Stephanie er særligt sensitiv mor: ”Jeg var bange for at være alene med mit barn"

Med tårerne trillende ned ad kinderne sidder Stephanie Korsholm Fox en sen aftentime og ammer sin nyfødte datter på en propfyldt hospitalsgang. Syv dage tidligere blev den lille rynkede rolling i hendes arme akut hevet ud af det vandrette tværsnit på hendes maveskind, og nu lækker det friske operationssår.

"Lige dér bristede mine forestillinger om familielivet fuldstændigt", siger Stephanie og fortæller, at den lille nybagte familie allerede forud for den aften havde fået en hård medfart.

På grund af forhøjede infektionstal skulle datteren Rosa have antibiotikadrop tre gange i døgnet de første mange dage efter fødslen, og derfra gik alting ligesom skævt.

"Vi havde én dag, hvor alt var lykkeligt, og så startede nedturen. Det var fuldstændig uforudset, og det håndterede jeg enormt dårligt. Jeg havde – som mange nok har – en halvnaiv forestilling om, at så føder jeg barnet, så tager vi hjem, og så skal vi bare gå rundt i den der rolige barselsboble. Vi skal lære vores barn at kende, have lidt barselsbesøg, og så kører det. Men det var bare kaos fra start", siger Stephanie.

Der var intet beige og begyndervenligt over barselslivet, og som særligt sensitiv havde Stephanie ekstraordinært svært ved at ryste oplevelserne af sig. Hun begyndte at tvivle på sig selv og sine evner som mor, og om natten var det bekymringer for morgendagen og ikke babygråd, der holdt hende vågen.

"Jeg var bange for at være alene med hende. Ikke fordi jeg var nervøs for, at jeg kunne finde på at gøre hende fortræd, men fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, hvis hun græd eller kløjes i mælken. Jeg skiftede ble, ammede, sang sange. Alle de der ting, man skal, når man bliver mor, jeg følte bare ikke noget, mens jeg gjorde det. Jeg var en robot", siger hun.

LÆS OGSÅ: Nybagt mor? Måske du har oplevet den berømte tudetur

Super sensitiv

Som ugerne skred frem, stod det klart, at Stephanie var forsvundet ind i en dyb fødselsdepression. Hun var nedtrykt, grådkvalt det meste af tiden og ude af stand til at føle glæde og kærlighed til sit barn. Heldigvis havde hun sin mand at læne sig op ad. De to første måneder efter fødslen gik han hjemme og passede på sine to piger.

"Min mand bagte boller og lavede den ene ret efter den anden til mig, som han brugte hele dagen på at lave, men jeg kunne ikke smage maden. Det hele smagte af metal. Jeg havde ingen appetit, og jeg følte ingen glæde. Vi havde besøg af mine svigerforældre, og jeg kunne ikke grine, selvom nogen sagde noget sjovt. Det var en mørk tid. De værste tre måneder i mit liv", erindrer Stephanie.

I flere år udskød hun faktisk projekt baby, fordi hun var så usikker på, om hun kunne finde ud af at tage vare på et spædbarn. Om hun kunne magte gråden, skrigene og den afbrudte nattesøvn.

"Som særligt sensitiv vidste jeg godt, det ville blive rigtig udfordrende for mig at få et barn, men jeg sagde det aldrig til nogen. I stedet skubbede jeg tankerne fra mig og låste dem ind i et lille mørkt rum", fortæller Stephanie.

Særligt sensitive har et usædvanligt finmasket sanseapparat. De suger indtryk til sig som en svamp, har et rigt indre liv og bruger sommetider dagevis på at bearbejde indtryk og situationer. Mennesker udstyret med et særligt sensitivt sind bliver nemt overstimulerede. Det manifesterer sig som alt fra
influenzalignende symptomer, såsom spændinger i nakken, til hovedpine, åndenød og ondt i ørene. Stephanie reagerer kraftigt på larm, forstyrrelser og rod, derfor har hun indimellem brug for et frikvarter fra familielivet.

"Man oplever alting mere intenst end folk, der ikke er særligt sensitive. Så selv oplevelser, der for nogen er meget banale, kan for mig være utroligt overvældende. Som så mange andre kan jeg godt finde et ekstra gear i en periode, fordi jeg skal, men lige pludselig ramler det bare, og så kan jeg blive enormt trist og pirrelig over for min mand og min datter. Der skal ingenting til for at få mig ud af flippen.

