Susan Østdahl bolig instagram
SPONSORERET indhold

”Selvom vi har boet her siden 2014, er indretningen først ved at falde rigtig på plads nu”

Kom med indenfor i det fine og farverige hjem i Fredericia, hvor Susan Østdahl og hendes mand, børn og bonusbørn slår deres folder.

Af: Hanne Bang Foto: Privat
06. nov. 2021 | Bolig | ALT.dk

Det smukke hjem er fyldt af kreative farvesammensætninger og spændende løsninger, blandt andet det fineste pigeværelse og et smukt hjemmebygget spisebord, som Susans mand byggede til hende i bryllupsgave.

Det – og de gule reoler i køkken-alrummet – høster altid mange likes på instagram, og her kan du lære kvinden bag profilen lidt bedre at kende:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Mit navn er Susan Østdahl, og jeg 30 år. Jeg er født og opvokset i Fredericia, og vores hus ligger faktisk tværs over gaden fra mit eget barndomshjem. Man kan vel sige, at jeg aldrig rigtig nåede herfra i tide. Og nu har jeg så slået rødder og bosat mig her sammen med min mand, vores to fælles børn og mine tre bonusbørn.

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

Jeg fik en naturlig interesse for at udforske forskellige slags stilarter i boliger, da vi købte vores første fælles hjem i 2014. Det var et hus fra 70’erne, og vi har haft fingrene i alt udover husets ydre vægge. Heldigvis har vi begge to hænderne godt skruet på, for vi endte med at ændre virkelig meget på planløsningen af huset. Vi lagde mange rum sammen for at skabe et mere åbent hjem, og så prioriterede vi rene linjer og gode materialer.

Mit oprindelige fokus på instagram var egentlig at være nybagt mor, og det gode online fællesskab man kan finde derinde. Men hurtigt mærkede jeg en interesse indretningen af vores hjem, og i takt med at mine børn er blevet større, gav det god mening at bevæge sig mere i den retning.

Køkkenet er fra Kvik og den farverige løber er fra Haymat.
Køkkenet er fra Kvik, og den farverige løber er fra Haymat.

Beskriv din stil?

Eftertænksom. Og med det mener jeg, at rammerne skal være rolige, og at klassikere tit er klassikere af en grund. Mit hjem er mest overordnet store, lyse flader, men de seneste år har jeg tilføjet flere farver. Jeg er ikke særlig impulsiv, og jeg afvejer nøje farvesammensætningerne. Jeg vælger gerne farver, som ikke blot bliver malet over igen året efter. Selvom vi har boet her siden 2014, er indretningen først ved at falde rigtig på plads nu - og flere løsninger er vi begyndt at bygge selv. Så indretning hos mig må godt tage tid.

Hvad bliver du inspireret af?

Når jeg kommer rundt på besøg i andres hjem. Der er ikke noget, der fortæller mere om et menneske, end hvordan de bor. Det er tit der, jeg får en god idé. Derudover følger jeg selvfølgelig en masse inspirerende profiler på Instagram – som jo også er en anden måde at besøge folks hjem.

Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?

Mit hjerte banker for mine børns værelser. Især min datters som vi i starten af året ’byggede’ om til hende. Kombinationen af hule og seng i ét fungerer virkelig godt, og jeg har kunne leve min gule/lilla pastel drøm ud derinde. Nu hvor alle hendes utallige kreationer er flyttet ind, har værelset virkelig fået varme.

Sengen på Malous værelse har parret selv bygget. Den gule farve på væggen er fra Dyrup, væglampe fra Kongesløjd og dukkeseng fra Cam Cam Copenhagen.
Sengen på Malous værelse har parret selv bygget. Den gule farve på væggen er fra Dyrup, væglampe fra Kongesløjd og dukkeseng fra Cam Cam Copenhagen.

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

Jeg har netop købt 6 store 025 bogkasser fra Mistral Furniture i en dyb mørkegrøn farve. Efter at have set de lyse pasteller trende så længe, så glæder jeg mig lidt over, at de mørkere toner kommer frem igen. Den står i flot kontrast til andre møbler i rummet.

Det fine lyspanel i Malous garderobe er fra Nanoleaf Home.
Det fine lyspanel i Malous garderobe er fra Nanoleaf Home.

