Trygge børn med to hjem
Forældresamarbejde er nøglen til et velfungerende delebarn. Foto: Colourbox

Trygge børn med to hjem

For mange er glæden ved at blive tre eller fire stor, men det sker, at den lille familie falder fra hinanden. Når idyllen krakelerer, og børn på grund af skilsmisse skal have to hjem, er det vigtigste, at far og mor formår at samarbejde og hele tiden huske på, hvad der er bedst for barnet.

Faktaboks

Lola Jensen har arbejdet som familievejleder i mere end tyve år, skrevet bøger til Familien Danmark, produceret videoer og deltaget i TV-programmer om børneopdragelse.

Desuden holder hun kurser for både vordende, nybagte og erfarne forældre.

Faktaboks

Er du tæt på en forælder, der er blevet skilt, så husk at det gør ondt. Her er en række råd, hvis du vil hjælpe din ven eller veninde godt igennem den svære tid.

Vær tålmodig og lyttende.

Drop kritikken og støt op – selv om opdragelsen sejler i en periode. Vær overbærende over for aflyste aftaler.

Tilbyd at tage ansvar for det praktiske, når I skal mødes – stå for eksempel for middagen, uanset hvor I skal være.

Hjælp til, når du er på besøg – behovet er der helt sikkert! Men stoltheden kan gøre det svært at bede om hjælp.

Skilsmisseforældre har både perioder med og uden børn – gør dit bedste for at matche det aktuelle behov for enten voksentid eller børnehygge.

Skilsmisse er en krise for de fleste, og der er både gode og dårlige dage.

Men husk, at din ven eller veninde stadig er det samme menneske – og at overskuddet vender tilbage en dag.

Merete er netop fyldt to år og fik til sin fødselsdag en ny dukke hjemme hos mor. Nu skal hun på weekend hos far og vil gerne have sin nye dukke med. Mor synes ikke, dukken skal med Merete hjem til far, men det skal hun nu ikke blande sig i, siger familieterapeut Lola Jensen, der bruger en del af sin tid på at rådgive skilsmisseforældre.

„Mor kan sige til far, at han skal huske at spørge Merete, hvor dukken skal være, når weekenden er omme. Dér er nemlig samarbejdet,” siger Lola Jensen. Merete vil på den måde opleve, at hun selv får lov at bestemme, hvor legetøjet skal være – fordi hendes forældre formår at samarbejde om at hjælpe hende. Og for Merete kan det være trygt at have dukken med frem og tilbage imellem hendes to nye hjem.

Samarbejde frem for alt

Familieterapeuten mener, alle forældre burde tænke:
„Vi har valgt at være to om det her barn, og derfor er det optimale at være sammen. Hvis vi bliver skilt, må vi tage hensyn til børnene, så det ikke går mere ud over dem, end højst nødvendigt.”

LÆS OGSÅ: Skilsmisse: Sådan får I en god deleordning

Lola Jensen ved godt, det er svært og hårdt, og at der i perioder vil være mistillid mellem forældrene. Hvis det sker, er hendes råd:

„Det er i orden at tænke, den anden part har dårlige motiver, men lad være med at vise det til barnet. Tag diskussionen med hinanden i stedet.” Hun nævner, at børn hurtigt kan komme i loyalitetskonflikt, hvis mor rakker far ned, eller far udspørger om mors nye kæreste. Og det er ikke rimeligt.

„Forældre, der går fra hinanden, vil ofte føle sig vraget, men de skal huske på, at barnet har brug for både en far og en mor,” siger Lola Jensen. Meget små børn har imidlertid også brug for en tryg base, og derfor vil den ene part næsten altid føle sig som taber.

Her bor jeg

„Vi kan ikke holde fast i kernefamilien, for vi lever i en ny tid. Det er vigtigt, at barnet får holdepunkter i de nye familierelationer, vi ser. For den identitet og dannelse, der sker i et lille barn, er det nødvendigt for barnet at kunne sige:
”Her bor jeg” – i stedet for at det bliver ”Dér bor mor, dér bor far, men hvor bor jeg?” understreger familievejlederen.

Derfor må én af forældrene også give slip og lade barnet have base hos den anden forælder. Især i det allerførste år skal tilknytningen være stærk til ét hjem. Det er ikke kun hårdt for den modsatte part, men også for eksempelvis bedsteforældre, der ikke længere skal regne med mange overnatninger fra barnebarnet.

„Bedsteforældre må tænkes ud, hvis forældre bliver skilt, mens deres børn er meget små. Børn kan ikke magte så mange baser,” mener Lola Jensen.

I ferier må forældrene også tilsidesætte eventuelle egne behov for lange rejser af hensyn til barnet. Den primære forælder bør kun være væk fra barnet to til fem dage og maksimum en uge, indtil barnet er over tre år, hvis ikke barnet skal tage følelsesmæssige tilbageskridt. Den forælder, barnet ikke bor hos, har større frihed i forhold til adskillelse men skal stadig huske den kontinuerlige kontakt.

Det sure med det søde

„Man må tage det sure med det søde. Har man valgt at være den primære voksne, må man også sørge for at gå til tandlægen, klippe negle og købe lussekur. Det er ikke rimeligt, at den sekundære voksne, der har færre dage om ugen med sit barn, skal tage sig af den slags praktiske gøremål,” siger familievejlederen, der opfordrer skilsmisseforældre til at skabe trygge rammer for de små børn.

