Derfor kan du med fordel male dine vægge i andre farver end hvid
SPONSORERET indhold

Derfor kan du med fordele male dine vægge i andre farver end hvid

Flere og flere siger farvel til bare, hvide vægge i deres boliger. Men hvad er alternativet? Vi har spurgt Josephine Akvama Hoffmeyer, hvordan man får styr på farverne i sit hjem.

Af:: Marie Lodberg Foto: Andreas Stenmann / PR
01. mar. 2022 | Bolig | Eurowoman

Dine vægge er blege som skummetmælk. De trænger til nyt liv, frisk maling. Dit Instagram-feed overvælder dig med bloggerboliger i Miami-pasteller, men det er ikke der, du er. Din bolig må gerne fremstå klassisk uden at blive kedelig.

Så hvad gør du?

”Når du skal i gang med at male, så start med at tænke over, hvad de enkelte rum skal bruges til, og hvem det er, der skal bruge rummet? Er det teenagedatterens værelse? Forældresoveværelset? Stuen, hvor alle skal være?” spørger Josephine Akvama Hoffmeyer.

LÆS OGSÅ: Tør du male dine lofter i vilde farver? Mød boligbloggeren, der gør

Josephine Akvama Hoffmeyer
Josephine Akvama Hoffmeyer står bag designvirksomheden File Under Pop.

Hun er grundlægger af og kreativ direktør i File Under Pop, der specialiserer sig i design af overflader, farver, maling og fliser i ler og lavasten. Josephine Akvama Hoffmeyer mener ikke, at farver bare bør bruges som et dekorativt indslag i boligen. Hun mener derimod, at de kan bruges til at udvide rammerne for at være til, at farver kan skabe velvære. De kan ikke bare skabe glæde og begejstring. Med de rigtige toner kan farver også understøtte fordybelse, ro og stilhed.

”Jeg kan personligt godt lide, at der er lidt spænding mellem farverne i boligen. At man bruger kølige farver, der spiller op imod varme toner. Det kan være ret smukt, når en hvid med en blå tone møder en jordfarve,” siger Josephine Akvama Hoffmeyer.

For hvid er ikke bare hvid. Slet ikke.

”Der er mange forskellige toner af hvid. Hvid med sort, så den bliver støvet uden at blive grå. Hvid med en lillebitte smule rød, så den får en sart, sart antydning af lyserød, uden den virker lyserød. Eller hvid, der tilføres grøn, så den bliver frisk fremfor cigargullig. Og hvis man så har mod på lidt kraftigere farver, kan man male hoveddøren dyb, mørk midnatsblå.”

Josephine Akvama Hoffmeyer foreslår, at også loftet kan males, så det bliver ekspressivt, mens vægge og træværk har en mere dæmpet farve. Fordi loftet, i sagens natur, er over øjenhøjde virker farven ikke så iøjnefaldende. Et tænkt eksempel: Stuens vægge er svagt lyseblå, dertil et loft i brændt rustrød eller dyb flaskegrøn. Dog er det ikke nødvendigvis den bedste løsning med et markant malet loft, hvis boligen er lavloftet, for så kan det føles, som at loftet er ved at falde ned i hovedet på én.

File under pop
Alle elementer i dit hjem kan tåle en ny farve. Selv radiatoren får, som her, en klat grøn.

LÆS OGSÅ: Det skal du være opmærksom på, når du skal have nye gardiner

Paneler er en anden spiller, der kan få overraskende indflydelse. For det er ikke, som i de seneste 20-25 år, den eneste løsning at male dem hvide og heller ikke hverken hel- eller halvblank. Når boligen og dens ejer først har fået smag for farver, kan det være en fordel at male paneler i en kontrastfarve og gerne i mat maling – og ja, der findes faktisk typer af maling, som er vaskbare, selvom de er matte i teksturen.

Til dig, den ultrafarveforskrækkede, om end du ikke vil have det siddende på dig, har Josephine Akvama Hoffmeyer et sidste tip:

”Mal indersiden af skabsdørene, i klædeskabet eller i køkkenet. Smuk koral eller varm sennepsgul. Det er et dejligt overraskelsesmoment, når du åbner lågerne.”

File under pop

Anbefalet til dig