Bolig: Lejlighed med retro-stemning og hjemmelavede møbler
SPONSORERET indhold

Lejlighed med retro-stemning og hjemmelavede møbler

Bor man medtre små børn i en lejlighed på fjerde sal på Nørrebro skal hver kvadratmeter udnyttes optimalt – også det superlækre tørreloft. Men så er det jo heldigt, at Mia Svenningsen og hendes mand kan bygge, sy og ikke mindst – tænke praktisk.

Af: Julie Vöge Foto: Anitta Behrendt
12. feb. 2013 | Bolig | ALT for damerne

Da Mia og Henrik for seks år siden købte deres 4. sals lejlighed på Nørrebro, besluttede de sig med det samme for at inddrage tørreloftet til reel beboelse. Og fra at have købt en bolig, der var okay i størrelsen til to, fik de pludselig, hvad der føltes som rigtig meget plads.

Bygger selv møbler

Mia er uddannet pædagog, og Henrik arbejder som pædagog. Det giver selvsagt ikke jordens mest fyrstelige lønninger, og derfor er det ekstra praktisk, at Henrik er handymand. Han har selv bygget flere af hjemmets møbler, hvilket ikke bare har gjort løsningerne billigere, men også givet mulighed for at designe dem, så de opfylder familiens behov for opbevaring. Møblerne tæller blandt andet en lang radiatorskjuler på tørreloftet, som har låg og opbevaring bagtil, en spisebænk med indbygget rum og smalle hylder i køkkenet og på badeværelset, der præcis udnytter rådighedspladsen.

Rent stilmæssigt bærer boligen præg af parrets hang til at blande loppefund med nyt design og ja, de hjemmelavede møbler.

– Både Henrik og jeg kan godt lide at omgive os med ting, som har været i familiens eje i generationer. Og samtidig har vi en forkærlighed for interiør og dimser, der stammer fra vores egen barndom. Derfor var vi f.eks. heller ikke det mindste i tvivl om, at vi havde et sandt loppefund mellem hænderne, da vi stødte på de gamle hattehylder fra DSB. Det minder os om mange ture i sommerlandet, da vi var børn, siger Mia.

Læs også på Boligliv.dk: Sådan fornyer du nemt din entré



Til venstre: Flydersofaen er to sofamoduler fra Bolia, der er klikket sammen. Lænestolen er en arvesag fra Henriks bedsteforældre og var oprindeligt med brunt læder. Nu er den ombetrukket med Marimekko stof. Tapetet er fra Mandrup-Poulsen, gulvtæppet fra House Doctor, mens hestebilledet er fra Kina.

Til højre: DSB-hattehylden over sofaen er fundet på et loppemarked. For at tilføre den grå sofa liv og beskytte stoffet fra de værste børnesnaskfingre, har Mia lagt tæpper og duge på siddefladen. Her er det en 70'er-dug fra hendes farmor. Henrik har selv lavet sofabordet, der er så bredt, langt og lavt, at børnene bruger det meget til at lege på, og samtidig er der stadig plads til mor og fars tekopper.

Bliver i byen
Mia elsker at sy og har lagt nål, tråd og stof til det meste af børnenes garderobe. Men, også puder, sengetøj, hoppemadrasser og striklegetøj ses rundt om i boligen. Og stoffet må gerne være retrostoffer, ligesom en del af børnenes legetøj enten er arvesager eller købt brugt.

– Udover at sager med historie har sjæl, så er der også et bæredygtigt element i genbruget, som er tiltalende, fortæller hun.

Og nej, familien har ingen planer om at flytte på landet. De elsker Nørrebro. Især efter at lige netop deres kvarter gennem den sidste håndfuld år har oplevet en opblomstring af mængden af hippe cafeer, gode legepladser, grønne områder og veje, hvor biler ikke er velkomne. Det giver grobund for at rigtig mange ressourcestærke børnefamilier kommer til og bliver boende i området, og både Mia og Henrik elsker at være end del af det inspirerende nærmiljø.



Til venstre: Det gamle arkivskab, som stammer fra en gammel frakkefabrik, holder styr på familiens kreative arbejdsredskaber, som f.eks. tekstiler, papir, lim, tusser og sakse. Lampen hedder Caravaggio, mens spisebordet er lavet af en krydsfinerplade med malet overflade, tilsat ben fra Piet Heins Ellipsebord. Hylden over skuffedariet stammer fra gamle DSB-toge, fundet på et loppemarked.

Til højre: Ingen plads må gå til spilde, når man bor fem mennesker på 117 kvadratmeter. Derfor er der selvfølgelig indbygget opbevaringsrum i spisebænken, som Henrik selv har lavet af birkekrydsfiner.

Se også: 3 små lejligheder blev til én stor


Til venstre: Henrik har selv bygget den store sættekasse i krydsfiner, og malet den. Her udstilles fint, gammelt legetøj, vaser og andet pænt.

Til højre: Det store vitrineskab, som er et originalt køkkenskab, stammer fra naboejendommen. Parret reddede det fra storskrald, og gav det en gang maling. Det fungerer perfekt til musikanlæg, computer og cd'er.


Til venstre: Med sin lange og smalle form er køkkenet helt typisk for lejligheder fra 1930'erne. Elementerne er købt i Ikea, mens bordpladen er fra Silvan. Det hvide vitrineskab på væggen fulgte med lejligheden.

Til højre: Dekorerede fliser fra House Doctor er limet på vægreolens topplade. Udover at være dekorativt, er det en praktisk afsætningsplads til varme potter og pander.


Til venstre: Dobbeltsengen står fint inde under skråvæggen. Tapetet er fra Retro Villa. Nogle af puderne har Mia selv syet, mens den aflange er fra Lenniegogo.dk.

Til højre: På tørreloftet er der bygget en boks i rummet, der fungerer som Mia og Henriks soveværelse. For at optage mindst muligt plads er døren en skydedør, og der er isat et vindue ud mod børnenes rum, så forældrene kan holde øje med de små uden at skulle rejse sig.


Se også: Minilejlighed med farver og eksotik