Sårbar som nybagt mor
SPONSORERET indhold

Mor-monster: Sådan slipper du af med hende

Som nybagt mor er du mere sårbar end nogensinde over for kritik fra andre. Især fra andre mødre. Måske kan du nikke genkendende til nogle af de kommentarer, som seks mødre har lidt under.

Af:: Line Felholt
06. maj. 2014 | Børn | Vores Børn

Gode råd til dig, der føler, du bliver kritiseret

Derfor er du sårbar
Når du bliver mor, ved du ubevidst, at du står over for den største opgave i dit liv. Og du har aldrig prøvet det før. Samtidig er alles øjne rettet mod dig, og du føler, at du ikke må fejle! At blive mor er på linje med en livskrise. Det er en ekstremt sårbar proces.

Derfor lytter du til andre
Din usikkerhed er stor, og din selvtillid lav, når du skal til at amme, lære barnet at spise mos og alt det andet. Derfor søger du fællesskaber med andre mødre i samme situation. Mødregrupper er ikke bare kageklubber. Der er en god psykologisk grund til, at de findes. Det er her, vi sammen undersøger vores nye identitet som mødre.

LÆS OGSÅ: Facebook: Når mødre bliver til monstre

Det hører du
Det tager flere år at slippe din frygt for at fejle og at udvikle din selvtillid som mor. Som nybagt mor kan uheldige bemærkninger derfor hænge ved i årevis og trække helt urimeligt lange spor. Selv en frisk bemærkning om, at det ene ben nok er kortere end det andet – hvis sparkedragten driller – kan få dig til at holde øje med dit barns gang de næste tre år.

Husk
Et oplagt råd til dig er at sige fra over for dem, der blander sig i din måde at gøre tingene på. Men realistisk set vil du nok betakke dig for en konfrontation, da du føler, at det vil udstille din sårbarhed endnu mere. Det bedste råd til dig er derfor at tænke på, at de andre mødres kommentarer slet ikke handler om dig. De handler om deres egen usikkerhed som mor, som de får dæmpet lidt ved at påtale dine ‘fejl’ eller ved fremhæve sig selv. Så lad være med at lytte for meget til andre.

Gode råd til dig, der er lidt for åbenmundet

Derfor er du også sårbar
Du kæmper mindst lige så meget med usikkerheden over for din nye morrolle som den mor, der let bliver såret, og du er akkurat lige så bange for at fejle, som hun er.

LÆS OGSÅ: Farvel til den perfekte mor

Derfor lader du bemærkninger falde
Du er lige så sårbar, ja, men du er en anden type end hende, der bliver såret. Du har en mere dominerende personlighed og kan være lidt ufølsom i din facon. Når du oplever, at du igen og igen får sagt det ‘forkerte’ til andre mødre, er det ikke, fordi du bevidst vil såre dem. Det handler dybest set slet ikke om dem. Det handler om dig og din egen usikkerhed.

Derfor føles det godt, når du blander dig
Du er i gang med at undersøge din nye identitet som mor. I den proces har du et stort behov for at blive bekræftet i, at det, du gør, er det rigtige. Det gør du for eksempel ved at påtale, hvordan andre gør eller ved at tale meget om, hvordan du selv gør. De andre i mødregruppen er ikke i tvivl om, hvilken type sut du har valgt, og hvordan du putter dit barn. Når du siger det højt, fylder det lidt mere, og på den måde bliver din metode ligesom mere rigtig end de andres.

Husk
Merværd er ikke det samme som selvværd. I virkeligheden har du lige så meget brug for at tale med ligesindede, men med din lidt belærende facon går du glip af den dybe og interessante kontakt til andre mødre, hvor I kan undersøge jeres nye morrolle sammen. Et godt råd til dig er at tænke dig om, før du taler. Prøv i stedet at være åben og nysgerrig over for andres måder at gøre tingene på.

LÆS OGSÅ: Lær at forstå bedstemor

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Speltmor? Stage-mom? Nynne-mor?

LÆS OGSÅ: Mor-rollen: Brug dine instinkter