Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

For tre år siden ventede Martin og jeg vores første barn. 

Vi vidste, at det ville blive en dreng, og vi glædede os. 

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Især Martin havde store forventninger til at få en søn. Inden Tobias overhovedet var født, havde han allerede købt en minikopi af sit favoritholds fodboldsæt, klar til at introducere Tobias for det hold, han har elsket, siden han var dreng.

Jeg havde en hård og lang fødsel, og jeg var udmattet, da jeg endelig fik Tobias i mine arme. Alt så på det tidspunkt ud til at være normalt, og vi var i en tilstand af eufori. Det var først, da Tobias var fire måneder gammel, at sundhedsplejersken begyndte at virke bekymret. 

Hun mente, at Tobias var lovlig langsom i sin udvikling. Hun slog det dog i første omgang hen og sagde, at hun ville nøjes med at holde lidt ekstra øje med ham fremover, og hun håbede på, at han ville indhente det forsømte.

Det skete bare ikke. Kort sagt viste det sig, at Tobias var bremset i sin udvikling, og efter mange lægebesøg blev vores lille dreng udredt, og vi fik den hårde besked om, at Tobias var udviklingshæmmet og aldrig ville kunne fungere som andre børn.

Martin og jeg havde længe klynget os til håbet om, at alt ville ordne sig. At Tobias blot havde brug for lidt mere tid end andre børn, og at vi snart kunne leve som en helt normal familie. 

Det var svært at skulle indse, at fremtiden ville komme til at se helt anderledes ud, end vi havde forestillet os.

I et stykke tid holdt vi hinanden oppe og var optimistiske. Men da vi fik diagnosen sort på hvidt, forandrede Martin sig. Jeg fornemmede, at han begyndte at tage afstand fra Tobias, og det gjorde mig ulykkelig. 

Han blev også hurtigere ophidset og vred. Når vi f.eks. kørte i bil sammen, kørte han pludselig meget mere aggressivt end før, og det kommenterede jeg. Martin sagde ikke noget, men satte farten ned i et par minutter, før han så speedede op igen.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Jeg indså ikke, hvor deprimeret min mand var, før jeg en aften kom sent hjem fra arbejde efter et møde. Da jeg trådte ind ad døren, opdagede jeg med det samme, at Martin havde drukket, og jeg blev forfærdet. Jeg råbte til ham, at han ikke kunne tillade sig at drikke med et barn i huset. 

Dernæst løb jeg ind i børneværelset, men heldigvis lå Tobias og sov fredeligt i sin seng.

Martin åbnede sig op den aften. Han var ganske vist langt fra ædru, men det var nok lige præcis det, der skulle til, for at han kunne sætte ord på, hvordan han havde det. Han sagde, at han syntes, det var svært at have en søn, der var så anderledes. Han elskede Tobias, men følte sig afmægtig. Han blev også utilpas, når andre spurgte til Tobias. 

Han kunne ikke holde ud at forklare, at vi havde fået et mentalt handicappet barn, fordi han skammede sig over det, og det var han så også flov over.

Det lykkedes os den aften at få talt tingene igennem. Jeg trådte automatisk ind i rollen som den stærkeste af os, jeg, som tidligere havde følt, at vi var ligeværdige. Jeg forlangte, at Martin skulle søge professionel hjælp, så han havde et sted, hvor han kunne tale om sine følelser og alle de bekymringer, han havde for fremtiden. 

Martin havde så mange ubesvarede spørgsmål, og han sagde ligeud, at det var svært for ham at acceptere, at han havde en søn med så mange begrænsninger. Han misundte også alle andre fædre.

Alle drømme om et harmonisk og normalt far og søn-forhold var jo faldet fra hinanden, og han måtte simpelthen lære at tænke på en anden måde.

Jeg arrangerede den første aftale med en psykolog, og jeg tog med ham for at forklare psykologen, hvorfor Martin havde brug for hjælp. Martin sad selv og rystede. Ikke alene skammede han sig over at have fået et anderledes barn, han skammede sig også over, at han ikke selv kunne håndtere det.

Martin så psykologen hver uge i mere end seks måneder, og meget ændrede sig i løbet af den tid. Han fik bearbejdet chokket og sorgen, han blev efterhånden mere opmærksom på Tobias, og han begyndte også at være mere nærværende og åben over for ham.

Gennem psykologen fik han indsigt i at være far til et barn, der ville kræve ham på en helt særlig måde, og det gjorde alting lettere. Martin sænkede gradvist skuldrene og slappede mere af.

LÆS OGSÅ

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Efter at Helene Reingaard Neumann var med i sin første film af instruktøren Thomas Vinterberg, blomstrede et kærlighedsforhold til filmbranchen og året efter også til ham. I dag er hun både skuespiller og præst – og har nu to arbejdsfællesskaber sammen med sin mand.

Min mand sætter nu hele tiden meget små delmål og engagerer sig i at lære Tobias ting. Lige nu er det den trehjulede cykel, de træner på, for vi vil jo begge gerne have, at Tobias får glæde af at kunne cykle rundt som alle andre små børn. 

Martins terapi har også været til gavn for hans egne forældre, som også havde svært ved at forholde sig til et barn, der er så anderledes. Han har talt meget med dem, og vi er alle blevet mere sikre i vores roller og på, hvordan vi skal håndtere vores elskede Tobias i hverdagen.

Vi har overvundet alle vanskelighederne nu, og jeg kan helt ærligt sige, at Martin er en dejlig far. Han har et stærkt beskyttelsesinstinkt over for Tobias og er meget tålmodig med ham. Han skammer sig heller ikke længere over at have et anderledes barn, for ham er Tobias bare Tobias i dag.

Nu taler vi endda om, at vi gerne vil have et barn mere, for vi føler os trygge ved, at Tobias trives og er tryg. Vi har også begge genvundet overskuddet, og vi er forberedte på, at livet kan byde på lidt af hvert. 

Vi tager således ikke noget for givet, men heldigvis ser vi i dag Tobias som en stor gave i vores liv snarere end et problem.

Der er derfor ikke noget i denne verden, der smelter vores hjerter mere, end når vi ser vores søn smile med hele sit lille ansigt, og vi mærker på ham, at han er glad og har det godt. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.