Rose Gad: Børnene udfordrer min indre kontrolfreak

Når tæppet gik op, og salen i Det Kongelige Teater lå henlagt i tilbageholdt åndedræt, skulle alt spille. Koreografien, tilstedeværelsen, timingen, makeuppen. Alt.

“Så duede det ikke, at noget som helst sejlede, og at jeg ikke var forberedt til fingerspidserne,” siger 42-årige Rose Gad, der gik på pension som solodanser fra Det Kongelige Teater for to år siden.

Det kan godt være, at livet som balletdanser har gjort hende vant til smerter i led og tæer, men det er i rollen som mor til Hector på ni, Hannibal på seks og Dagmar på fire år, at hun er blevet mere udfordret, end hun nogensinde kunne have forudset.

“Hold da op, hvor kan det være kaotisk herhjemme. Jeg kan prøve at styre lige så meget, jeg vil, men det hjælper ikke en snus,” siger Rose Gad.

Kaosset indfinder sig typisk, når familien på en dårlig dag skal ud ad døren til tiden, og Hector nægter at tage sko på, Dagmar har spildt marmelade ud over sin førhen så rene trøje, og Hannibal overhører de pæne anmodninger.

“I de situationer kan jeg blive så frustreret og rasende, at jeg må forlade huset og trave op og ned ad vejen udenfor for ikke at råbe højt, meget højt,” siger Rose Gad.

Vi befinder os i Taarbæk-villaen nord for København, en renoveret fiskerrønne med kviste og sprossede vinduer, hvor planter snor sig op ad gavlen, og der er direkte kig til Øresund. Familien flytter snart til et større sted, men den hidtidige adresse har været helt perfekt: Skærsommervej.

Det kan ikke være anderledes for en tidligere solodanserinde, der har boltret sig i roller som Sylfiden, Tornerose og Hilda i Et folkesagn, og som er kendt fra ugebladenes glittede sider, hvor hun og manden Holger Foss skridter den røde løber af, blandt andet til royale begivenheder. Det er Rose Gads liv, når der er fest.

Men der er også noget, der hedder hverdag med alt, hvad det indebærer af vasketøj, madpakker, sedler fra skole og børnehave, lektielæsning og konfliktløsning. Den hverdag og alle de besværligheder og kompromiser, som livet med børn også fører med sig, gik egentlig først rigtigt op for Rose Gad, da hun fik barn nummer to og tre.

På et tidspunkt havde vi overskud i fem minutter, og så tænkte vi ‘vi skal da have en treer!’

Farvel forudsigelige liv

“Det at få vores første barn var en positiv oplevelse hele vejen igennem, vi havde styr på alt, det meste i hvert fald. Så kom nummer to. Det betød, at vi måtte gå på kompromis med nogle ting. På et tidspunkt havde vi overskud i fem minutter, og så tænkte vi ‘vi skal da have en treer!’

Jeg ved ikke helt, hvad der gik af mig, men jeg havde lyst til at bryde mine egne grænser og udvide min evne til at navigere i kaos,” siger Rose Gad, der med nummer tre fik, hvad hun gik efter. Med tre børn relativt tæt i alder er der grobund for læssevis af daglige konflikter, der skal mægles, og der er tre børn med hver deres temperament og personlighed, der skal omfavnes, ses og læses rigtigt.

“Børnene udfordrer min indre kontrolfreak,” siger Rose Gad og fortsætter: “Da Dagmar var baby, og jeg var på barsel, var der en dag, hvor Hector kastede op, og nærmest samtidig faldt Hannibal af gyngen og fik voldsomt næseblod. Og Dagmar havde skidt udenfor, rigtig meget. Så må man prioritere: Hvem har mest behov nu og her?”

På den måde har Rose Gad ofte måttet ty til pragmatisme frem for idealisme omkring, hvordan tingene skal være. Den dag måtte Dagmar vente med at få skiftet ble.

“Hector fik ikke slik, før han fyldte to, og legede han udenfor, holdt vi øje med ham konstant. Med Hannibal og Dagmar var det nærmest ikke muligt at sige, at de ikke måtte få is, når de kunne se brormand få. Og det med at lege alene, det gør de bare. Det er ikke muligt at holde øje med tre på én gang,” siger Rose Gad, der som mor er ‘blevet bokset ud i hjørner, hvor hun ikke har været før’. Som når hendes krop har skreget på hvile og søvn, og der stadig var tre børn, der havde brug for deres mor. Som når hun nu og da må trave op og ned ad vejen udenfor for ikke at springe i luften.

“Det gode ved kaosset er, at jeg er blevet et mere tolerant menneske, og så er jeg blevet bedre til at vælge mine kampe med omhu, for med tre børn kan man ikke vælge dem alle,” siger Rose Gad.

På endevæggen i køkkenet bag hende er en opslagstavle med ting, hun skal huske, og køkkenrullen står stadig på bordet som et minde fra morgenmaden. Hannibal og Hector er i skole, Dagmar i børnehave, og selv er Rose Gad lige kommet hjem fra Den Kongelige Balletskole, hvor hun har undervist i omkring et år nu.

Ikke i mors fodspor

I det første år efter hun lod sig pensionere som balletdanser, valgte hun at gå hjemme.

“I starten var det en befrielse ikke at beskæftige mig med mig selv. Men enhver, der siger noget nedsættende om at være husmor, burde prøve det selv! Det er et hestearbejde, og man bliver ikke stivet af af andre voksne eller kolleger, og man får ingen input, intet,” siger hun.

