Lillesøster terroriserer storesøster

Problem:

Familien består af mor og far og de to piger, Frederikke på 4 år og Kamille på 7 år. Efterhånden som den yngste datter Frederikke er blevet ældre, har hun udviklet en tendens til at provokere sin storesøster for at få kontakt.

Hun stiller sig for eksempel foran tv’et eller spolerer sin søsters leg ved at tage vigtige ting fra hende. Kamille bliver ked af det og frustreret, skriger op eller prøver at få hjælp fra en voksen i stedet for at sætte sine grænser og selv sige fra.

Coaching:

Jesper Juul: Hvad skal vi tale om i dag?

Karen: Vores yngste pige, Frederikke, er en rigtig frihedskæmper i ordets egentlige forstand. Hun kæmper for at gøre, lige som hun har lyst til, så snart hun har lyst til noget. Det begynder at genere hendes storesøster Kamille. Både min mand og jeg har en rimelig god forståelse for Frederikkes selvstændighed. Hun har for eksempel fået ansvaret for sin påklædning, hvilket hun er meget glad for.

Problemet med hendes selvstændighed opstår mest i forhold til Kamille. Hvis Frederikke er i sit ”udfordre-verden”-humør, kan hun gøre Kamille så forskrækket, at Kamille græder.

F.eks.hvis Kamille beder Frederikke om noget, så råber Frederikke: ”NAAAAARJ”, og så bliver Kamille utrolig ked af det.

Eller Frederikke stiller sig op foran fjernsynet, og Kamille siger: ”Flyt dig, Frederikke”, så skriger Frederikke: ”TI STILLE!” ind i hovedet på Kamille.

Hvis Kamille så til sidst skubber Frederikke, så bliver hun ked af det bagefter og siger: ”Det var ondt, det, jeg gjorde mod Frederikke”, og får dårlig samvittighed.

Kamille har efterhånden givet helt op. Hun gider ikke se på Frederikke og trækker sig bare. Det kan Frederikke godt mærke, og så har vi den onde cirkel, hvor Kamille trækker sig mere og mere, samtidig med at Frederikke kæmper mere og mere for at komme ind på livet af Kamille – desværre ved at være irriterende.

Jesper Juul: Hvordan har de det ellers sammen?

Karen: Ind imellem har de nogle gode lege, men jeg tror, at Kamille trænger til noget plads til bare at være sig selv. F.eks. i går, hvor Kamille vågnede først og kom ned i vores seng. Da Frederikke lidt senere vågnede og kom ned til os andre, sagde Kamille: ”Kan I ikke lige lægge Frederikke op i seng igen, så jeg kan ligge her lidt alene?”

Vi har derfor også talt om at have en weekend med Kamille alene. Men stadig skal Kamille jo lære selv at afvise Frederikke, så hun kan få lidt plads til sig selv, men hvordan kan hun gøre det på en okay måde?

Jesper Juul: Jamen, jeg vil sige, at alt sådan set er okay bortset fra at slå Frederikke ihjel. Det er jo lige præcis i det her brændpunkt, at børn lærer en masse ting. Der er bare ingen voksne, der kan tåle at se på det. Jeg tror måske også, det kunne skabe noget klarhed, hvis I gik til Frederikke og sagde; ”Har du lagt mærke til, at Kamille ikke er så interesseret i at lege med dig mere?”

Og så kort fortælle, at hvis man ikke behandler folk ordentligt, så trækker de sig eller slår igen. Og Kamille er åbenbart en, der reagerer ved begge dele. Hvad gør hun i skolen, hvis hun ender i en konflikt? Går hun helt i hi der?

Karen: Nej, det tror jeg ikke, hun gør. Hun er meget vellidt og har veninder, hun har holdt fast i siden vuggestuen. Nu er vi så flyttet, men hun har været god til at få nye venner her også.

Jesper Juul: Det lyder som om, at udfordringen mest ligger i hendes forhold til Frederikke. Jeg tror, hun føler en stor forpligtelse til at være sød og god og mild. Det er hun i skolen og over for jer. Når hun så pludselig ’går kold’ og ikke reagerer, er det jo fordi, hun har nedlagt forbud mod det, hun umiddelbart har mest lyst til at gøre.

