Mad
SPONSORERET indhold

Små kokke er mindre kræsne

Jo tidligere du tager dit barn med i køkkenet, jo bedre. Det stimulerer barnets nysgerrighed, sanser og forebygger kræsenhed.

Af:: Christina Ove Holm
12. feb. 2015 | Børn | Vores Børn

Du kender det sikkert: Du er kommet sent hjem fra arbejde, ungerne er trætte, og det er du også. Madlavningen er noget, der skal overstås, og du overvejer slet ikke at inddrage børnene – det er for besværligt, og du orker ikke smørfingre på skabslågerne og mel på gulvet.

Hvis du har det sådan, er du ikke ene om det – faktisk deltager kun fire procent af de danske børn mellem tre og 18 år i den daglige madlavning på hverdagsaftener, fremgår det af en analyse fra Coop fra 2012.

Det bør der laves om på, mener to børnekøkkeneksperter, som Vores Børn har talt med.

– Mange forældre synes, det sviner for meget. Og det er også rigtigt, men efter min mening opvejer de mange fordele svineriet, siger kok og børnekogebogsforfatter Katrine Klinken.

En af de største gevinster ved at invitere børnene med hen til kødgryderne er, ud over en rar tid sammen i ulvetime og efterfølgende ro ved middagsbordet , at de får en forståelse af, hvad mad er, hvor mad kommer fra, og hvordan man laver råvarer til et måltid, forklarer hun.

– Det kan virkelig være en aha-oplevelse for børn at se en gulerod blive revet eller et æg blive slået ud. Og det, at vi spiser dyr, er nyt og spændende for mange børn, siger hun.

En naturlig interesse for mad

Det er ikke alene en god ide, at børn er med i køkkenet, men bør være en del af børns opdragelse fra de er små. Det mener ernæringsformidler til småbørn og stifter af Babybite.dk, Charlotte Seeger.– Når børn bliver introduceret for madlavning i en tidlig alder, bliver mad og måltider en del af deres bevidsthed på en naturlig måde. At smage, dufte og føle alverdens råvarer er fundamentet for en fuldstændig naturlig interesse for mad, som vil følge dem altid, siger Charlotte Seeger.Men hvad gør man, hvis man bare ikke orker børn i køkkenet, når madlavningen skal klares i et snuptag?– Det handler simpelthen om at indstille sig på det. Prioriter det! Det skal ind under huden på forældrene, at børn i køkkenet er en naturlig del af familielivet. Det behøver slet, slet ikke være besværligt. Når forældre og børn først har vænnet sig til, at de går i køkkenet sammen, bliver det hurtigt sjovt og lærerigt for børnene, ligesom de allerede som tre-fire-årige ligefrem kan være en hjælp i køkkenet, siger hun. Det er også værd at tage med, at selvtilliden får et hak opad, når barnet deltager i madlavningen:– Børns selvtillid får et hak opad, når de oplever succesen ved at lave et måltid, der kan nydes i fællesskab bagefter. De bliver så stolte, og det stråler ud af dem. Børn får bygget en god portion selvtillid, når de får lov til at være med i køkkenet, siger Charlotte Seeger.Et andet argument for at tage ungerne med til kødgryderne er, at de er vilde med at få ansvar:– Børn kan rigtig godt lide at være en del af noget rigtigt. En del af familiefællesskabet i stedet for ren restaurant, siger Katrine Klinken.

Kurerer kræsenhed

Mange forældre kæmper med kræsne børn. Men når et barn har været med til at skrælle rødbederne eller slå æggene ud til omeletten, er maden på middagsbordet pludselig knap så skræmmende.

– Når børn er i køkkenet, bruger de alle deres sanser. De smager på mange flere råvarer, end de ellers ville gøre, de dufter til maden på en anden måde, og de har bogstavelig talt fingrene helt nede i maden. De får stimuleret deres nysgerrighed over for mad – og det er med til at forebygge kræsenhed, siger Charlotte Seeger.

Katrine Klinken mener, at kræsenhed ligefrem kan kureres ved at tage børnene med i køkkenet:

– Når ungerne har brugt energi på at lave det, er de også mere nysgerrige efter at smage det. Men det er vigtigt, at de voksne ikke bare dikterer, hvad børnene laver. De skal have frihedsgrader, som for eksempel at få ansvar for at røre en dressing, selv smage den til og finde ud af, om der måske skal ketchup eller citron i, siger hun.

Kilder: Kok og børnekogebogsforfatter Katrine Klinken og ernæringsformidler til småbørn og stifter af Babybite.dk Charlotte Seeger.

LÆS OGSÅ: Kræsen: Sådan får I madglæden tilbage i familien

LÆS OGSÅ: Kræsen: Hvordan pepper jeg børnemenuen op?!

LÆS OGSÅ: 9 grunde til at tage dit barn med i køkkenet