Modist, bogbinder og stenhugger: Tre kvinder holder liv i de døende håndværk

Helene er modist

Den blå hat til højre på billedet i toppen, er skabt til Snurretoppene i balletten Nøddeknækkeren i Tivoli efter forlæg fra kostumedesigner dronning Margrethe. Hatten, Helene er i gang med, er til Pantomimeteateret.

Jeg er udlært i at håndsy damehatte. 

Min mester, Ingeborg Larsen, havde rundet 80 år, da jeg kom i lære, og jeg var ikke den sidste elev. 

LÆS OGSÅ

23-årige Astrid købte et smadret kolonihavehus – så hun har råd til at rejse jorden rundt

Astrid er kun 23 år, men har allerede set en stor del af verden. Hun opfatter sig selv som en globetrotter, der ønsker at bruge vintrene til at rejse, men samtidig lægger hun liv og sjæl i sit kolonihavehus, der med sine 45 kvm rummer al det jordiske gods, hun har brug for.

Her lærte jeg det traditionsrige håndværk, hvor du arbejder med mange forskellige materialer. Det kan være filt, jeg damper og trækker i form, eller stråhatte, jeg syr ud fra for eksempel en capeline.

Håndarbejde er en del af min families fortælling. De har erhvervet sig ved både kniplinger, væverier og syning, og som barn syede jeg meget og vidste, at jeg skulle noget med hænderne. Min erhvervspraktik i 8. klasse var i den københavnske forretning Otto P Hatte, og jeg blev fascineret af langsommeligheden, kreativiteten og det, at du formgiver hatten over en hatteblok.

Her mange år senere er jeg stadig passioneret omkring det håndsyede element i faget.

Mit håndværk har taget en drejning, siden jeg blev udlært i 1991. Fra at håndsy damehatte laver jeg nu alverdens ting til teaterforestillinger, delvist på maskine, da det skal gå hurtigt. Jeg producerer stadig hatte, men også masker, hårpynt og dyrehoveder. Jeg var fastansat på Det Kongelige Teater i 17 år, og siden jeg blev selvstændig med mit firma, Teatermodisten, har jeg produceret til forestillinger på Det Ny Teater, Odense Teater og Tivolis Pantomimeteater.

Mange spørger, hvad en modist er. Andre tror ikke, faget eksisterer længere. Der er få af os tilbage, og der bliver ikke udlært mange. Faget er slået sammen med skrædderfaget, hvorefter du speciali­serer dig som modist. Det Konge­lige Teater er, så vidt jeg ved, det eneste sted i Danmark, der tager modistelever.

Førhen gik ingen udenfor uden hat. Tænk på Matador, hvor alle har hatte på. Derfor var der et stort behov for modister, når hatte skulle sys eller pyntes om. Hatten var en del af modebilledet, og det handlede også om håret, der blev sat. Min mester sov for eksempel med papillotter, og hatten holdt styr på håret. Men i 1960’erne og -70’erne blev håret sat fri, og folk holdt op med at gå med hat.

Jeg udvikler konstant mit fags metoder og materialer, så de bliver tilpasset mine kunders ønsker. Derudover holder jeg foredrag og hatteworkshops, og senest har jeg undervist på Danmarks Kostumarium, museet for kostumekunst. Min oplevelse er, at de unge virkelig gerne vil lære håndværksfagene, og jeg håber for fremtiden, at der stadig kan uddannes modister, da det er et kreativt og brugbart fag.

LÆS OGSÅ

”Min mand ville sælge mig og børnene for at få det!!”: Stine og Frederiks vilde ’Festhus’ hitter på Facebook

Hvordan kommer en familie på at bygge et ”festhus” i deres baghave til over 350.000 kroner? Bliv klogere her.

Nogle modister syr i dag hatte til private og til Kongehuset, men de fleste af os må tænke ud af boksen, og på den måde forandrer vores fag sig. Når jeg producerer til teater, går det stærkt, og det er ofte serieproduktioner og specialmodeller, hvor jeg arbejder sammen med kostumedesigneren og syr hatte og masker ud fra deres forlæg. Det er dejligt at mærke, at der stadig er brug for mig og mit fag.

Klara er bogbinder

Hun arbejder med kvalitetsmaterialer, da en bog skal kunne holde i generationer. Limen smuldrer ikke over tid, men kan let opløses, hvis bogen skal indbindes på ny.

