Tidens forældreskab rummer et paradoks, mener ekspert - og du har nok selv mærket til det

Tidens forældreskab rummer et stort paradoks. På den ene side har vi aldrig gjort mere for vores børn, end vi gør i dag. Vi tilbringer mere tid med dem, bruger flere penge på dem, leger mere med dem og involverer os i det hele taget i deres liv, følelser og relationer.

På den anden side har forældre aldrig følt sig så utilstrækkelige som i dag. Det pointerer sociolog og ph.d. Maria Ørskov Akselvoll i sin nye bog Det grænseløse forældreskab, hvor hun undersøger og afdækker bagsiden af det moderne forældreliv og stiller skarpt på netop oplevelsen af utilstrækkelighed blandt nutidens mødre og fædre.

“Vi står et sted, hvor vi har et historisk krævende og intensivt forældreskabsideal, og hvor vi hele tiden bliver mindet om, at vi kunne gøre alting bedre, og får næret vores usikkerhed fra alle mulige kanter. Fordi rigtig mange vil en hel masse med os,” fortæller hun og nævner, hvordan blandt andet politikere, en stødt voksende ekspertlitteratur, avisdebatter, reklamer og en hel industri, der sælger ting til et bedre børneliv, er med til at pushe forestillingen om, at vi konstant kan uppe vores forældregame.

Det handler om, at noget har ændret sig i vores samfund generelt, vurderer hun.

“Hvor man i mange generationer har haft en fremtidsoptimisme og en idé om, at ens børn ville klare sig lige så godt eller bedre end en selv, er vi i dag blevet mere fremtidspessimistiske. Ting skal gå hurtigere, og vi fornemmer, at det er en anden og mere konkurrencepræget og usikker fremtid, vi skal forberede vores børn på, og at vi skal investere mere i dem, for at de kan klare sig.

Så det, vi står over for, og som jeg prøver at vise med bogen, er, at vores idéer om, hvad gode forældre skal og kan, har ændret sig markant i de seneste år og gjort det mere kompliceret at være forælder, end det behøver at være.

Mit ønske er at give forældre noget viden og en bevidsthed, så de får øjnene op for, hvad der er på færde, og på den måde får en chance for at handle på det. Uden hele tiden at skulle rette kritikken indad mod dem selv, men i stedet vende blikket udad – mod det, der sker i samfundet og omkring dem,” slår Maria Ørskov Akselvoll fast.

Hjælp, jeg afgør mit barns fremtid

Et af de begreber, der er nærmest umuligt at komme udenom, når man taler om forældres oplevelse af utilstrækkelighed i dag, er forældredeterminisme, som også er et tema i Maria Ørskov Akselvolls bog.

Helt kort er det idéen om, at vi som forældre har afgørende indflydelse på vores barns liv og fremtid, og at der er en direkte linje imellem vores handlinger som forældre – som også kan være skadelige – og forløsningen af barnets potentiale. Begrebet har for alvor bidt sig fast de seneste 10 år, og ifølge Maria Ørskov Akselvoll kan man trække en ret tyk tråd mellem forældredeterminismen og den udbredte utilstrækkelighedsfølelse.

“Når man køber ind på den idé, at forældre er børns ‘årsag’ – som nærmest hele samfundet har gjort – så får alt betydning. Og hvis du ser dig selv som den, der har magten til at afgøre dit barns skæbne, er det et enormt ansvar.

Samtidig risikerer vi at få tunnelsyn og glemme, at der er en masse andre faktorer end os selv, som har betydning for barnet og dets fremtid,” understreger Maria Ørskov Akselvoll og nævner, hvordan både fysiske og sociale rammer i barnets liv og andre mennesker, som kammerater, pædagoger og bedsteforældre, er med til at forme dem.

“Vi glemmer ofte også arv. I dag tror mange, at barnets personlighed først og fremmest formes af, hvad forældre gør rigtigt eller forkert, selv om det er veldokumenteret, at personlighedstræk i høj grad også er arveligt betingede.”

Hånd i hånd med forældredeterminismen har det nye børnesyn fået en betydelig plads i snakken om det gode forældreskab, og fortællingen om, at man altid skal være anerkendende og rumme sit barns følelser og være et positivt forbillede, som aldrig råber og skælder ud, er blevet en hyppig ingrediens, når der bliver skrevet og snakket om forældreidealer rundt omkring.