Jeg kan ikke overskue ting, jeg kan ikke huske ting, jeg bliver utroligt lyd- og lysfølsom, jeg sidder bare og stirrer ud i luften og har brug for ro. Min mand kan nævne utallige eksempler på, at jeg har lagt mig ind i soveværelset og trukket gardinerne for, og så er jeg faldet i søvn af ren og skær udmattelse. Men det kan jeg ikke gøre helt på samme måde nu, hvor jeg er blevet mor", fortæller Stephanie.

De seneste fire år har lille Rosa nemlig krævet sin mors opmærksomhed. Så nu lægger Stephanie puslespil og bygger Lego, selv når hun allermest bare har brug for at smide sig på sofaen efter en lang arbejdsdag.

"Der er stadig nogle dage, hvor jeg næsten ikke kan rumme, der bliver talt til mig hele tiden. Efter Rosa er blevet ældre og begyndt at tale, spørger hun hele tiden om en masse ting. Jeg skal forholde mig til tusind ting hele tiden. Der skal jeg virkelig finde ind til et helt særligt sted i mig selv for at kunne være i det. De dage, hvor overskuddet ligger på et meget lille sted, søger hun væk. En løbetur eller en timeout i soveværelset tager som regel toppen af frustrationerne."

"Jeg øver mig i at trække mig i tide, for ellers ødelægger jeg stemningen. Så bliver jeg mut og indelukket, og det er ikke fair over for Rosa og hendes far. Sådan en weekend, hvor vi bare er herhjemme, er det næsten sikkert, at jeg får brug for en pause. Og så føler jeg mig forkert, for jeg burde jo synes, det er hyggeligt at være samlet.

Men der er hele tiden nogen, der spørger mig om noget, stiller krav til mig og vil engagere mig i ting. Der er det tit, jeg lige tager en halv time inde i soveværelset, kigger ud i luften og puster ud, for jeg finder enorm fred i at være alene. Så laver de noget andet imens, og så kommer jeg meget gladere og mere omgængelig ud på den anden side", siger Stephanie.

Underskudsmor

Under barslen trodsede Stephanie fødselsdepressionen og trillede troligt på mødregruppebesøg en gang om ugen. De andre mødre mødtes jævnligt for at sludre og tage på lagersalg, de gik til babyrytmik og babysvømning og udviste i det hele taget kæmpe overskud. Stephanie besad ikke en brøkdel af den energi, de andre mødre gjorde. Efter blot et par timer i selskab med seks babyer, der græd på skift, og deres snakkesalige mødre var hun komplet mørbanket.

Stephanie forbandede sit sensitive sind for at spænde ben for barselshyggen og følte sig bagud på morpoint fra start. Alligevel slæbte hun sig selv afsted til både babysvømning og salmesang, for Rosas skyld, men det var ikke holdbart i længden.

"Vi var til babysalmesang én gang. Da jeg sad der, tænkte jeg, hvorfor er vi her? Jeg var superstresset. Der var en masse mennesker, jeg ikke kendte, og jeg ville bare gerne hjem", husker Stephanie.

I en lang periode efter fødslen var det, som om nederlagene stod i kø. Heller ikke amningen forløb gnidningsfrit.

"Jeg syntes, det var klaustrofobisk og omklamrende, jeg nød det overhovedet ikke", fortæller Stephanie.

Efter at have kæmpet med brystpumper og ubehag i månedsvis, troppede hun grædende op hos sin læge, som rådede hende til at indstille amningen. Der var ingen vej uden om ammestoppet, men skyldfølelsen forfulgte hende længe efter.

"Jeg følte ikke, jeg gjorde, som en rigtig mor burde gøre. Gang på gang har jeg skullet forsvare, hvorfor Rosa fik flaske. Hun fik også tit færdigkøbt grødmix, for jeg havde ikke overskud til at stå og blende grøntsager til mos. Der er så mange forventninger til moderskabet, og det er også en del af det at få en fødselsdepression, for man føler ikke, man kan leve op til alle idealerne. Men jeg har jo fået et fint barn ud af det alligevel", konstaterer Stephanie, der ellers i lang tid følte sig utilstrækkelig som mor.

