Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Søvn: Sådan gør du, når din femårige ikke vil falde i søvn for sig selv

Hvad gør man, når børnene bliver så store, at de bare kan stå ud af sengen, hvis de ikke vil sove? Få eksperternes gode råd her.

Faktaboks

Søvneksperterne

Jeanette Wegge-Larsen

Sovecoach, socialpædagog. Har i otte år hjulpet familier til bedre sovevaner. Driver hjemmesiden sovecoach.dk.

Helen Lyng Hansen

Sundhedsplejerske, forfatter. Har bl.a. skrevet Helens bog om børn og søvn og driver hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk.

Marian Petersen

Søvnforsker, foredragsholder. Har i over ti år forsket i søvn og har en doktorgrad i emnet fra Lund Universitet. Tilknyttet det private søvninstitut scansleep.dk.

Når dit barn fylder fem år, skal han gerne kunne falde i søvn for sig selv og sove gennem natten. Men det kan dog skabe problemer ved sovetid, fordi han er blevet så stor, at han nu kan lege og selv stå op, hvis han ikke vil sove. 

LÆS OGSÅ: 5 udfordringer ved søvn – sådan gør du

Vi har spurgt søvneksperterne, hvad man gør, hvis han hellere vil snakke, lave en hule under dynen, have vand og så videre? Hvad gør man, hvis han bare står op, når man går?

Uanset hvor sent han er faldet i søvn, vågner han altid tidligt om morgenen. Udover at have svært ved at falde i søvn, vågner han stadig flere gange hver nat. 

Jeanette Wegge-Larsen,


sovecoach

På samme måde som med de mindre børn har måden, jeres søn falder i søvn på, betydning for hans opvågninger og forventninger til hjælp i løbet af natten. 

Når han er så gammel og kan stå op af sin seng, handler det om at være meget tydelig og virkelig sælge ideen om nye vaner til ham med stor overbevisning. Han er nødt til at forstå, hvad det er, I ønsker af ham, og hvis I serverer budskabet rigtigt og indfører jeres plan gradvist, så vil han kunne se en fordel i at samarbejde omkring det. 

Ofte oplever jeg, at forældre til større børn faktisk har glemt at fortælle børnene, hvad det er, de ønsker fra dem. Børn vil som udgangspunkt gerne samarbejde – de skal bare vide, hvad de skal samarbejde omkring. Det, I oplever, er en kultur eller vane, som er blevet måden, I putter på, og som han i høj grad forventer. Det gode ved vaner og kulturer er heldigvis, at det er noget, som vi kan ændre. 

LÆS OGSÅ: Søvn styrker dit barns helbred

Så læg en plan, og fortæl ham, at nu bliver tingene anderledes, nu er det meningen, at han skal lære at ligge selv i sin seng og falde i søvn. I kan også bruge tre mantraer og fortælle ham:

  1. At I godt ved, at han gerne vil have, at I sidder der, indtil han falder i søvn. 

  2. At det skal I nok gøre. 

  3. Men at I er nødt til lige at gå ud og ordne eller hente noget først. Og at I så kommer tilbage. 

På den måde laver I en aftale med ham, som han rent faktisk kan samarbejde omkring, fordi I har anerkendt hans behov og ønske. Og det nye bliver serveret gradvist, så det i begyndelsen kun er kort tid, at han skal ligge der selv. Dermed mindskes risikoen for, at han hopper ud af sengen. Over tid kan I forlænge tiden, I er væk, gå ud flere gange eller lave nye mål/aftaler med ham. Men husk, at det er jer, som serverer det nye og er rolige og overbevisende.

Desuden kan I lave en aftale om, at han får klistermærker på et ark, når han har ligget fint og ventet. Det synes mange børn er sjovt og motiverende. Når arket er fuldt, kan I lave noget hyggeligt sammen, som han godt kan lide. 

Undlad at fokusere på det, som ikke går så godt, men giv de gode ting ekstra positiv opmærksomhed, så han får lyst til mere af det. 

