Brug altanen om vinteren: 5 gode tip
SPONSORERET indhold

Brug altanen om vinteren: 5 gode tip

Altanen er guld værd i den lune, lyse tid, men mange glemmer, at altanen stadig har masser at byde på, når dagene bliver kortere og aftnerne koldere.

Af: Redaktionen Foto: PR
13. nov. 2019 | Bolig | ALT.dk

Morgenkaffe i sommersolen og lange lyse nætter. Danskerne forbinder ofte altanlivet med sol og sommer, men din altan har også noget at byde på i de kolde og lange vintermåneder.

Ulrik Knudsen fra altan.dk kommer med fem tip til, hvordan du får glæde af din altan hele vinteren:

Hold altanen grøn

Selvom solen er en sjælden gæst i løbet af den danske vinter, er der stadig rig mulighed for at holde altanen levende og sprudlende af planter. Med planter gør du din altan indbydende og grøn, så du får lyst til at træde ud på den lidt oftere og nyde den friske luft. Mange tror fejlagtigt, at altanen kun kan prydes med planter i de varme måneder, men der er mange planter, som trives uanset årstid. Det kræver selvfølgelig en vis robusthed at klare en mørk vinter og et til tider barsk klima med frost, tø og vinterblæst.

Når det er sagt, er der en del planter at vælge imellem. Med en google-søgning kommer man langt, men her er nogle få forslag til, hvor du kan starte. En lang række krydderurter som timian, rosmarin, salvie og persille kan du holde i live hele året og giver et sommerligt pift til madlavningen.

Hvis du har mere plads på din altan, findes der forskellige sorter af træer og buske, der egner sig godt til udelivet. Ceder, enebær og dværgfyr er gode bud på vinteregnede sorter, der pynter og giver liv på altanen. Hvis du er ude efter en plante med blomster, er julerosen ikke bare hårdfør men også dekorativ.

Vælg nogle vinterhårdføre krydderurter til din altan.
Vælg nogle vinterhårdføre krydderurter til din altan.

LÆS OGSÅ: Skab julestemning med julens skønneste blomster

Lys på altanen i de mørke måneder

Hvis der er noget, der tiltaler os danskere, er det hyggestunder med dem, vi holder af. Især i det mørke vinterhalvår er hyggen helt essentiel. Lys er én af de nemmeste og billigste måder – udover tæpper og puder – til at skabe ekstra hygge og gøre din mørke altan mere tiltalende. Det er oplagt at bruge lanterner med bloklys eller LED bloklys. Levende lys er selvfølgelig hyggeligst, men LED giver mere lys, er brandsikre og giver mulighed for at dekorere din lanterne med alt fra kogler til gran og mos. Lyskæder fungerer også ganske godt – og ikke kun til jul. De er dekorative og kan bruges på mange måder. De vikles rundt om gelænderet eller placeres i en kurv. Når julemåneden er over os, kan den markeres ved at flette gran om gelænderet.

Skab ekstra hygge på altanen med tæpper og lyskæder.
Skab ekstra hygge på altanen med tæpper og lyskæder.

Find hyggen ved at holde varmen

Kulden er hovedårsagen til, at altanen ofte står tom i vinterhalvåret. Derfor foreslår jeg, at du gør en indsats for at varme altanen op. Der findes mange muligheder for at gøre temperaturen mere tålelig. Der er de varmeløsninger, der kræver strøm, gas eller levende ild, og der er alt fra elektriske terrassevarmere, gasvarmere og bålfade. Overvej, hvad der helt praktisk kan lade sig gøre. Det er samtidig vigtigt, at du overholder reglerne i din boligforening, så tjek lige vedtægterne, inden du tænder op i levende ild. Hvis det ikke er tid til større investeringer, findes der andre og billigere alternativer. Helt lavpraktisk gør tæpper, puder, skind og hynder en stor forskel. Varmepuder er også en rar tilføjelse. Sidst men ikke mindst er parasollen eller markisen god til at skærme for vinden og holde på varmen.

En terrassevarmer er en god varmekilde på altanen.
En terrassevarmer er en god varmekilde på altanen.

Altanen er et ekstra køleskab

Hvis du simpelthen bare er kulskær og ikke er meget for den danske vinter, så er din altan velegnet til noget så praktisk som opbevaring. Det er et perfekt opbevaringssted for drikkevarer, når vejret bliver koldere – så er der altid kold øl, hvidvin eller cola ved hånden. Når temperaturen kommer under fem grader, kan altanen også substituere for dit køleskab og bruges til at opbevare madvarer. Det er særligt smart med den ekstra plads, når julefrokosterne er over os.

I Danmark griller vi altså året rundt

Kulde og sne er ingen undskyldning for at lade grillen i stikken. Vinteren er nemlig perfekt til at grille de stykker kød, der skal have lavere varme over lang tid. På den måde får din mad smagen af sommer, mens du slipper for at stå i kulden og vende bøffer. Det er efterhånden også tradition for mange at grille julens flæskesteg over varme kul. Vinterens rodfrugter, svampe og græskar bliver kun bedre af en tur på Weber’en. Hvis pladsen er trang, findes der særlige altangrill, der ikke fylder alverden.

Anbefalet til dig