Om på maven, baby!
Du ved det godt – din baby har godt af at ligge på maven. Det er bare rigtig svært, når du også ved, at hun stikker i et vredt hyl og bliver ved, til du igen har vendt hende om på ryggen. 10 sekunder på maven er dog bedre end ingenting.
Det kan godt være, at din lille baby synes, det er sjovere at sidde i skråstolen og kigge ud på verden end at ligge på maven og baske med armene. Men det er på maven, at dit barn træner alle de muskler, som er nødvendige for at lære at rulle, sidde op og kravle – nogle af de store motoriske udfordringer, din lille krudtugle skal kæmpe med de første måneder af sit liv.
Ryg- og mavemusklerne bliver stærkere, ryggen rankere og nakkemuskulaturen mere stabil, når din baby leger på maven. Derfor er det vigtigt, at du trodser angsten for at fremprovokere en skrigetur og lysten til at lægge din baby på den måde, hun bedst kan lide, og i stedet lægger hende på maven – også selv om dit barn er et af dem, der bestemt ikke kan lide at udforske verden på maven.
“Dit barn behøver ikke at ligge på maven i halve timer ad gangen. Et halvt minut mange gange om dagen virker også. Det allervigtigste er, at din baby får lov til at lege på maven,” siger børnefysioterapeut Mette Nørregaard.
Leg på maven, sov på ryggen
Ifølge Mette Nørregaard er din egen mentale indstilling et rigtig godt sted at begynde, hvis du gerne vil lære dit barn at ligge og hygge sig på tæppet med numsen i vejret. For det er jo dig, der – i hvert fald de første måneder – bestemmer, hvordan dit barn skal ligge.
“Fordi børn ikke længere må sove på maven, tror jeg, at mange mødre er blevet lidt skræmte og usikre over at lægge deres børn på maven. Det er sådan set forståeligt nok, men det er meget vigtigt at slå fast, at det er, når de sover, der kan være risiko for vuggedød ved at ligge på maven.”
Her kan faste ritualer være en hjælp. Fysioterapeuten foreslår, at du ruller dit barn om på maven på puslebordet, hver gang du har skiftet ble – og det gør du jo ret mange gange om dagen.
“En god retningslinje er: Leg på maven – sov på ryggen,” siger Mette Nørregaard.
Vænner du dig på den måde til at lægge dit barn på maven mange gange om dagen, hjælper du hende med at gøre sig klar til at lære de rigtig sjove ting som at rulle og kravle.
“De muskler, der bliver trænet, er nødvendige for, at barnet kan udforske sin krop og får en god start på et aktivt liv. Heldigvis er det aldrig for sent at få dit barn til at lege på maven, selv om det kan blive sværere, jo ældre barnet er,” siger Mette Nørregaard.
Låst i nakken
Men hvad gør du, hvis guldklumpen stikker i et vredt hyl, i det sekund du lægger hende på maven? Det er nemlig ikke alle babyer, der kan lide at ligge med næsen nedad, og det kan der være flere grunde til. Nogle børn bryder sig bare ikke om det, men i enkelte tilfælde kan der være en fysisk årsag til modviljen.
“Nogle babyer kan have en låsning i nakken. Det er ligesom, hvis du selv har hold i nakken, og det gør det svært og ubehageligt for barnet at ligge på maven. Låsen kan opstå under graviditeten eller fødslen. Hvis barnet græder utrøsteligt, hver gang det ligger på maven, er det en god idé at få din sundhedsplejerske eller en børnefysioterapeut til at undersøge din baby,” råder Mette Nørregaard.
Samtidig er det vigtigt at slå fast, at selv om dit barn brokker sig, når du vender den lille mave ned mod legetæppet, så skyldes det ikke nødvendigvis, at det fejler noget.
Almindelig dovenskab kan også være skyld i brokkeriet. Når dit barn ligger på maven, skal musklerne i gang med at arbejde, hvis hun skal se andet end farven på tæppet. Sidder hun derimod i en skråstol eller en autostol, behøver hun ikke røre en finger for at blive underholdt. Heldigvis findes der gode tricks til, hvordan du får dit barn op af skråstolen og om på maven uden skrig og skrål.
“Det kan være en god idé at lægge dit nyfødte barn på din brystkasse, mens du ligger i sofaen. Så kan det lille pus mærke dig helt tæt på, mens hun udforsker sin krop,” siger børnefysioterapeuten.
Denne – superhyggelige – øvelse har også den fordel, at barnet ikke ligger helt vandret. Det kan nemlig være lettere at bevæge sig for den lille, hvis der er lidt vinkel på. Af samme grund kan det være en mulighed at lægge en foldet stofble under brystkassen på den lille, så hun får lidt hjælp til at løfte overkroppen og det tunge hoved fra tæppet.
“Du skal ned på gulvet sammen med din baby. Det er meget vigtigt, hvis barnet skal synes, det er sjovt at ligge på maven og udforske sin krop,” siger Mette Nørregaard.