Det er et stort arbejde, fordi du hele tiden skal overvåge og overvinde dig selv og være opmærksom på, at der er rigtige og forkerte følelser og reaktioner, konstaterer Maria Ørskov Akselvoll.

“Til bogen udførte jeg en spørgeundersøgelse om det gode forældreskab, og her er der en mor, der udtaler, at den gode forælder er én, der kan styre sine følelser. Det er ret voldsomt, hvis det er det, man skal.

Og det er forældredeterminismen i sin nøddeskal; at vi retter blikket mod os selv, og hvornår og hvor meget vi kan fejle. I værste fald kan det føre til såkaldt forældre-udbrændthed, hvor man føler sig udbrændt i selve forældrerollen, fordi der er for langt mellem den, man er som forældre, og den, man føler man skal være,” siger Maria Ørskov Akselvoll.

Det kan især ramme mødre, som typisk er dem, der søger ekspertviden om børn og opdragelse, og som i højere grad end mænd er udsat for en moralsk løftet pegefinger, hvis de ikke lever op til idealerne.

“Historisk har kvinder haft et større ansvar for barnet, og det hænger ved, sådan at det i dag er nemmere for en mand at blive anset som en god nok far end for en kvinde at være en god nok mor,” siger hun og hæfter sig ved, at der tilmed er et øget fokus på ‘den ikke kompetente forælder’ og ‘det skrøbelige barn’, hvilket betyder en stor opmærksomhed på, hvor galt det kan gå.

Hvor blev Alfons Åbergs far af ?

For at forstå hvordan vi er nået hertil, er det værd at skue bagud i historien og kaste et blik på nogle af de mennesker og tendenser, der i tidens løb har præget forældreskabskulturen – hvilket Maria Ørskov Akselvoll også gør i sin bog.

“Med Sigmund Freuds populære idéer om psykoanalysen opstår forståelsen af, at årsagen til psykologiske problemer skal findes i barndommen, og at forældre let kan skade deres barn gennem deres opdragelse, hvilket gør, at opdragelse kommer til at handle mere om psykologi.”

Efter anden verdenskrig får udviklingspsykologerne ligeledes kæmpe medvind og viser morens betydning for barnets tilknytning og trivsel, og det avler flere og flere ekspertråd og håndbøger til forældre, som i en eller anden forstand er med til at professionalisere forældreskabet,” opridser Maria Ørskov Akselvoll.

Samtidig opstår der et marked – ja, en hel industri – der fortæller forældre, at bestemte materielle ting kan fremme barnets udvikling eller minimere risici, hvilket er med til at booste en indkøbslyst, som ikke mindst bliver identitetsskabende for forældre.

“Gennem forbruget på børn viser man i stigende grad udadtil, hvilken forælder og voksen man er. Og samtidig får forbruget også en anden funktion, hvor vi køber os til tryghed og sikkerhed,” beskriver Maria Ørskov Akselvoll.

I takt med at vi læser og køber os til idéen om en tryghed og et tilhørsforhold i forældreskabet, bliver det også forventet, at vi laver flere ting for og med vores børn – og ser og anerkender dem på alle mulige måder. Og lige her er der især sket et skub over de seneste årtier, lyder det fra sociologen.

“Tilbage i 70’erne og 80’erne var forældre ikke optagede af det perspektiv på samme måde, som de er i dag, og der var lidt flere Alfons Åbergs far-typer, der sad og læste avis og røg pibe og havde deres eget voksenliv. Et voksenliv, som indimellem mødte børnelivet, men hvor de voksne trak flere grænser om deres egen tid og ikke følte et behov for at være inde over alt,” lyder Maria Ørskov Akselvolls forklaring.

Hun understreger, at den model måske ikke altid var lige hensigtsmæssig og satte nogle børn i en klemme, og at der altid vil være både godt og dårligt i tidens opdragelsesmønstre. Noget tyder bare på, at balancen er tippet, så der ikke længere er tid til at sidde i stolen og hygge sig med avisen, men at man i stedet skal være konstant klar til at møde ethvert børnebehov.

“Vi skal huske på, at det gode forældreskab er en social konstruktion, som så anderledes ud for 40 år siden og sikkert også vil se anderledes ud om 20 år. Og mit budskab er, at med den samfundsudvikling, der er sket, er det helt legitimt at føle sig utilstrækkelig som forælder og tænke, at det ikke nødvendigvis handler om en selv,” slår Maria Ørskov Akselvoll fast og tilføjer:

“Den gode nyhed er dermed, at det også kan være anderledes; at vi ikke behøver at acceptere et ideal, der er mission impossible."