"Jeg havde dårlig samvittighed over ikke at være sådan en supermom, der ammede og tog hende med til babysvømning to gange om ugen. Det gjorde alle mødrene omkring mig jo. Som særligt sensitiv kommer man nemt til at føle sig forkert, fordi man ikke kan overskue og rumme lige så meget som alle andre. Samfundet er gearet til sociale og udadvendte mennesker, derfor har jeg altid en grundlæggende følelse af, at det er mig, der er off, og at jeg burde have et større overskud. I bund og grund har jeg altid haft et ønske om at være ligesom alle andre."   

LÆS OGSÅ: Kære mor, husker du at passe på dig selv?

Særligt sej

Psykologhjælp og antidepressiv medicin blev Stephanies vej ud af fødselsdepressionen. Fire måneder efter fødslen begyndte tågen så småt at lette.

"Jeg fandt ud af, at jeg egentlig godt kunne det her", siger Stephanie, der som særligt sensitiv er udstyret med en særdeles brugbar superkraft.

Modsat mange andre småbørnsmødre fandt hun nemlig langt fra den rutineprægede hverdag med et spædbarn på hoften kedsommelig. Tværtimod beroligede det hende at vide, hvad der skulle ske på hvilket klokkeslæt. Særligt sensitive trives som regel godt med struktur. Siden har Stephanie forsøgt at se forbi udfordringerne og fokusere på styrkerne ved at være mere sensitiv end flertallet. For de er der skam. For eksempel er fordybelse en af Stephanies absolutte spidskompetencer. Sammen kan mor og datter bruge timevis på at tegne sommerfugle, lave perleplader eller tælle naboernes cykler.

"Når det regner, sætter vi os ud på altanen sammen. Så sidder Rosa på mit skød, og så kigger vi på regnen, der falder. Det giver os begge sådan en dejlig ro. Jeg er ret god til at få min datter helt ned i gear, når hun er oppe at køre, og fornemme, når hun er ked af noget. De dage, hvor hun kommer trist hjem fra børnehaven, taler vi altid om de svære følelser, for det er vigtigt at kunne sætte ord på, hvordan man har det indeni. Med en krudtugle på fire er der fart på hverdagen. Der er indkøb, der skal ordnes, legeaftaler, der skal arrangeres, og konflikter, der skal håndteres."

For nyligt fik Stephanie endnu en lektion i krisehåndtering af en miniput, da Paw Patrol-hvalpen Chase, pludselig var sporløst forsvundet fra lejligheden på fjerde sal. Yndlingsfiguren var heldigvis ikke løbet langt væk, men eftersøgningen er et godt eksempel på de spontane behov, der kan opstå i en børnefamilie. Hvis ikke man styrter rundt og leder efter forsvundet legetøj, smørrer man knækbrød eller tager imod ordrer fra mindsteministeren. Alt sammen inden for fem minutter. Det er mange gøremål at forholde sig til. Specielt for en særligt sensitiv, der ofte er fordybet i sine egne tanker.

"Før i tiden kunne jeg gå og bruge hele dagen på at spekulere og bekymre mig, men Rosa tvinger mig ofte til at sætte tankerne på pause og være til stede lige nu og her, og det, tror jeg, er sundt", siger Stephanie, der nu også har fået mod på at få et barn mere.

"Hvis du havde spurgt mig for to år siden, havde jeg sagt nej til en to’er, men nu er Rosa blevet ældre. Hun kan selv tage tøj på og gå på toilettet, og næste gang er jeg forberedt på kaos. Jeg har altid vidst, at jeg ikke skulle have børn lige efter hinanden, så tror jeg, det var endt i endnu en fødselsdepression."

Et fleksibelt deltidsjob har hjulpet Stephanie med at finde den rette balance mellem arbejdsliv, familieliv og alenetid. Hun og ægtemanden skiftes til at hente Rosa fra børnehaven, men onsdag holder mor hviledag. En ugentlig fridag fra alle forpligtelser giver Stephanie mulighed for at gøre midtvejsstatus, lade op og samle fornyet energi. Hverdagen med en fireårig er sjældent nem, men den er uden tvivl alle krumspringene værd.

"Jeg fik en hård start på moderskabet, men hvis der er noget, de sidste fire år har lært mig, så er det, at der er mange måder at være mor på, og at alting ikke behøver at være lyserødt fra start for at blive godt. Der gik lidt tid, før jeg udviklede de der hjertelige følelser for Rosa, men nu er min kærlighed til hende til gengæld så stor, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg tror ikke, jeg får en fødselsdepression igen, men hvis jeg gør, ved jeg, at jeg godt kan klare mig igennem den, for det har jeg gjort én gang før."