom børn er en gave, så er det altså især, når det kommer til søvn, at man kan fristes til at gøre brug af to års reklamationsret. Nætterne på matriklen foregår således, at min kæreste sover med vores yngste datter på et år, mens jeg sover i køjesengen på børneværelset med den fireårige.

De første par måneder foregik i overkøjen, men efter lange forhandlinger fik jeg heldigvis overbevist min datter om, at vi byttede pladser. Der er altså bare noget uværdigt over at være voksen og sove halvanden meter over jorden som en skoledreng på første hyttetur. På den anden side er det ikke, fordi jeg føler mig som nogen konge, når jeg trisser ind i min underkøje sidst på aftenen og putter mig ind til Gurli Gris og dalmatineren fra Paw Patrol.

LÆS OGSÅ: Hamsterhjul i børnefamilien: Sådan får du mere glæde ind i hverdagen

Alternativet er samsovning i soveværelset, der er min kærestes største drøm, og som vi har prøvet sådan cirka én gang. Den dag startede min kæreste selvfølgelig med at bruge vores datter som våben, hvilket er det billigste trick i bogen: ”Kan du ikke lige spørge far, om vi skal rykke sengene sammen og sove i soveværelset alle fire?”

Der stod jeg så med valget om at slukke det lys i min datters øjne, som min kæreste lige havde tændt, eller at se frem til en nat, som jeg allerede dér kunne forudse, hvordan ville ende. Jeg var sat skakmat og nænnede ikke at ødelægge familiefreden, så et par timer efter børnene var blevet puttet, og der endelig var ro i soveværelset, stod jeg så dér.

Fra fodenden kunne jeg se, hvordan børnene og deres mor allerede havde formet sig i den ekstra brede seng som en omgang uløselig kluddermor. Jeg fik (forsigtigt!) gravet en pude frem under min yngste datter, lagde mig på tværs i fodenden og følte mig pludselig som dalmantineren fra Paw Patrol fra min underkøje, der nu allernådigst havde fået lov til at sove i sengen.

Og så stødte jeg på den første udfordring: Kampen om dynen. En kamp, der, efter et par timer, skulle vise sig at være en kamp, man helst ville tabe – for gud fader, hvor blev der varmt. Men der lå jeg så. I fodenden. Og tog imod spark og slag, indtil den ældste ved tre-tiden vågnede og hviskede: ”Far, skal jeg ikke komme ned og ligge hos dig?” – ”Jo, god idé, skat.” Sikke en god far, du er, kunne man nok fristes til at tænke.

LÆS OGSÅ: Bekymret for dit barn? Her er psykologernes bedste råd.

Men i virkeligheden var jeg blevet så mærket af den krig, der havde udspillet sig, at det var en kold og kynisk beslutning om, at hvis jeg så kunne holde mig vågen, indtil hun sov dybt, ville jeg kunne tage hendes oprindelige plads og overlade hende som kontinentalsengens hundehvalp. Det lykkedes. Men der gik ikke lang tid, før jeg fandt endnu en ”glæde” ved samsovning. Nemlig at natten kun varer fem timer, inden den første vågner og dermed vækker alle mand.

Jeg er derfor begyndt at glæde mig over, at mit hår falder af, og at poserne under mine øjne tager til. For jeg har nemlig altid fået at vide, at ”vi kan sove, når vi bliver gamle”. Det gør, at jeg hver morgen (læs: 04:30), når jeg sidder med pigerne og leger med Duplo (læs: ser tegnefilm), så inderligt håber, at det er i dag, jeg er blevet gammel. Det er det ikke endnu, og når alt kommer til alt, er det egentlig heldigt nok.

For de har jo ret, dem der siger, man skal huske at nyde tiden med sine små børn. Jeg vil aldrig være det foruden – og hvis et samsovningseksperiment i ny og næ er prisen, så er det nok billigt sluppet.

Emil Kondrup

27 år, far til Vilda på 4 og Molly på 1 år. Kæreste med Lisa Marie. Journalist og bor i Aalborg.

Se, hvad vi ellers skriver om: Børns søvn, Tumling, Familieliv, Far og Klumme