Signe Lindkvist: "En prinsesse skal have sten i skoen"

Prinsesser er noget af det kedeligste og mest virkelighedsforvrængende, der findes. De er altid perfekte og yndige, aldrig snavsede eller ulækre. De er endimensionelle, og jeg har aldrig mødt en prinsesse med selvironi. Og hvis jeg nu havde været en fotomodel, der var 180 centimeter høj, havde lange øjenvipper og en perfekt kjole, så ville jeg også selv synes, jeg var kedelig.

LÆS OGSÅ: Jeg er en god mor, fordi jeg er en dårlig mor

Prinsessefiguren bliver først interessant, når børn tager et tylskørt uden på flyverdragten og forsøger at være prinsesser. Så det er den figur, jeg prøver at skabe. Jeg vil have en kæmpe selvironi, jeg vil være det modsatte af idealet og have en stor kærlighed til det ukorrekte. Hvis jeg går på line, skal jeg gøre det på hovedet. Figuren skal kunne grine ad sig selv, for det er noget af det vigtigste i denne her verden, som børn også skal lære. For hvis man kan dét, bliver alting meget nemmere.

Forbilleder skal helst være forkerte

Den mest interessante prinsesse er Ariel fra Den Lille Havfrue, fordi hun hellere vil være et menneske og egentlig er pisseligeglad med at være prinsesse. Karakterer er kun interessante, når de har en søgen, der går imod det, de er. En sten i skoen. Derfor bliver man træt af Disney-prinsesser, eller H.C. Andersens prinsesser, for den sags skyld. Hvis en figur ikke har noget forkert i sig, så har du ikke noget, du kan identificere dig med.

LÆS OGSÅ: Onkel Reje: "Man skal ikke skåne børn for bandeord"

I virkeligheden forsøger jeg nok at være mere Pippi end Disney, både som cirkusprinsesse og som mor. Pippi har det dér vidunderlige spændingsfelt, hvor hun både kan rumme det sørgmodige og det legende. Hvis man fortolker de roller, jeg har spillet, vil man kunne se Pippis grundegenskaber skinne igennem. Jeg elsker altid dem, der er ukorrekte, dem der er udenfor. Om det så er bjørnen Bruno eller en lille hund, der bare gerne vil være med i cirkus, så forsvarer jeg altid de svages standpunkt.

Jo hurtigere børn selv kan lære at tage vand og smøre sig en mad des bedre. For det at være barn er én lang løsrivelse. Da jeg var otte år gammel, sendte min mor mig alene til Grønland, hvor jeg skulle besøge min moster. Jeg skulle både med fly og helikopter og rejste rundt med den der snor om halsen, hvor der står ‘hej, jeg er alene, vil du ikke nok hjælpe mig’. Det var frygteligt, men da jeg kom hjem, var jeg tolv centimeter højere. Den følelse er sindssyg vigtig. Og det er sådan en selvstændighed, skolerne er gode til at skabe, men det er sværere for os forældre. I løsrivelsesprocessen er det ikke børnene, der har problemet, det er os selv.

LÆS OGSÅ: Eksperterne om fremtidens forældre: Vi vil kræve retten til at være sammen med vores børn tilbage

LÆS OGSÅ: Mor til to: ”Når mine børn kalder mig ved mit fornavn, anerkender de, at jeg er en person med et liv"

LÆS OGSÅ: Anders Lund Madsen: Jeg er meget, meget glad for at være voksen