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

Det store lærred malet i blå nuancer af Nynne Rosenvinge. Jeg købte det ovre hos Nynne, mens vi renoverede huset for flere år tilbage. Jeg tror aldrig, at jeg bliver træt af det. Det passer så godt ind til de store hvide flader i huset, men er samtidig også roligt for øjet.

Det store lærred i spisestuen er malet af Nynne Rosenvinge
Det store lærred i spisestuen er malet af Nynne Rosenvinge

Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?

De gule reoler i køkken-alrummet, soveværelset og Malous børneværelse høster altid mange likes. Jeg tror, at mange kan identificere sig med indretningen, og synes den er nem at implementere. Den type af billeder bliver ofte gemt flere hundrede gange.

Den gule reol er fra Mistral Furniture.
Den gule dimsehylde i køkkenet er fra Mistral Furniture.

Dit yndlingsrum i boligen?

Køkken-alrummet er uden tvivl hele hjertet i huset, og det er lykkes os at lave flere små oaser i et stort rum. Mange har den opfattelse, at vi har separat stue, og derfor viser jeg indimellem planløsningen, da rummet udgør hele 100 kvadratmeter ud af de 180, som huset er.

Køkken-alrummet er Susan's yndlingsrum. Reol fra Mistral Furniture, lampe fra Hübsch og vase fra Broste Copenhagen.
Køkken-alrummet er Susan's yndlingsrum. Reol fra Mistral Furniture, lampe fra Hübsch og vase fra Broste Copenhagen.

Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?

Det næste projekt er vores drengs børneværelse. Han er startet i skole og behovet har ændret sig meget. Der skal være mulighed for at trække sig tilbage med kammerater, og så skal deres gøres plads til kommende gamerhjørne. Dertil skal vi have bygget en form for seng og opbevaringsløsning i én. Så lige nu er jeg i gang med ide-processen, og jeg kan afsløre at det er lidt svært at kombinere æstetik med spilkonsoller.

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

Pyha, den er svær. Jeg har jo efterhånden lært at man aldrig skal sige aldrig. Men jeg har aldrig været særlig vild med sort/hvidt ternet klinkegulv og højglanskøkkener. Eller savsmuldstapet. Det kan jeg med sikkerhed sige, aldrig kommer ind i mit hjem.

Susan og hendes mand har den fineste baggård med den smukkeste klematis.
Susan og hendes mand har den fineste baggård med den smukkeste klematis.

Mine favorit-Instagrammere?

@mathildesamuelsen – stilrig og inspirerende både på mode, bolig og have

@gittemoeller – giver mig god energi med sin skønne tilgang til livets lort og lagkage

@iamcamillalyderik – skøn og æstetisk profil med fokus på bolig og livet i hovestaden.

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

Vær tro mod din egen stil og dit eget hjem. Alle trends passer nødvendigvis ikke lige godt ind i alle typer af hjem. Gå i kast med mindre byggeprojekter – det er ofte nemmere end man lige tror, når man først lærer at betjene en skruemaskine.

Sengegavl fra Coop Living & More, sengetøj fra Hübsch og plakat fra Juniqe.
Sengegavl fra Coop Living & More, sengetøj fra Hübsch og plakat fra Juniqe.

Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?

I stort set alle rum finder man mine børns kreationer. Nogle kønnere end andre. Men de er en del af hjemmet herhjemme, og når det bliver lidt fordelt ud – så blender det også ind i resten af interiøret.

Den ting, du holder mest af i din bolig?

Helt klart vores runde spisebord. Jeg havde længe ønsket mig et, men kunne ikke finde det helt rigtige i størrelse, materiale og farve. Så min mand tilbød at bygge et til mig som bryllupsdagsgave sidste år, og det giver selvfølgelig også en høj grad af affektionsværdi.

Jeg har fået så mange beskeder fra folk, der gerne vil købe et magen til. Men heldigvis er bordet et af de projekter der er lettere end det lige ser ud, og det kostede under 2.000 kr. i materialer at lave. Så rigtig god byggelyst derude!

Det runde spisebord har Susan's mand selv bygget.
Det runde spisebord har Susan's mand selv bygget.

Følg Susan Østdahl her: