Er du krænkende i din opdragelse? Derfor skal du respektere dit barns grænser

Børn gør, som vi gør, og det hele begynder med måden, vi selv er sammen med vores børn på – og måden, vores børn ser, hvordan vi lader vores egne grænser blive behandlet, og hvordan vi behandler andres.

Mange småbørnsforældre i dag er selv opdraget med en kløft imellem det, voksne har sagt til os, og den måde, de har ageret på.

Mange er blevet opdraget med en disrespekt for vores grænser, samtidig med at vi er blevet bedt om at respektere deres grænser. Det betyder, at den opdragelse, der lå for bare en generation siden, var dybt præget af krænkelser. Og når jeg siger, vi skal droppe opdragelsen, mener jeg, at vi skal droppe krænkelserne af børn, som for eksempel kan lyde:

• “Hvis ikke du kommer nu, så får du ikke …” 
• "Det er ikke noget at græde over". 
• “Op igen, det gjorde ikke ondt.” 
• “Du er ikke mæt, kan du lige spise en gulerod mere?” 
• “Du vil have, og du vil have – tror du, penge vokser på træerne?” 
• “Du er vist ikke en matematikpige.”

Engang troede man, at det var god og nødvendig opdragelse. At true, bebrejde, kritisere, belære, moralisere, skælde ud og fortælle barnet, hvad det må føle, hvordan det har det, og hvem det er. I dag ved vi, at det er direkte skadeligt og skaber mennesker, der blot fortsætter krænkelserne. Fordi det er det, de har lært.

Når vi som forældre i dag føler os pressede, stressede og magtesløse, griber vi ofte naturligt til det, vi selv er blevet flasket op på, og de følelser, vores egne forældre ikke har kunnet være i, kan vi selv have svært ved at være i. Det betyder, at vi lukker dem ned og heller ikke har blik for dem hos andre.

Alternativet er anerkendelse, ligeværdighed og empati, og erkendelsen af, at voksne og børn er lige meget værd. Det kan godt være, det er dig, der bestemmer, men det er dit ansvar at bestemme med blik for jer begge to – samtidigt.

Når du taber tålmodigheden

I konkrete situationer, hvor du synes, det er svært og har lyst til at skælde ud, true og bebrejde, så tænk, at for eksempel vreden er din egen følelse, som du selv skal tage ansvar for – uden at hælde den ud over barnet.

Regulér eventuelt dig selv med dybe vejrtrækninger, der beroliger nervesystemet, og sig eksempelvis til dig selv: ‘Det skal nok gå, jeg står bare over for en fireårig, der ikke vil have flyverdragt på.’

Et barn kan ikke selv regulere sine følelser og det, barnet gør, er aldrig imod dig, men noget, det gør for sig selv. Der er mening i galskaben – en mening, som dit barn prøver at kommunikere – og selv om du ikke kan se den, så vid, at den er der. Mød barnet med varme øjne, blød mimik, imødekommenhed og et varmt og åbent kropssprog, og kom med empatiske gæt på, hvad barnet kan være overvældet af:

• “Det har du ikke lyst til, det her. Har du brug for min hjælp?” 
• “Hvad blev du så vred over? Er det, fordi du ikke vil i børnehave?”
• “Er det for varmt med alt det tøj lige nu? Vil du vente med flyverdragten, til vi kommer over i børnehaven?”
• “Blev du ked af det, fordi jeg råbte ad dig lige før?”
• “Er det, fordi far og jeg blev uvenner?”

Når dit barn oplever at blive mødt med den respekt og interesse, vil det gå ud i verden og møde andre tilsvarende. Barnet lærer, at hvis nogen er på spanden eller frustreret, så tager man sig af dem, og det er noget af det vigtigste, vi kan give dem med ind i voksenlivet.