Forsøget på at skrue ned

En af de småbørnsforældre, der har taget tidens forældreideal op til overvejelse og valgt at justere på forventningsbarometeret, er Sidsel Juul Carlsen, der er konsulent for en ngo og har tre børn i alderen to til otte år sammen med sin mand. For to år siden flyttede familien fra København til en mindre by i Jylland for at kunne bo billigere og frigive mere tid. Ikke kun til deres børn, men i lige så høj grad til dem selv.

“Jeg har for eksempel fået mulighed for at holde en fridag om ugen, og der er mange, der har sagt, at det må dejligt, for så kan jeg holde mine børn hjemme på skift. Men det har jeg ingen intentioner om, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg har haft mine børn hjemme den dag, for det er min fridag og tid til mig selv,” fortæller Sidsel Juul Carlsen om en af de ændringer, der er fulgt i kølvandet på omlægningen af familielivet.

“Vi kan også sagtens spise rugbrødsmadder og frysepizzaer til aftensmad flere gange om ugen. Det betyder ikke så meget. Og vi laver nogle rimelig kedelige madpakker til børnene, som er de samme hver dag. For at gøre det lettere for os selv – og for børnene,” fortsætter hun og beskriver, hvordan de ligeledes har valgt at minimere hverdagsaktiviteter for børnene.

Fordi der med Sidsel Juul Carlsens egne ord ligger et kæmpe koordinerende arbejde i at gøre ungerne klar, få det til at passe med aftensmad, få de andre søskende med og i det hele taget få det hele til at klappe. Et arbejde, som ganske enkelt ikke passer til dem som familie.

“Jeg kan godt få dårlig samvittighed over at skrue ned. Men i stedet for at kigge indad og tænke, at nu skal vi optimere som familie, synes jeg det hjælper at kigge udad og trække tingene op i et større perspektiv. Hvis jeg for eksempel tænker, at nu burde jeg gøre noget mere ud af madpakkerne, så prøver jeg at se det i et feministisk perspektiv, og så kan jeg også bare vælge at slappe af. For så handler det pludselig om, at jeg står ved mine egne behov som mor.

Jeg prøver også at skrue ned for, at jeg skal være nærværende med mine børn hele tiden, og for eksempel sige, at lige nu har jeg brug for at sidde med en bog, og så må de selv finde på noget. Det føler jeg mig gradvist mere og mere tilpas i.

Og hvis jeg mærker den dårlige samvittighed, prøver jeg igen at trække det op i et større, undersøgende perspektiv og ind i en fællesskabstanke, hvor jeg gør mine feministiske søstre en tjeneste ved at holde fast i noget, der er godt og vigtigt for mig selv. Når jeg tænker mig selv som en del af en større bevægelse, kan jeg virkelig føle mig stærk i det – og det hjælper mig.”

Sidsel Juul Carlsen reflekterer over, hvordan hun samtidig finder en stor værdi i at dele sine tanker om familielivet og lysten til at nedjustere med de veninder, der også har børn.

“Jeg kan godt have oplevelsen af, at vi mødre tit bare sidder og brokker os og bliver bitre over alt det, vi skal, men hvis vi har vi nogle gode samtaler om alt det udfordrende, hvor vi kan dele og agere hinandens kvalificerede spejle, så oplever jeg selv, at vi kan skabe plads til at være de mennesker, vi egentlig er. Uden at skulle komme med alle mulige gode råd til hinanden,” siger hun og nævner et konkret eksempel på et emne, der har optaget hende.

“Der er sådan en udbredt enighed om, at man ikke må vise vrede over for sine børn, og det er jeg grundlæggende uenig i, fordi jeg er nået frem til, at vrede er en ret stor følelse i mig. Ligesom i alle mulige andre relationer er det vigtigt for mig, at jeg bliver gode venner med mine børn igen, men jeg har accepteret, at vreden har en plads.”

Jo mere Sidsel Juul Carlsen og hendes mand skruer ned og trodser idealerne, jo mindre fylder den dårlige samvittighed, konstaterer hun.