Traditionelt består mit håndværk i at indbinde tekster, der skal bevares.

Jeg er håndbogbinder, som er en mere eksklusiv del af faget, og arbejder med lærred og skind. Jeg laver en del for forfattere, fotografer og billed­kunstnere, der ønsker en limited edition af deres værk. Jeg laver også tidsskrifter og menukort til virksom­heder samt statsrådsmapper og underskriftsmapper for ministerier.

Det kan også være foto­album, bogæsker og indbinding af biografier til private. Folk kommer fra hele landet for at få bundet deres bøger ind – eller måske få repareret en familiebibel.

Min far reparerede maski­ner på papirfabrikker i Sverige. Jeg var ofte med og så de kæmpe tromler af papir. Da jeg skulle studere, valgte jeg teknisk skole i København, og her underviste en gammel bogbinder. 

Han frarådede os at blive for interesserede i faget, da elevpladserne var få, men jeg var hooked på at sidde og pusle med papir. Jeg har altid haft det i fingrene, og det lykke­des mig at få en elevplads hos H. Ahrenkiel Bogbinderi.

Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville kunne leve af faget. Men da jeg åbnede mit værksted på Christianshavn, fik jeg hurtigt en skare af kunstnere, der gerne ville have bundet deres værker ind, og jeg arbejdede syv dage om ugen de første mange år. At jeg i dag kan leve af faget, overstiger langt mine forventninger, og det er jeg meget taknemmelig for.

Mit gæt er, at vi er fire bogbinderfirmaer tilbage i Danmark. Derfor er folk meget interesserede i at høre om vores fag, og jeg er altid interesseret i at fortælle om det. 

Førhen var der et stort behov for bogbindere, og mange kan huske, at nogle i deres familie har været bogbindere eller bogtrykkere. På den måde er der noget nostalgi over faget.

Går du bare 50 år tilbage, var vi virkelig mange bogbindere. I 1960’erne og -70’erne var bibliotekerne storkunder hos landets bogbindere, og der har også arbejdet bogbindere på Det Kongelige Bibliotek. Vores fag blev opfundet for at beskytte og bevare tekst. Papir var dyrt, men man ønskede også at bevare viden og dokumenter til de næste generationer.

Bogbinderi er en af de vigtigste opfindelser, og vi har været med til at bevare en kæmpe kulturarv.

Den industrielle udvikling har reduceret behovet for det håndlavede. I dag bliver bøger på bibliotekerne pakket ind i plastik, og går de i stykker, køber man en ny, fordi det er billigere end at indbinde. Det er godt, at bøger og viden er mere tilgængeligt for alle, og mit arbejde tilpasser sig tiden og det behov, kunderne har. Heldigvis har mange stadig brug for en bogbinder.

LÆS OGSÅ

Kunne du bo som Louise og Jacob? ”Vi ved aldrig helt, hvor vores børn er, men vi er trygge”

I 2018 flyttede en familie fra Holbæk til Danmarks mest afsides ø for at udleve en pludseligt opstået drøm. De ønskede større nærhed og at gøre en god gerning. Mød Jacob og Louise, som ikke har fortrudt, at de rykkede til Frederiksø.

Jeg gør meget ud af at fortælle om kvaliteten af mit håndværk. For jeg tror stadig på fagets fremtid og ønsker at give folk en god oplevelse og et godt produkt. Jeg underviser i indbinding på KBH Film & Fotoskolen, og mit værksted er åbent for rundvisning, foredrag eller workshops.

Vanja er stenhukker

Vanja er stenhugger­mester og konservator og har netop fejret 22-års-jubilæum. En skulptur kan tage op til et år at hugge fra råblok, men hun elsker fordybelsen. 

Jeg arbejder med tunge stenblokke, maskiner, knippel, hammer og mejsel. Jeg laver primært restaureringsopgaver, hvor jeg nyhugger blandt andet barokkens mange sandstensskulpturer, der er ved at forvitre og måske er i fare for at falde ned. 

At nyhugge betyder at lave en 1:1-kopi af den oprindelige skulptur. 

Kopien betragtes som den nye original, mens den gamle bliver sat på et indendørs lapidarium – et område med bevaringsværdige kunstværker i sten. Jeg har blandt andet nyhugget skulpturerne ved Designmuseum Danmarks indgang mod Bredgade i København. Jeg hugger også nye skulpturer og specialdesignede gravstene. 

