Opdragelse: "Her bestemmer mor og far"

Når familien Heinze spiser aftensmad, sidder alle – både mor, far, Leander på fem år og Lenora på to år – ved bordet. Men nogle gange kan Lenora have svært ved at sidde stille, og så går hun fra bordet. Første gang siger Kamilla ‘hov, Lenora, er du ikke sulten mere?’ Anden gang siger hun, at nu er det sidste chance for at få mad. Tredje gang bliver maden fjernet. 

– Vi giver dem altid tre chancer, så de lige får lov til at finde ud af, hvad det handler om, men hvis de bliver ved, skal de vide, at der er en konsekvens, og det er, at vi tager dem væk fra det, de gerne vil. De ved, at vi mener det, og efterhånden har de også lært at blive siddende, fortæller Kamilla. 

Klare grænser

Det er vigtigt for Kamilla og Jan, at deres børn ved, hvem der bestemmer. Der er færre konflikter, når et nej virkelig betyder et nej. – Det er de voksne, der bestemmer. Vores børn får masser af plads til at være selvstændige, men vi sætter rammerne. Og når vi siger nej, så betyder det også nej, og det vil vi ikke diskutere, siger Kamilla, der mener, at det giver børnene mere tryghed, når de ved, hvor de har de voksne. – Vores børn er sikre på, at vi mener det, når vi siger nej, men vi siger det vitterligt også kun, når vi ikke kan sige ja, og vi accepterer vores ansvar for, at børnene kan blive kede af det og vrede, når vi siger nej. LÆS OGSÅ: Sådan opdrager vi: "Vi følger ikke en bestemt type opdragelse"Det gør det også nemmere for børn at acceptere et nej, når de ved, at det ikke er til forhandling. Og så behøver de ikke en lang forklaring på, hvorfor de ikke må få en is, mener Kamilla. – Små børnehjerner kan ikke klare lange forklaringer. Hvis vores børn spørger, hvorfor vi siger nej, giver vi dem selvfølgelig en kort forklaring. Men nogle gange er det bare ‘sådan er det’. 

Alle har pligter

Da Kamilla var barn, havde hun pligter i hjemmet, for alle måtte hjælpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Jan er opdraget modsat, og sammen har de besluttet, at deres børn i hvert fald skal lære, at familieliv er et samarbejde. – Vi ser os selv som en autoritet og vores lille familie som en slags minisamfund, hvor børnene har pligter, og deres bidrag har en betydning. De er aktive medspillere i familien og lærer at være en del af et fællesskab – noget, som de senere vil få brug for i den virkelige verden, siger Kamilla, der har indrettet små legepladser rundt omkring i huset, så børnene kan skifte mellem at lege og deltage i eksempelvis madlavning.– Så kan vi kalde dem hen og bede dem om at hælde pasta i gryden eller dække bord. Det er ikke en sur pligt, for vi hygger os med det og pjatter og leger. Men det er noget, vi har bestemt, at de skal deltage i, også selv om de ikke lige har lyst, siger Kamilla.

Opdragelse af trygge børn

Det kan være hårdt at holde fast på et nej eller fjerne tallerkenen med mad, når man har givet tre chancer. Og Kamilla kan godt føle sig som en streng mor. 

– Men vi holder fast. Jan har prøvet at mangle klare grænser, mens jeg har haft tydelige grænser, og dem vil vi gerne føre videre med en mere rummelig overbygning, hvor et nej er et tydeligt nej, fordi man så kan føle sig tryg ved, at mor og far ved bedst, siger Kamilla, der godt kan komme til at råbe ad børnene, især når storebror slår lillesøster, men hun mener, der er plads til både glade og vrede følelser, så længe man kan tale om det bagefter og sige undskyld til hinanden.

– Det vigtigste er at lære vores børn frihed under ansvar. De skal være selvstændige inden for de rammer, som de voksne har bestemt, og de skal give plads til andre mennesker. Det giver tryghed, og vores børn virker trygge og opfører sig pænt – selv om de selvfølgelig også tester grænserne.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Skal piger og drenge behandles ens?

LÆS OGSÅ: Opdragelse: Lær dit barn at være optimist

LÆS OGSÅ: Opdragelse: En god mor tør sige NEJ