“I begyndelsen hægtede jeg det op på bestemte ting – som at min mand havde startet egen virksomhed, og at vi derfor var nødt til det – men jo mere vi gør det, jo mere får jeg ro i maven omkring, at det er bare sådan, vi lever vores liv.

Når jeg skruer ned for mit mor-niveau, ved jeg samtidig godt, at jeg skruer ned for anerkendelsen fra omverdenen. Og at jeg, selv om jeg tager den ‘afslappede’ position som forælder, alligevel sætter mig i en bestemt position,” siger hun og tilføjer:

“Uanset hvad man gør, oplever jeg, at man i dag skal tage forældreskabet på sig i en eller anden retning og ikke kan sige, at man bare gerne vil være forælder.”

Når godt nok er godt nok

Behovet for at drosle ned, som det viser sig hos Sidsel Juul Carlsen, vidner om, at forældre har meget på tallerkenen i dag, og når Maria Ørskov Akselvoll i sin bog taler om ‘usynligt arbejde’, handler det netop om, hvordan der kommer flere og flere opgaver på forældres to do-liste – både fysisk og administrativt – samtidig med at arbejdsmarkedet også presser på. Så forældrene i virkeligheden hele tiden er i gang og på arbejde, også derhjemme.

“Der er tale om en øget grad af forældreinvolvering, hvor det blandt andet bliver forventet, at man deltager i flere sociale aktiviteter, og hvor der er mere arbejde med at organisere sit barns sociale relationer, hvilket børn i højere grad selv stod for førhen. Barndommen er ganske enkelt blevet mere voksenstyret, efterhånden som vores familieliv er blevet mere børnecentreret, og samtidig er forældrene optagede af, at alt det ekstra arbejde ikke skal gå ud over børnene,” forklarer hun.

Ligesom Sidsel Juul Carlsen beskriver det, rammer det usynlige arbejde især mødrene, fortæller Maria Ørskov Akselvoll, fordi det stadig er dem, der laver mest omsorgsarbejde og står for det administrative oppe-i-hovedet-arbejde; omkring Aula, fødselsdage, fastelavn, nissevensgaver og så videre og så videre.

Uanset om man er mor eller far, kan forældreskabet og -idealerne komme til at fylde så meget, at det bliver svært, eller nærmest umuligt, at gå op i andet eller gøre nogen ting godt nok. Men den følelse af utilstrækkelighed findes der, ifølge psykolog Marie Tolstrup, en ‘modgift’ til – eller et slags råd til, hvordan vi som forældre undlader at følge råd – i al sin omsorgsfulde paradoksalitet.

“Først og fremmest viser forskning, at børn faktisk slet ikke er så skrøbelige, som vi måske tror, og at de for eksempel ikke går i stykker af, at vi en gang imellem råber og bliver vrede og viser alle de negative følelser, som er kommet i skammekrogen.

Det er jo følelser på lige niveau med alle andre følelser, og de har en funktion og er med til at vise, hvornår vores grænser bliver overskredet, og hvornår vi har lyst til noget, og hvornår vi ikke har lyst til noget. Hvilket er en vigtig del af det at være autentisk,” forklarer Marie Tolstrup.

“Det handler generelt om at sænke barren og forstå, at godt nok er godt nok. For rent intuitivt vil størstedelen af forældre kramme og elske deres barn og imødekomme deres følelsesmæssige reaktioner på en sund måde, og hvis barnet ved, det er elsket, har tag over hovedet, sover i en seng og får nogle gode måltider, er det godt nok. Hvilket kan være en rar tanke; at de fleste faktisk gør det godt nok,” fortsætter hun.

Ifølge psykologen er det allervigtigst at fokusere på, hvilket værdisæt man gerne vil give videre til sit barn, og hvad man håber de tager med sig, når de flytter hjemmefra.

“Og så kan man øve sig i at være der for hinanden, sin partner eller sine venner, og dele usikkerheder og sige: ‘Det kan jeg godt forstå, det lyder hårdt.’ Og så stoppe der og lade være med at komme med råd,” bebuder hun videre og taler for, at man i det hele taget prøver at holde fri fra alle forældreskabsrådene og forholder sig kritisk til, hvor omgivelser og eksperter har deres viden fra, og hvad de baserer den på.

“Tag en dag ad gangen, lad intuitionen fylde lidt mere og acceptér, at usikkerhed er en del af forældreskabet, som ikke kommer til at forsvinde. Og mon ikke, du allerede gør det godt nok?”