Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Særligt sensitiv og signalstærk
Villum sanser alle indtryk meget kraftigt, og derfor bliver han hurtigt udmattet af leg og samvær. Foto: Christer Holte

Særligt sensitiv og signalstærk

Særligt sensitiv: “Jeg var misundelig på andres rolige babyer”

De første ni måneder af sit liv græd Villum og krævede konstant opmærksomhed. Nu har hans mor endelig fået bekræftet, at han er særligt sensitiv og signalstærk – og lært at hjælpe sin følsomme lille dreng.

Faktaboks

Mor: Maj Jørgensen, 27 år, Fra: Charles, 33 år.

Børn: Villum, 1 år.

Ude i skoven omkring Esbjerg vandrer Maj Jørgensen rundt. Det er april måned, småkoldt og fugtigt, og foran sig skubber hun barnevognen, hvor Villum, hendes to måneder gamle søn, ligger og sover.

Faktaboks

  • Omkring hvert femte barn ‘scorer højt’ på sensitivitet, viser amerikanske undersøgelser.

  • Sensitiviteten kan vise sig i alle grader, fra det ekstremt sensitive barn, der mærker alt stærkere, til mild sensitivitet, hvor barnet kun reagerer særligt sensitivt på et enkelt område som socialt samvær, lyde eller varme/kulde.

  • Cirka 70 procent af de særligt sensitive børn er indadvendte.

  • De sidste 30 procent er udadvendte og er på den ene side naturligt opsøgende og åbne, men får på den anden side let for meget.Kilde: Lise August, autoriseret klinisk psykolog med speciale i sensitive børn, unge og voksne. Se mere på Sensitiv.dk

Umiddelbart kunne det se helt hyggeligt ud – en mor på barsel, der nyder den friske luft under trætoppene. Men det er ikke hyggeligt, og ned ad Majs kind triller en tåre. Ganske vist er det på sin vis befriende at slippe ud af ‘barselshulen’, som hun kalder sin lejlighed, men alene på denne gåtur vil Maj nå at trave i omkring tre timer.

Nogle gange går hun 25 kilometer på én dag, og hun er udmattet. Men stopper hun op bare fem minutter, vågner Villum, og så har hun en ulykkelig, storskrigende baby i vognen, indtil hun når hjem og kan hive ham op og amme ham. Putter hun ham i liften derhjemme, sover han kun ganske kort, hvis det overhovedet lykkes at få ham til at sove. Han skal være i bevægelse konstant – selv i søvne. Så Maj går.

Heller ikke i dag har hun nået at spise frokost, for det er en udfordring bare at lægge Villum fra sig for at tage overtøj på. Endnu en gang har hun måttet klare sig med et lynhurtigt stop ved bageren for at købe et pølsehorn og kaffe. Barslen, som hun havde glædet sig til, er bare slet ikke sjov lige nu.

“Nogle gange tænkte jeg: ‘Nu kan det fandeme være nok!’. Jeg kunne jo ingenting andet end at trave rundt i timevis hver dag! Det var ikke sådan, jeg havde regnet med, at min barsel skulle være,” husker Maj tilbage her et lille år senere.

Stolt af sin aktive baby

Villum bliver født ved akut kejsersnit den 1. februar 2013. Det er ikke en ønskestart, men familien får lov at blive på hospitalet i nogle dage, og så falder alt ligesom på plads. Villum sover meget, græder kun lidt, og når Maj eller hendes kæreste, Charles, tager ham op, bliver han rolig. Så forældrene føler sig fint rustet til at tage deres lille søn med hjem, da de forlader hospitalet.

Allerede efter to uger bemærker Maj imidlertid, at Villum er meget vågen. Han kan ligge i en time ad gangen og kigge opmærksomt rundt. Det lyder helt anderledes end de jævnaldrende babyer, der bliver skrevet om inde i den mødregruppe på nettet, hun er medlem af. Derinde kan Maj læse, at de fleste andre babyer kun kan holde øjnene åbne et kvarters tid ad gangen. I første omgang vækker det dog mest stolthed at have fået så nysgerrig en lille baby.

“Jeg tænkte, at det var lidt mærkeligt, at Villum var så meget mere vågen, men min kæreste syntes, at det var de andre børn, der nærmest var dopede. Både vores familie, venner og sundhedsplejersken roste Villum for at være så opmærksom,” husker Maj.