LÆS OGSÅ: 5 typiske konflikter: Sådan stopper I skænderierne

„Fra treårsalderen kan børn godt forstå, at der er forskel på, hvad man må hos henholdsvis mor og far, og så bliver det hele lettere. Barndommen går så stærkt, og det drejer sig om et par år, man må tilsidesætte sine egne behov, fordi små børn er så skrøbelige. Og det skal ikke testes, hvad de kan holde til,” afrunder Lola Jensen bestemt.

Barnets reaktion efter alder

Når mor og far bliver skilt, er det forskelligt hvilke reaktioner, der kommer fra barnet og hvilke hensyn, der skal tages, alt efter hvor gammelt barnet er. På næste side kan du læse, hvordan børn på 0-4 år typisk reagerer på bruddet.

Tryghed er meget vigtigt

Et barn mellem nul og et år er bange for at miste, og hvis det bliver holdt for meget væk fra sin primære person, vil barnet savne og klynke. Derfor er det vigtigt, at ’anden part’ respekterer barnets behov, for at de to kan opbygge en tæt og god relation.

Faste aftaler om dage, hvor ’anden part’ kommer og er sammen med barnet i dets hjem, er en rigtig god idé, så der bliver indarbejdet en rolig rytme. Måske får de to endnu mere sammen, end de havde før skilsmissen.

Jo tættere barnet er på ét år, jo færre overnatninger bør der være hos ’anden part.’ Men i løbet af året får barnet en større robusthed over for forandringer. Når det nærmer sig to år, kan det sagtens have en fordeling på 11 dage i det primære hjem og tre dage i det sekundære hjem over to uger. Med tiden måske endda en fem-ni fordeling mellem de to hjem.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns tics

I denne alder er det vigtig, at barnet ikke oplever svigt. ’Anden part’ må være omhyggelig med at overholde sine aftaler. Telefonopringninger fra ’anden part’ én fast dag om ugen kan begynde her.
Hvis barnet er yngre, kan det blive ulykkeligt over at høre mors eller fars stemmer.

Mere end én ugentlig opringning kan hurtigt blive en belastning for alle parter. Og primær person bør aldrig ringe for at snakke, når barnet er i sit sekundære hjem.
Primær person er defineret som den person, barnet bor hos. Anden part er defineret som den person, barnet ikke bor hos.

Reaktionen afhænger af samarbejdet

Forældre kan undgå, at der kommer nogen særlig reaktion fra børn, hvis de bliver skilt i barnets første leveår – under forudsætning af at de formår at samarbejde om, hvad der er bedst for det lille barn.

Hvis forældre går fra hinanden, når barnet er et år, vil der formentlig komme en voldsom reaktion. Barnet bliver fortvivlet og vil holde meget fast i den ene af forældrene. Typisk vil det være mor, med mindre far har holdt barselsorlov og været meget nærværende – eller hvis der er en mindre søskende, der lægger beslag på mor.

Et barn mellem to og fire år kan også reagere kraftigt på en skilsmisse, men her er den væsentlige forskel fra de mindre børn, at forældrene kan tale med barnet.
Forældre må gemme egne frustrationer væk og lade deres barn være vred og sørge, for så bliver barnet trygt.

Hvis der ingen reaktion kommer fra barnet, kan det være fordi, barnet holder det inde, og det er ikke hensigtsmæssigt. Hjælp børn til at tale om, hvordan de har det med forandringerne.

Én fast base er det allervigtigste

Det allervigtigste, for et barn i denne alder, er, at han eller hun har én fast base. Derfor kan det ikke undgås, at en af forældrene vil føle sig som taberen i en periode.

Selv om begge er lige kompetente som forældre, vil det typisk være mor, der bør være primær person, når bruddet sker i barnets første leveår.
Her er det omsorg, ømhed og eventuelt amning, der er babyens vigtigste behov. Hvis mor bliver den primære person, kan det ikke undgås, at far som ’anden part’ vil føle, at han taber terræn i den første tid.

Forældre kan ikke forklare et barn i den alder, hvad der sker, men barnet er bevidst nok til at mærke forandringerne og vil kæmpe for sin base. Det vil være hårdt for begge forældre at opleve, at barnet bliver ulykkeligt ved afhentning og afleveringer, så det handler om at skabe en skånsom overgang.

Når barnet er over tre år, er det muligvis så robust, at det kan klare en ligelig fordeling mellem mors og fars hjem, men det er stadig vigtigt, der er et primært hjem. Der kan komme konflikter i institutionen, som den primære person i barnets liv skal kunne følge op på.

Planlæg og tydeliggør samværet

’Anden part’ bør komme og besøge barnet i barnets eget hjem det første leveår. De to kan sagtens være alene, men det bør være på barnets trygge base. Lejlighedsvise overnatninger hos ’anden part’ kan barnet også rumme, men det skal afløse alt, der tidligere har været af overnatning hos bedsteforældre og andre, da barnet nu skal lære at forholde sig til to hjem.

Barnet skal stadig have et primært hjem, men det kan begynde at blive trygt ved et sekundært hjem i løbet af dette år. Rutiner er meget vigtige for et så lille barn, så her må mor og far forsøge at samstemme. En god idé er, at ’anden part’ har noget særligt med barnet, for at de to bliver tættere – for eksempel at gå til babysvømning eller gymnastik sammen en gang om ugen.

LÆS OGSÅ: Bubber: "Nærvær kan ikke skemalægges!"

Konkrete meldinger om samvær er en god måde at gøre barnet trygt på. Hav for eksempel et stort skema hængende, hvor barnet kan tælle dagene, til han eller hun skal hjem til mor eller far igen. Hvis ’anden part’ henter i institution vil det typisk være lettere for barnet, end hvis overleveringen sker i det primære hjem, hvor barnet kan føle sig revet væk fra basen.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kærlighed og Familieliv