Ann Poulsen instagram kodeordeter
Foto: Ann Poulsen

Ugens instagram-bolig

Ann finder billige genbrugsfund: ”Mine FDB-spisebordsstole kostede 50 kroner – det var jeg ret meget oppe og køre over”

Med en hverdag på SU-budget er hun en mester i at finde cool vintage og genbrugsguld til lave priser. Det giver ekstra personlighed i en boligindretning - og er positivt for miljøet, mener Ann Poulsen. Mød kvinden bag boligprofilen @kodeordeter.

På et begrænset budget kan en forkærlighed for indretning måske synes lidt op ad bakke – men ikke for Ann Poulsen.

Da hun tre år siden sagde sit faste job op og begyndte at studere igen, satte det en naturlig stopper for, hvad hun i dag har råd til at købe. Men fordi hun elsker genbrug og vintage, gør hun i stedet en dyd ud af at finde pre-loved ting, som bare venter på at få plads i et nyt hjem. Også hvis der er noget, hun bare MÅ eje.

Hendes smukke, gamle sofa købt på DBA er fx stadig drejningspunktet i hendes indretning, og den er dét møbel, som det skærer mest i hendes hjerte at tænke over, hvis hun en dag skal skille sig af med den.

ALT.dk har talt med Ann om hendes bedste råd til en personlig boligstil, som hun deler ud af på Instagram-profilen @Kodeordeter:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Jeg hedder Ann, er 34 år og oprindeligt nordjyde. Jeg er studerende og bor i min andelsbolig på Islands Brygge, som jeg købte i 2013, da jeg flyttede hertil efter at have boet fire år i Aarhus.

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

Jeg har så længe, jeg kan huske, interesseret mig for boligindretning. Jeg er i tidernes morgen uddannet i en boligforretning, og da jeg var barn, rokerede jeg utrolig meget rundt på mit teenagerværelse på otte kvadratmeter med de få ting, jeg nu engang havde i sådan et lille rum. Men det var først, da jeg købte lejligheden her, at det for alvor tog fat. Nu kunne jeg endelig sætte mit helt eget præg på mit hjem: Lave den rå murstensvæg, jeg længe havde drømt om, male gulve og væggene i de farver, jeg ville, og så videre. Og det var også dér, at jeg for alvor begyndte at dele på Instagram.

Stue rå murstensvæg
Ann har sat sit helt eget præg på lejligheden med en rå murstensvæg.

Beskriv din stil?

Jeg indretter mig med meget genbrug, fordi jeg synes, at der er noget i det, at man finder ting, som man ikke lige umiddelbart kan gå ud og købe i enhver boligforretning. For mig skaber det et personligt hjem, når man indretter med genbrug og vintage. Personligheden har meget nemmere ved at skinne igennem, når tingene er nøje udvalgt og lidt specielle. Jeg vil gerne skabe et hjem, der emmer af hygge, så snart man træder ind.

Jeg vil derfor nok beskrive min stil som en blanding af farverig og retro-mix – og så er planter og keramik også en stor del af min indretning.

Hvad bliver du inspireret af?

Jeg bliver meget inspireret af ”at nulre rundt” i diverse genbrugsforretninger. Oftest er det som at træde ind i en tidslomme af forskellige trends, der har været i tidens løb, og dét mix er interessant, synes jeg.

Og så går jeg på opdagelse på Instagram, både blandt dem, jeg allerede følger, men også for at opdage nyt. Fx på diverse salgssider med genbrug. Der er så utrolig mange inspirerende mennesker derinde, og man kan finde stort set alt, uanset hvad man interessere sig for.

Sovevaerelse_3.jpg

Sovevaerelse_ny.jpg
I soveværelset kan man se at planter og keramik er en stor del af indretningen hos Ann. Reolen er fra String Furniture og stolen er fra H&M Home.

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

Min fine Le Klint-sengelampe, som jeg næsten ikke kan få armene ned over. Den passede perfekt ind, efter jeg havde lavet en make-over i soveværelset med den nuværende vægmaling.

Le Klint sengelampe
Ann's seneste køb er denne smukke sengelampe fra Le Klint.

