Nytårsaften med børn
SPONSORERET indhold

7 tips: Sådan holder du en børnevenlig nytårsaften

Hvordan sørger I for, at nytårsaften bliver sjov for børnene og hyggelig for jer selv? Få vores bedste råd til en fantastisk nytårsaften i familiens tegn her.

Af: Rikke Dinnetz Foto: Getty Images
19. dec. 2021 | Børn | Vores Børn

1. Foretag nytårsindkøb i to omgange

Når du handler til nytårsaften, så del dine indkøb i to omgange: Alle madvarerne kan storhandles uden børn – gerne før den 31. december. Den anden og sjovere indkøbstur vil børnene elske at være med til.

Her skal der nemlig vælges hatte, serpentiner, truthorn, bordbomber og fyrværkeri. Især de lidt større børn elsker, hvis I kan finde lidt nytårsløjer a la en pruttepude, drilleslik og så videre. Måske skal junior allerede afprøve sit fastelavskostume - eller bare gå amok i klæd-ud-kassen?

LÆS OGSÅ: 11 krea-ideer: Sådan får børnene en sjov nytårsaften

2. Køb ind til nytårsbrunch

Når I er ude at handle, så køb samtidig ind til en god nytårsbrunch til den 1. januar. Med pølser, røræg og frugtsalat i lange baner! Hold dagen fri for aftaler, og lad børnene daffe rundt i nattøj uden andre aktiviteter, end hvad I lige får lyst til.

Gå en tur, se en film, læs en god bog sammen, og lad ungerne lege med julens gavehøst. Nyd, at I bare er jer, og tal om, hvad I ønsker af det nye år.

LÆS OGSÅ: Opskift: Lækker stor familiebrunch

3. Undgå at være nytårs-kogekone eller -mand

Hvis du ikke er den sjældne superrace med tårnhøj stresstærskel, der elsker at jonglere med gourmet-middagen lige inden, at gæsterne kommer, så gør det nemt for dig selv.

Brug i stedet dagen på at slappe af, pynte op med børnene og tage et langt bad, og vælg så en menu, hvor forret og dessert kan laves dagen i forvejen. Er I flere, der holder nytår sammen, så aftal, at hver familie tager én ret med.

I kan også bestille en menu eller blot én af retterne udefra. De fleste bagere har kransekager nok til alle, men hvis du ikke vil stresse over den, så bestil den i forvejen (kransekage bliver faktisk bare bedre af at være frosset ned, så hvis der bliver noget tilovers, så ned i fryseren med den)!

4. Lav velkomstdrinks til børnene

Det kan være en god idé at starte festen lidt tidligt, for eksempel klokken 16, så børnene kan nå at lege, inden dronningens nytårstale. Byd velkommen med festlige børnedrinks. Et lille bord med en dug over (ikke den fine hvide!) kan gøre det ud for bardisk.

Tegn på forhånd et drinkskort med børnene, og sæt det fast med tape på dugen foran ‘bardisken’, så de kan vælge drink. Servér saltstænger og lidt frugt til. Det hjælper på festlighederne og lader dem mærke, at denne dag er noget helt specielt. 

LÆS OGSÅ: Børnevenlig nytårsmenu: Nytårsmad med krudt i

5. Lav børnesnacks til nytårstalen

Når klokken er 18, lyder det traditionelle startskud for Dronning Margrethes nytårstale. Hav champagne, børnechampagne, glas, servietter og snacks klar. Børn kan godt lide at få ‘det samme som de voksne’ sådan en aften.

Ud over børnechampagnen er det en god ide at lave dipper eller tapas i en voksen- og en børneudgave. Lav for eksempel en mild guacamole til børnene – og en version med tabasco og finthakket løg til jer selv.I kan også overveje en lille skål til hver i disse coronatider. Servér guacamolen som dip til nachos, gulerods- og agurkestænger. 

Det smager dejligt, og samtidig er det en snu måde at få lidt grøntsager i børnene på, inden det senere går løs med dessert, kransekage og andet sødt. Og så øger det chancen for, at I rent faktisk hører lidt af, hvad dronningen siger, når ungerne har travlt med at nyde de lækre snacks.

6. Fyr krudt af efter forretten

For mange børn er det helt store øjeblik ved nytårsaften at fyre raketter af. De færreste børn kan vente til efter en treretters middag. Lav gerne en lille pause mellem forretten og hovedretten. Så kan de børn, der vil, gå med de mest fyrværkeriglade voksne ud og fyre et par raketter af. Imens kan de, der bliver indenfor, forberede hovedretten i fred og ro.

7. Aktivér børnene i ventetiden

Børn synes, det er fantastisk selv at være med til at dække bordet, så overlad alt med servietter, serpentiner, bordkort og bordbomber til dem. Glem det tjekkede boligmagsin-bord, og nyd børnenes fantasi og fordomsfrie farvesammensætninger!

Er der flere børn med til nytårsaften – med helt ens beskyttelsesbriller – kan I også sætte børnene til at dekorere deres briller (stængerne) med neglelak i forskellige farver.

Anbefalet til dig