Kan man få nok Pippi og Emil?

Alle kender nok de klassiske Pippi-film. Dér, hvor Gunvor Bjerre halv-simultantolker. Ikke noget med tegnefilm og en præpubertær Amalie Dollerup i skinger diskant og –harmoni. Og Emil! Emil i Thomas Windings vidunderligt beroligende regi. At se filmene med sine børn skulle derfor være et fornøjeligt ’trip down Memory Lane.’

Voksenuniverset omkring især Pippi er jo ikke så voldsomt nuanceret; en skolefrøken med et Florence Nightingale’sk kald til lærergerningen, men som alligevel formår at ose mere af frustreret frøken end skole. Og et par politibetjente, der tilsyneladende helt uvidende har taget afgang fra ’Politiskolen 4.’

Og med frøken Prysselius og Kling og Klang til at repræsentere myndigheden, der dybest set bare vil sende Pippi på børnehjem, og en fru Settergren med hang til snorlige sideskilninger, kan man dælendulme ikke holde med andre end Pippi. Eller…?!

Astrid Lindgrens filosofi med ’altid at holde med børnene’ er fantastisk. Men så begyndte det at irritere mig, at både Pippi og Emil jo i virkeligheden opfører sig som de mange i mine børns klasser, man (jeg) allerede har afskrevet som uden for pædagogisk rækkevidde: Drengefødselsdagens personificerede dødsdromes og Bølle-Bob’er.

Udtrykt i en manglende evne til at holde sig til enkle sociale ’spilleregler’: Pippi er inviteret til kaffeselskab hos fru Settergren, Tommy og Annikas mor. Og gys, jo, det er da ved Gud en opkørt mødregruppe med stort M for Mågestel, fru Settergren her har inviteret.

Men Pippi udviser, hvad man vel på fagsprog ville kalde en ’overaktivitet, der giver sig til udtryk i problemer i samspillet.’ Hun gør overordentligt opmærksom på sig selv ved at brøle ’vagt i gevær!’ da hun kommer ind ad døren til det måbende selskab, og ’højrrrrre arm, strrrrræk!’ til goddag. Og undskylder det med, at hun er lidt genert af sig og derfor er nødt til at kommandere sig selv.

Herefter går hun direkte til kagefadene, piller ved alle kagerne og stikker fingeren i de sirlige flødeskumskanter. Og da der så bliver sagt ’værsågod!’, skriger Pippi ’helle for at komme først!’ og skubber og maser og hamstrer kager. Kun overgået, når skønhedspusher Ole Henriksens hudplejeprodukter er på tilbud.

Pippi har også svært ved at styre sine kræfter. Jo, det er da smaddersjovt, at Pippi sådan kan løfte sin hest eller slå sin far i at lægge arm. Men med voksenøjne virker for eksempel Pippis tur i et tivoli som et desperat forsøg på at få opmærksomhed.

For eksempel da hun som ene pige ydmyger den hidtil ubesejrede ”verdens stærkeste mand” ved ganske enkelt at skubbe ham omkuld og i øvrigt løfte hans tunge vægtstang, som var det en Ama’rstang. Også slangetæmmersken har svært ved at holde Pippis koncentration, – Pippi løber på scenen og skal straks pille ved den Pythonslange, der optræder med tæmmersken. På trods af cirkusdirektørens gentagne henstillinger om at lade slangen være.

Emil ender med usvigelig sikkerhed i brændeskuret, når hans hyperaktivitet får hans iltre far til at koge over. Og selv om far Anton nok i dag ville være en ’spændende udfordring’ for en Anger Management-skole, er der altså også mange eksempler på, at Emil godt kunne befinde sig i gråzonen mellem for meget og naturligt nysgerrig.

Han rider på hesteryg lige midt ind i spisestuen i borgmesterboligen, hvor borgmesteren holder fødselsdagskalas for byens spidser. Emil kan ikke nære sig og sætter fut i det gigantiske fyrværkeri, der ellers var tiltænkt fødselaren efter middagen. Og hvilken anden 9-årig tager en suppeterrin på hovedet to gange, når det nu er gået voldsomt galt første gang?!

Jeg ved selvfølgelig godt, hvor Astrid Lindgren vil hen med alt det her, og rigtig langt hen af vejen er det strålende at tage pis på den bedsteborgerlige forstillelse. Jeg synes heller ikke, børn skal være reduceret til dukker uden 4 stk. CC-batteri.

Mine børn bliver absolut ikke opdraget ud fra Jægerkorpsets stolte principper. Og jo, jeg er så rigeligt i kontakt med barnet i mig selv. Men derfor må børn vel godt vide (hvor tabubelagt emnet tilsyneladende er), at der er en grænse. For er det ikke den, de søger? Min grænse for mere Pippi og Emil er i hvert fald nået.