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske og forfatter

Det er rigtig vigtigt at finde ud af, hvorfor denne dreng har så svært ved at sove, og han har en alder, hvor man naturligt godt kan tale med ham om det. Forældrene skal ikke spørge ham, når det er sengetid, men prøve at finde en stille stund i løbet af dagen, hvor de får talt igennem, hvordan de fælles kan hjælpe ham til bedre at sove.Det er meget normalt, at hvis børn oplever noget svært i hverdagen, så vil det vise sig, når de skal i seng. Natten går så hurtigt, de mærker ikke tiden, når de sover, og pludselig er det morgen, og så skal de igen konfronteres med det, som er svært. Derfor kan de stritte imod søvnen. Det er derfor vigtigt, at finde ud af, hvordan hans hverdag fungerer. Bliver han drillet? Er han udsat for mobning? Er forældrene skilt, og har han svært ved det skift, der er mellem de forskellige hjem? Er han urolig for, hvad det betyder for ham, når der kommer en lillebror? Har han dårlige erfaringer med søvn – har han oplevet gråd og kamp og forbinder det at sove med noget, som ikke er rart? Der er rigtig mange ting, som kan spille ind.LÆS OGSÅ: Få styr på dit barns søvn efter sommertidSå skal man også overveje, hvor stort problemet er. Hvis det er et spørgsmål om at være hos ham i 15-30 minutter, og han så derefter sover godt, fordi han er faldet trygt i søvn, så er den tid måske givet meget godt ud. Man kan her også bruge ‘stryge-tøj-metoden’, så man er i nærheden, arbejder med noget og på den måde viser ham, at man har noget praktisk arbejde, som skal gøres, når han ligger i sin seng.Måske vågner han med gråd i løbet af natten, og det lyder, som om at han har mareridt. Er der noget, han er bange for? Drømmer han meget? Drømmer han om monstre, spøgelser, om at blive væk, bange for indbrudstyve eller lignende? Uanset indholdet af mareridtet er det vigtigt at hjælpe ham til ikke at være bange og få en eventuel frygt bearbejdet.Det vil nogle gange hjælpe, hvis han i en periode kan blive puttet så sent, at han med sikkerhed kan falde i søvn inden for cirka 15 minutter. Det er problematisk, hvis han bliver puttet kl. 20 og ikke sover, før klokken er 22 hver aften. Så bruger han to timer i sengen og bliver kun mere og mere frustreret, og det hjælper ham ikke til at falde i søvn. Derfor skal han ikke puttes, før klokken er 22. Og stille og roligt med små skridt, skal dette puttetidspunkt så rykkes frem, så han puttes kl. 21.45, 21.30, 21.15, 21.00 indtil man rammer det tidspunkt, hvor han er parat til at sove.LÆS OGSÅ: Gode putteritualer til dit store barnDet vil også kunne hjælpe ham med nogle helt faste rutiner omkring sengetid. At han tilbydes lidt godnatmad, før han skal sove. Det kan være et stykke rugbrød, eller måske en portion havregryn med mælk. I sengen kan han ligge og kigge i en bog, eventuelt lytte til en bog, der bliver læst højt. Men det vil være godt, at han ikke ser TV eller ligger med en Ipad eller lignende, da det appellerer til vågenhed. Det kan være godt at bruge samme putteritual i en længere periode.

Marian Petersen, søvnforsker

Det lyder udmattende – både for voksne og barn. Hvornår er det sengetid? Som hos alle – børn som voksne – bliver vi trætte på nogenlunde samme tidspunkt hver aften. Kunsten er at mærke og respektere trætheden. For at mærke trætheden skal man give adgang til dette. Det vil sige: Ikke for megen fysisk aktivitet 30–60 minutter før sengetid, ikke brug af stimuli som video, spil på pc, fjernesyn. Prøv at holde fast i ro op til sovetid. Energien, som aktivitet giver, har ikke en tænd-og-sluk-funktion, men tager tid at ‘komme af med’.  

De natlige opvågninger er naturlige, dog skal han lære blot at falde i søvn igen uden at være aktiv på nogen måde. Som femårig vil de fleste have lært dette. Overvej om der er noget, der forstyrrer søvnen. Snorker han? Snorken kan være ‘blot’ snorken eller forbundet med pauser i vejrtrækningen. Børn bør ikke snorke, hvis dette er tilfældet, kan det være årsagen til, at opvågningerne er mere regelrette vågenperioder end mikro-opvågninger. Ved snorken bør en han undersøges af en øre-, næse-, og halslæge.    

LÆS OGSÅ: Søvn: Bløde forældre har svært ved at putte

LÆS OGSÅ: Lær dit store barn at sove

LÆS OGSÅ: Jesper Juul: Børn kan lære at sove på 10 dage

Se, hvad vi ellers skriver om: Børns søvn, Baby og Tumling