Snart begynder kravene til forældrene dog at stige. Når Villum er vågen, vil han være på dem hele tiden, han er for det meste urolig og ked af det, og når han skal sove, går det ikke at lægge ham stille og roligt i barnevognen. Enten skal han ligge på mor eller far, eller også skal vognen være i bevægelse. Den altanbarnevogn, som Maj og Charles har købt, får lov at stå ubrugt uden for døren, for det går slet ikke at putte Villum i den.

LÆS OGSÅ: Motorik: “Jeg troede, Ida var igang med magtkampe”

Indeni begynder Maj at kunne mærke, at Villum ikke er som de andre. Først kan hun ikke lide at sige det højt, men da hun begynder i mødregruppe, kan hun ikke længere lægge låg på følelsen.

“Det var så tydeligt, at Villum var anderledes. Han var hele tiden vågen og på, hans arme flagrede, han kunne ikke spise, fordi han skulle følge med i alt, og gik jeg ind i et andet rum, kunne han heller ikke falde til ro. Når jeg gik hjem, var han som regel ulykkelig resten af dagen. Jeg var lidt misundelig på de andres stille og rolige babyer, som spiste fint og bare lå og kiggede eller sov,” fortæller Maj.

Du har et surt barn

Tiden går, og de endeløse traveture i skoven begynder at tære på Maj. Nogle gange, som den aprildag i skoven, græder hun i frustration. Over altid at gå rundt med en knude i maven, når hun skal på besøg hos andre eller have gæster derhjemme, fordi Villum som regel bliver oprevet og ked af den ændrede rutine. Over aftenerne, som går med lange seancer for at få Villum til at sove.

Maj finder ud af, at hvis hun rokker ham med dynen bundet stramt omkring ham, kan hun liste ham ned i liften, uden at han mærker, at hun slipper. Helst ude i køkkenet med emhætten som bagrundsstøj. Det tager op til en time at få ham til at sove på den måde, og allerede efter en time vågner han igen. Så farer Maj ud i køkkenet og ammer ham, lænet akavet ind over liften, for hvis hun først flytter ham, kan han ikke sove igen. Familie og venner ser undrende til.

LÆS OGSÅ: Særligt sensitiv: Spot de typiske tegn

“Vores forældre grinede af os og alle vores krumspring. De forstod vist ikke, hvorfor vi ikke bare kunne putte ham normalt. Og mine veninder kunne ikke forstå, at de ikke bare kunne komme forbi. Men Villum blev jo helt ulykkelig, hvis det ikke passede ind i vores rytme. Nogle gange beskrev andre endda Villum som et surt barn. Det gjorde rigtig ondt,” husker Maj.

Afvist af sundhedsplejersken

Charles affinder sig efterhånden med, at det bare er sådan, Villum er. Men Maj kan ikke slippe fornemmelsen af, at noget stikker ud. Da sundhedsplejersken kommer på sit tredje besøg, tager Maj derfor emnet op: Kan det være rigtigt, at det skal være så svært at være forældre?

“Men hun kom bare med trivialiteter som ‘det er nok bare tryghed’ og ‘så må I bare prøve at lægge ham’. Og så roste hun ham for at være så opmærksom og motorisk fremmelig. Det var så frustrerende, at hun slet ikke anerkendte, at Villum var anderledes. Samtidig blev jeg helt vildt ked af det, for hvis hun ikke kunne hjælpe os, hvem kunne så?”

Sådan går tiden og endnu et par besøg – uden at der bliver rokket ved noget som helst. Men en dag læser Maj et indlæg fra en af de andre mødre i sin online-mødregruppe. Hun skriver om sin datter, som er ‘sensitiv og signalstærk’. Beskrivelsen passer perfekt på Villum, og Maj søger mere viden om emnet på nettet og i bøger. Hun bliver mere og mere overbevist om, at hun har fat i noget rigtigt og begynder at maile sammen med den anden mor, som fortæller, at hun gennem sin sundhedsplejerske har fået en henvisning til en fysioterapeut, som har været en stor hjælp.

LÆS OGSÅ: Motorik: Tjek de 3 sanser hos dit barn

Frustrationen bygger igen op i Maj – hvorfor har hendes sundhedsplejerske ikke set de tegn, som nu er helt åbenlyse for Maj? Maj ringer sin sundhedsplejerske op og får – overraskende let – en henvisning til fysioterapeuten. Mailer hurtigt en beskrivelse af Villum. Og en halv time senere ringer telefonen. Ud fra det, Maj har skrevet, mener fysioterapeuten, at Maj har brug for en tid – ikke om en uge eller en måned, men NU.