Det er hårdt arbejde; du arbejder udenfor i alt slags vejr, og især i min læretid havde jeg det, som om jeg flyttede tre lejligheder om dagen. Men det handler om at mestre teknikken. 

Den stærkeste mand kan ikke slå et stykke granit af med selv det bedste værktøj, hvis han ikke har teknikken.

LÆS OGSÅ

Line bor på blot 16 kvm i Djursland: Se hendes fantastiske "minihjem"

På en idyllisk skovgrund på Djursland har Line kørt en husvogn i stilling, og i ly fra vind og vejr er det, der startede med at være en gammel bådvogn, blevet til et fantastisk minihjem med alle moderne faciliteter.

At blive stenhugger var en barndomsdrøm. Jeg var med min mormor på et stenhuggeri på Lolland og så, hvordan en af de fire skulpturer til Frihedsstøtten ved Hovedbanegården blev nyhugget. Før det havde jeg ikke kunnet se mig selv have et arbejde, men ville være pensionist som min mormor, der spiste flødekager, hørte klassisk musik og talte med naboen over altanen. 

Men pludselig var der håb. 

Min mormor spillede i det hele taget en stor rolle for min interesse for kultur og det bevaringsværdige. Hun tog mig med på museer, og jeg fik en forkærlighed for alt det håndværk, der ligger i de udstillede genstande, hvilket bragte mig forbi konservatoruddannelsen før stenhuggeruddannelsen.

Jeg var forført af en drøm om at hugge bevarings­værdige skulpturer. Men det var ikke det, jeg fik lov til i min læretid. Jeg havde opgaver som at hugge profilsten i granit i form af trappetrin eller til vinduesindfatninger. Jeg lærte også at hugge skrift, men mest skar jeg med store vinkelslibere, huggede, udklodsede og sleb granit for nulevende kunstnere, fx en sokkel til en bronzeskulptur eller granitskulpturer i enkle geometriske former. 

Der var ikke udsigt til, at jeg kunne hugge bevaringsværdige menneskelignende skulpturer. Men ved et held fik jeg mulighed for at hugge skulpturer i sandsten, selv om jeg er uddannet granithugger, og det gjorde, at jeg fik restaureringsopgaver blandt andet for Slots- og Kulturstyrelsen. Så siger man ja og gør det så godt, at man måske bliver valgt igen. 

I dag er jeg selvstændig og stenhuggermester med eget værksted, hvilket jeg slet ikke havde turdet håbe på. Det, jeg laver nu, blandt andet nyhugning af bevaringsværdige skulpturer, konserveringsarbejde og specielle gravsten – det elsker jeg.

I renæssancen og barokken blev der hugget mange sandstensfigurer. Men stenhuggerfaget siges at være næsten lige så gammelt som prostitution, og det er et fag med dybe rødder. Vi bruger i dag det samme værktøj og den viden, som egypterne brugte til at hugge sten til pyramiderne for 6.000 år siden.

I dag er der ikke mange private, der bruger en stenhugger til at få lavet en skulptur. Tager du gravstenen, var det førhen noget, du sparede sammen til hele livet. I dag er der ikke mange, der ønsker en specieldesignet gravsten, mange foretrækker de ukendtes eller får spredt deres aske. 

LÆS OGSÅ

Christina har talt med 50 utro kvinder – og hun blev overrasket over, at én ting gik igen...

En bog om kvinders utroskab. Er det farligt at læse om? Måske. I hvert fald oplever forfatteren bag, at kvinders utroskab er et fortsat tabu, selvom flere kvinder faktisk gør det. Men hvorfor? Og hvad siger det om vores samtid? Antropolog Christina Anderskov giver sit bud.

Vi er cirka 80 stenhuggere tilbage, er mit gæt. Kun få af os er kvinder. Men der er en positiv begejstring og interesse fra folk, og det er dejligt at møde.

Jeg prøver at dele min erfaring og viden om faget. Håndværket er en del af den immaterielle kulturarv, men når et lille fag som vores er på grænsen til at være truet, tager det kun to generationer, før det er tabt. 

At hugge i sten er ikke noget, du kan læse dig til – det er en kropslig og langsommelig tillæring, hvor øjne, krop og hjerne er i fuldstændig harmoni, før du opnår at være ét med hammer og mejsel.