Psykologi

Har du et spørgsmål om børnepsykologi og hverdagsproblemer? Margrethe Brun Hansen er psykolog og forfatter. Stil hende dit spørgsmål på psyk@juniormag.dk

Brevkasse spørgsmål: Min datter vil ikke spise

Kære Margrethe,

Min datter på knap 6 år vil ikke rigtig spise! Det hele startede, da hun var cirka 10 måneder gammel, hendes far og jeg gik fra hinanden, og derefter stoppede hun langsomt med at spise. Hun er iøvrigt en sund og frisk pige.

Hun spiser morgenmad (havregryn eller cornflakes), og til frokost spiser hun også rugbrød med et begrænset udvalg af pålæg, men ved aftensmaden, er hun helt stået af. Det eneste, hun vil spise, er pastaskruer. Kun skruer – andre former for pasta dur ikke, et stykke medister på rugbrød, og så pomfritter (som vi får meget sjældent). Af grønsager spiser hun gulerødder og agurk og af frugt æbler, bananer og vindruer. Jeg har prøvet alle mulige måder at få hende til at spise på. Hun er begyndt på at spørge som det første om morgenen: ”Hvad skal vi have til aften?” og som regel siger hun: ”Øv, så skal jeg ikke have noget”. Hun får dog altid tilbudt et stykke rugbrød, hvilket jeg også har prøvet at lade være med for at se, om det ikke kunne få hende til at spise.

Ud over hendes problem med maden er hun en velfungerende pige – i skolen rolig og meget videbegærlig. Herhjemme er hun ofte meget vild og ville gerne styre tingene, hvis hun kunne. Hun lever ofte i sin egen verden, og jeg er tit i tvivl, om hun virkelig tror på alle de ting, hun siger, men har fået at vide, at jeg skal stoppe hende i at være i sin fantasiverden.

Hvad kan jeg gøre for at hjælpe hende til at komme til at spise ordentligt? Det er efterhånden blevet et stort problem for hele vores familie (hun har en søster på 8 år). Det er svært at komme nogen steder, da folk ofte oplever hende som kræsen og uopdragen, men det mener jeg helt sikkert ikke, det handler om.

Med venlig hilsen

Jannie

Kære Jannie,

Når børn nægter at spise, bliver vi voksne ofte meget provokerede og kede af det – måske føler vi os afviste. Mad er lig med kærlighed, og når børn ikke vil vide af vores mad, føler vi ofte, at det ikke kun er vores mad, de afviser, men også giveren – mor/far – og så reagerer vi. Enten ved at blive skuffede – vi fortæller barnet, at nu har vi lavet denne dejlige ret, og så sidder barnet bare der og ryster på hovedet. Eller vi bliver vrede – ”din lille kræsne unge, hvad er meningen med at sige nej til maden!”

Børn kan ofte bruge maden som våben – som et middel til at bestemme, få kontakt og blive set. En af forklaringerne på konflikterne i hjemmet er efter min mening, at især aftensmåltidet er blevet det tidspunkt på dagen, hvor hele familien er samlet. Derfor vil mange af familiens konflikter også udspilles her. Måltidet er forum for at afspille sine følelser og for at bede om kontakt og opmærksomhed, blandt andet ved at nægte at spise. Barnet afviser ikke nødvendigvis maden, men den, der serverer den. Det skal tages alvorligt. Ikke ved at styrte hen og lave noget andet mad, men ved at holde fast i, at den mad, der står på bordet er den mad, vi spiser. Derfor er det vigtigt, at maden er så varieret som muligt, så man med god samvittighed kan sige, at det er hvad, der serveres. Sørg for, at der er noget at vælge imellem – gerne råkost, brød, frugt, frikadeller og kartofler. Barnet kan så selv vælge, hvad det har lyst til. Vi taler her om børn fra tre år og opefter. Nægter barnet at spise, så slap af og sig: ”OKAY – tag så bare et glas mælk og lad os snakke sammen. Det har jeg lyst til”. Afslut madsnakken ved at vende fokus fra maden til samværet. Fortæl om dagen, der er gået, skab en god stemning ved bordet og snak ikke om mad.

Så mit råd til dig er: Stop al den snak om mad, for maden fylder alt for meget hjemme hos jer. Din datter skal slet ikke starte dagen med at tænke på aftensmad. Du skal slappe af og sige til dig selv, at dit barn bruger maden som konfliktstof – en konflikt, der i den grad har givet hende kontrol over hele familien. Hun er sikkert lidt kræsen af natur, men det behøver altså ikke være et problem.

Jeg ville dog lige, hos lægen, sikre mig, at hun rent ernæringsmæssigt og vægtmæssigt er inden for normalområdet. Følger hun den almindelige udviklingskurve, er tilfreds med livet, og sjældent syg, så er der nok ingen fare for hendes sundhedstilstand. Og så kan du slappe af og nyde, at din datter er en sund, velfungerende pige.

Med venlig hilsen

Margrethe brun Hansen

Har du et spørgsmål vedrørende jeres barns trivsel?

Mail til: psyk@juniormag.dk. Besvarede spørgsmål bringes i Junior, evt. anonymt.