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

Det må være min sofa, som jeg købte på DBA af et ældre ægtepar nogle måneder inden, at jeg flyttede til København. Og så også mine FDB-spisebordsstole, som jeg fandt til 50 kroner per styk i min hjemby – det var jeg ret meget oppe og køre over.

Sofa.jpeg
Skabet hedder STOCKHOLM og er fra IKEA, sofaen er købt brugt af et ældre ægtepar på DBA, den grønne farve på væggen er fra Beck & Jørgensen og farvekoden hedder 2024-N048. 
Spisebordsstole
Spisebordsstolene fra FDB har Ann købt for 50 kr. stykket.

Et drømmekøb, som du ikke har foretaget endnu?

Folkestolen af Børge Mogensen. Sådan et par har jeg længe ønsket mig. Jeg holder skarpt øje på diverse secondhand-salgssider i håb om, at nogen sælger dem billigt. Og så drømmer jeg også om at fylde en lille væg med farvede kubik-kasser.

Stue
Ann har sat et personligt touch på sin indretning med flot kunst på væggene.

Hvilke tanker gør du dig om økonomien i forhold til boligindretning?

For tre år siden opsagde jeg mit fuldtidsjob til fordel for en tilværelse på SU, og det har sat en naturlig stopper for, hvad jeg har råd til. Men jeg har altid elsket at gå på genbrugsjagt, og nu er jeg oprindeligt fra Jylland, så mine ture hjem til familien indebærer oftest en tur forbi diverse loppesteder.

Men hvis der er en ting, som jeg bare MÅ eje, forsøger jeg altid at finde det på diverse salgssider inden. Både i håb om at få det billigere - man er vel jyde - men også på grund af det miljømæssige aspekt. Der er så meget pre-loved derude, som bare står og venter på at få sin plads i et nyt hjem, hvor det kan blomstre op på ny.

Hvad høster flest likes, når du deler det Instagram?

Jeg renoverede køkken sommeren 2019, og det har siden været dét, der høster flest likes. Førhen var det min kære sofa.

Koekken_1.jpeg
De smukke sildebensfliser i køkkenet hedder Slash og er fra Alverdens fliser.

Det næste, der skal ske i jeres hjem?

Jeg renoverede køkken og bad i sommeren 2019, hvilket var ”en hård fødsel”, så der er - heldigvis - ikke nogen større renoveringer i sigte. Men derfor står den ikke stille. Jeg har stadig et ønske om at rykke helt rundt på inventaret i min stue og male væggene en anden farve end den grønne, jeg har nu, ligesom jeg gerne vil male vægge og karme ude i køkkenet. Jeg kan bare ikke beslutte mig for i hvilken farve…

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

Det må blive den romantiske stil med store, hvide vitrineskabe og hvide sofaer. Jeg er heller ikke vild med hvide savsmuldstapetsvægge overalt – der skal helst ske noget i form af farver eller billeder.

Mine tre favorit-Instagrammere?

Den er lidt svær for mig at begrænse mig på, men…

@thecopenhagennest – for deres bæredygtig indretning

@josefinejacobi – for at sammensætte skønne genbrugsfund med nyt

@kystland – for deres misundelsesværdige sommerhus

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

  1. Ændre de ting i hjemmet, som du selv kan: Riv tapet ned, mal trægulvet, paneler, døre eller vægge, og hold dig endelig ikke tilbage med farver – jo flere, jo bedre. Også gerne tone i tone.
  2. Køb kunst og keramik, som kan sætte et personligt touch på indretningen.
  3. Gå på genbrugsjagt i de små byer, der ligger rigtig ofte meget guld.

Hvilken ting holder du mest af i din bolig?

Hvis jeg skal komme med én ting, må det være min sofa. Det er ikke en ægte slænge-sofa, men den har altid været omdrejningspunktet i min indretning, og det er dén ting, hvor det skærer i hjertet at tænke over, hvis vi en dag skal skilles ad.

Sofa_ny.jpg

Følg selv Ann Poulsen på Instagram og se flere af hendes smukke billeder her:

Er din bolig helt unik, og vil du også vise den frem her på ALT.dk, så send os gerne et link til din instagramprofil til denne mail: lotte@alt.dk

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sociale medier, Boligindretning og Instagram