På tidsrejse i 50’er huset
En familie har indrettet sig moderne i et parcelhus fra 50’erne med alle de gamle detaljer intakte. Fine lister og lofter i mørkt træ og et gelænder med geometrisk mønster står her endnu, og det er helt bevidst.
Udefra ser parcelhuset fra 1959 ikke ud af noget særligt. Men indenfor venter overraskende og gennemtænkt arkitektur og detaljer i gedigne materialer. Og det var det, der fik den lille familie fra Østerbro i København til at tage springet og flytte ud af byen. Faktisk faldt de pladask for 50’erparcelhuset i Helsingør.
Da Mathilde og Christian for godt to år siden overtog huset, stod de dog over for en gennemgribende modernisering. Huset havde kun haft en enkelt ejer siden opførelsen i 1959, og det trængte i den grad til en opdatering. Det skulle dog til gengæld vise sig som en gave, at det arkitekttegnede hus netop fremstod så autentisk og tro mod den oprindelige ide. Det gjorde det nemlig på mange måder lettere at bevare husets sjæl og tidsånd.
50’erne lever
For Mathilde og Christian har det været en stor og vigtig opgave helt bevidst at fastholde husets 50’er-karakteristika. De har haft en meget fin sans for, nænsomt og med respekt, at fremhæve netop disse kendetegn og integrere dem i en moderne familiebolig.
Det, der i første omgang springer i øjnene, er de høje mørke trælofter, der overraskende rejser sig i husets fulde højde. Mange ville have valgt at male det hele hvidt, men træet giver en vidunderlig glød og varme til husets store åbne rum med stue, spisestue og køkken i et. Den store loftshøjde giver en fornemmelse af rum og plads. Og højden er også medvirkende til, at man meget fint kan bevare de mørke træsorter, huset er født med.
Dejligt befriende
Af andre skønne originale detaljer kan nævnes oprindelige trælåger i de indbyggede skabe i værelserne, et gelænder med et smukt geometrisk mønster mellem stue og alrum og de øverste køkkenskabe, der dog har fået en spændende opdatering med grønne plexiglaslåger.
Der er noget dejligt befriende og ærligt ved, at huset har fået lov at være det, det er, og ikke med det samme har fået den helt store tur med den hvide pensel.
Familien har på husets præmisser skabt et personligt og imødekommende hjem. Her er plads til alle, både børn og voksne – og husets egen historie.
IDE
Endevæggen er malet en svag rosa for at fremhæve dybden i rummet.
TIP
En enkel måde at give et rum personlighed på er ved at lade en af væggene have en farve. Her med fine aflange aqua-farvede fliser.
IDE
Har du også gamle overskabe med skydelåger, så kan du opdatere dem med nye låger af plexiglas som hjemme hos Mathilde og Christian. Tjek f.eks. hos interglas.dk
Hvem og hvor?
Hvem: Mathilde og Christian samt børnene Bjørk på 8 og Gertrud 6 år.
Hvad: Parcelhus fra 1959 på 115 kvadratmeter.
Hvor: Helsingør.