Prøv at spørge hende: ”Når Frederikke nu står der og spærrer for fjernsynet, hvad har du så egentlig mest lyst til at gøre?” Det, hun har lyst til, er formentlig ikke særlig skrapt. Og så kan I sige: ”Det må du godt.” Hende den lille, hun er jo en lille nyser. Fortæl Kamille, at hun er velkommen til at forsvare sig, og det gør ikke noget, at Frederikke så bliver ked af det.

Det vil være godt for Kamille at lære at klare sig i samme rum som Frederikke. Og hun kommer jo til at møde mange ”Frederikke’r” i sit liv.

Karen: Hun imiterer jo også os lidt, når vi bliver frustrerede, og siger nogle gange: ”Åh FREDERIKKE, nu stopper du altså.”

Jesper Juul: I kan også sige til Kamille, at når Frederikke siger: ”NAAAAARJ”, så skal Kamille bare sige ”FLYT DIG!” lige så højt, og så flytte hende. Frederikke har ikke behov for, at der bliver taget særlig hensyn til hende, for hun fylder jo meget i forvejen.

Jeg tror, Frederikke kan klare meget, men hun har svært ved, hvis folk vender hende ryggen. Hun kan råbe folk ind i hovedet i timevis, men hvis folk vender hende ryggen, så ved hun slet ikke, hvad hun skal stille op.

Jeg synes ikke, at I skal tage særlig hensyn til nogen af dem som sådan, men måske kunne du og Kamille have noget ud af at gå et par ture samen, når der er gået hul på dette mønster, hvor du kan fortælle hende lidt om, hvordan du selv har lært at sætte grænser og tage vare på dine behov. Så hun ikke får den der fornemmelse af, at det er noget, alle voksne bare kan, og at det bare er hende, der ikke kan finde ud af det.

Det er først gået op for mig for nyligt, at man skal etablere kontakten med børn, INDEN man siger noget. Og at du skal sige, hvad du vil have, men lad være med at insistere på at få det. I kan sagtens støtte Kamille i at sætte grænser, men hun skal lære at gøre det for sin egen skyld.

Efter coaching:

Karen: Dagen efter samtalen med Jesper Juul tog vi Kamille op i vores seng, da Frederikke var puttet, og sagde: ”Vi kan se, at du har haft svært ved at finde ud af, hvordan du skal sige fra over for Frederikke. Vi er kommet til at tage ansvaret fra dig og har glemt, at det kan du godt klare selv. Så nu vil vi give dig ansvaret tilbage, og du må gøre, hvad du vil, bare du ikke smider hende ud over altanen. Måske vil det blive en sjov udfordring for dig at finde ud af det her, og vi står klar ved din side, hvis du har brug for gode idéer, eller hvis du vil øve det med os først.”

Hun sad helt stille og sagde efterfølgende: ”Jaah, det vil jeg gerne”. Så blev hun helt slap i kroppen og spurgte: ”Må jeg bare gøre alt, hvad jeg synes?” ”Ja, hvad kunne du da tænke dig?, sagde vi så, og hun sagde: ”At lægge mig oven på hende og holde hende fast eller måske skubbe hende væk.” Vi spurgte, om hun var i tvivl om, hvor hårdt hun kunne skubbe, og det var hun. Så lavede vi en prøve, hvor hun prøvede at skubbe til os, og vi skubbede tilbage, så hun kunne mærke sin egen styrke.

Siden da har hun stille og roligt fundet sin vej, og hun er også begyndt med det i skolen. Nu er det hende, der siger fra, og er blevet god til at mærke, hvornår hendes grænser bliver overskredet. Hun viser mod til at sige fra, og selv om hun er bange for det, så gør hun det alligevel.

Frederikke har også fundet ud af, hvad konsekvensen er, når hun overskrider Kamilles grænser, og det har gjort dem mere interesserede i hinanden end tidligere. Vi har også lært Frederikke at bede om et knus af Kamille i stedet for at provokere, hvilket Kamille er meget smigret over, og hun giver nu oftere Frederikke lov til at komme tæt på sig frem for at holde hende på afstand.