Endelig nogen, der forstår

“Det var SÅ befriende endelig at blive hørt. Jeg ringede til min mand og var bare så glad. Jeg følte, at vi endelig kunne gøre noget for Villum og for os selv.”

Villum er ni måneder, da fysioterapeuten kommer på besøg for at observere den lille dreng. En uge efter kommer konklusionen: Fysioterapeuten vurderer, at Villum er meget sensitiv. Det vil sige, at han reagerer stærkere på stimuli end andre børn, og at han har svært ved at filtrere de sanseindtryk, han får.

I stedet for at tage lidt ind ad gangen, opsuger han alt omkring sig: stemmer fra de mennesker, der er i rummet, andre børns bevægelser, følelsen af legetøjet mellem hænderne. Det betyder, at han for eksempel ikke kan koncentrere sig særlig længe om et stykke legetøj eller om at sidde og spise, fordi han samtidig skal forholde sig til alt det andet i rummet. Samtidig er han signalstærk – hvilket er lidt et paradoks, da det vil sige, at han har meget brug for de stimuli, som let bliver for meget for ham.

“Det var helt vildt rart at se det på papir, for nu stod det sort på hvidt, at det ikke var mig, der var pylret. Nu havde vi noget at forholde os til og at gå videre med, så vi alle kunne få det lidt nemmere,” husker Maj.

LÆS OGSÅ: Udvikling: Er dit barn bagefter?

Sammen med fysioterapeuten lægger Maj en plan. Hun skal holde fast i Villums rutiner, skærme ham for indtryk ved for eksempel at gå ind i et stille rum og holde pauser, når familien er ude, stimulere ham ved at rulle ham stramt ind i dynen og trykke på hans lille krop. Hun får ideer til øvelser, hun skal lave med Villum, som hjælper ham med at finde ro i sin krop. For eksempel får hun udleveret en børste, som hun skal stryge over Villums krop hver anden time dagen igennem. Den skal hjælpe ham med at mærke sin egen krop og på den måde falde til ro. Der går ikke lang tid, før der sker en mærkbar forandring.

“Han blev mere rolig, ikke så flagrende, kunne bedre koncentrere sig og holde fokus på legetøjet. Han smilede endda, når jeg fandt børsten frem, så det var helt klart, at han syntes, det var rart. Det var en kæmpe lettelse,” fortæller Maj.

Tro på dig selv – og dit barn

I dag er Villum knap et år, og han er stadig et uroligt barn, der på den ene side har brug for, at der sker en masse, men som på den anden side nemt får for meget. Men langsomt finder han mere hvile i sig selv. Og vigtigst af alt har Maj og Charles fået en forståelse for deres dreng og hans behov. Maj har ikke længere et undskyldende udtryk i ansigtet, når hun holder benhårdt fast i Villums rutiner eller takker nej til et arrangement, fordi det bliver for meget for Villum.

“Før fandt jeg hele tiden på undskyldninger for hans humør. ‘Han har ikke sovet så godt’ eller ‘han har ondt i maven’. Nu har jeg meldt ud til min familie og mine venner, hvordan tingene er, og det betyder, at der er kommet en langt større forståelse for, at vi bliver nødt til at gøre tingene anderledes. Det giver mig ro og selvtillid.”

Maj håber, at hun kan inspirere andre i samme situation som hende til at banke i bordet og bede om hjælp langt tidligere.

“Det er ikke en sygdom at være signalstærk og sensitiv, så det kan være svært at få sat ord på, hvad der gør dit barn anderledes. Men jeg vil opfordre dig til at tro på dig selv og holde fast, selv om du i første omgang bliver afvist af eksperterne. For der er hjælp at få derude.”

I forhold til fremtiden er hun også fortrøstningsfuld. Meget har ændret sig i Villums første leveår, og Maj er overbevist om, at hun kan guide sin søn i den rigtige retning – med respekt for hans grænser og behov – og på sigt vende det til noget positivt, at Villum er særligt nysgerrig, lærenem og opmærksom.

LÆS OGSÅ: Sæt dit barn på græs, og styrk hendes sanser

Se, hvad vi ellers skriver om: Baby, Særligt sensitiv, Udvikling og Børnepsykologi