På et tidspunkt bød muligheden sig for at komme ind på Det Kongelige Teater og arbejdsmarkedet igen, og Rose Gad tog glad imod den.

“Jeg fik muligheden for at undervise på balletskolen, og det er super dejligt. Det er lidt som at komme hjem,” siger Rose Gad. Da hun som niårig selv kom ind på Den Kongelige Balletskole, var det lidt af et tilfælde. En veninde ville aflægge optagelsesprøve, og Rose kom med, fordi det kunne hun lige så godt prøve, og fandt ud af, at det var det rigtige for hende. Men det, der var helt naturligt for hende som barn, er det ikke nødvendigvis for hendes egne børn, har hun fundet ud af.

“Hector har hverken lysten eller fysikken. Han elsker spejder og friluftsliv. Hannibal er rytmisk og musikalsk og opfinder egne dansetrin. Men han er pt. ikke interesseret,” fortæller hun.

Måske bliver det med tiden anderledes med familiens yngste, Dagmar. Men lige nu er hun ikke til at lokke til det hårde slid, et balletbarn skal igennem for at blive en rigtig balletdanser.

“Godt nok har vi meldt Dagmar til balletundervisning og har betalt i dyre domme for det, men det endte i gråd og strejke, fordi hun ikke kan se det sjove i at hoppe igennem en hulahopring.

Det har intet med ballet at gøre, synes hun. Hun vil gerne være en rigtig ballerina – sådan som hun kender dem fra teatret,” griner Rose Gad, der ikke tror på, at pres er vejen frem, hvis man grundlæggende ikke er interesseret.

“Jeg dansede, fordi jeg jo ikke kunne lade være,” som hun udtrykker det.

Disciplin lønner sig

Man skal være drevet af lyst, men det må gerne være hårdt og surt engang imellem, og derfor får børnene ikke lov til at shoppe mellem fritidsaktiviteterne. Og at børnene skal gå til noget har slet ikke været til diskussion. Når de er store nok, skal de begynde til svømning og spejder – ganske enkelt fordi forældrene mener, det er godt for dem.

“Der er basale ting, man skal kunne. Man skal kunne cykle og svømme, og til spejder lærer de, ud over at klare sig i naturen, nogle sociale færdigheder som at udvise respekt over for andre, uanset hvem de er,” siger Rose Gad.

Da Hector på ni år for nylig forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved, hvor længe han skulle blive ved med at gå til svømning, fandt han hurtigt ud af, at den slags diskussioner slipper han ikke let omkring med sin mor.

“Han spurgte den anden dag ‘hvornår må jeg stoppe til svømning?’ Så sagde jeg, at han må stoppe, når han har lært at svømme alle fire discipliner. Min mand, Holger, rullede med øjnene, men Hector sagde ‘okay, det er fint. Det er en aftale’,” siger Rose Gad.

“Det duer ikke at holde op med noget, når det bliver kedeligt eller svært. Hvis man holder fast, også når det er surt, kommer man ud på den anden side på et højere niveau. Pludselig kan man noget, man ikke kunne før, og den oplevelse vil jeg gerne give mine børn,” siger Rose Gad, der om nogen har noget at have det i.

“Jeg holdt jo ikke selv op med at træne, før man nærmest kunne se blodet gennem balletskoene, sådan billedligt talt,” siger hun grinende.

Ingen skam at søge hjælp

Selv om der er visse ting som det med fritidsaktiviteterne, Rose Gad ikke diskuterer, søger hun ofte ny viden om børn og opdragelse og sparrer ofte med både venner og familie. Hun er heller ikke bange for eller pinligt berørt over at søge professionel hjælp og har blandt andet konsulteret en psykolog i en tid, hvor både hun og manden var kørt fast i forhold til deres midterste barn, Hannibal. De oplevede ham som irriterende og genstridig og hakkede på ham.

De forsøgte med alt muligt, men kunne ikke rigtig se nogen vej ud af situationen.

“Vi fik en ordentlig opsang af psykologen, og da vi gik, sagde Holger ‘hun sagde ikke noget, vi ikke vidste i forvejen’, men hun fik os alligevel til at reflektere,” fortæller Rose Gad, der blandt andet fik øjnene op for, at det er de voksne, der skal tage ansvar for at skabe den gode stemning. Ved eksempelvis at stoppe med at hakke.

“Det er noget, som jeg – og de fleste andre vil jeg tro – kan komme til, når energien er i bund. Men vi prøvede at være bevidste om det, og det hjalp. Specielt Holger er sindssygt god til at skabe det der overskud, nogle gange ved jeg ikke, hvor det kommer fra,” siger Rose Gad og fortsætter:

“Vi har lært at se mere på os selv og på, hvad vi selv kan ændre, hvis vi vil ændre noget ved vores børn. Jeg har simpelthen fået så mange aha-oplevelser som mor, og det er én af dem,” siger hun.

En anden aha-oplevelse er, at kærligheden til børnene er uendelig. Der er masser af stjernestunder, som Rose Gad lever højt på længe.

“I går aftes, da vi skulle læse godnathistorie uden bøger, fordi de var pakket ned i flyttekasser, sagde jeg ‘læg jer i jeres senge, så laver vi en historie sammen’. Så lavede vi en historie om en nisse og en pige … Ej, jeg vil ikke fortælle om den, for den blev meget mærkelig. Og ulækker. Men børnene grinede sammen, kom med ideer til hinanden, og de hyggede sig. I sådanne øjeblikke føler jeg virkelig, at der er noget, der lykkes.”