ris og boller i karry med græskar

Hyggelig familiemiddag: Boller i karry med græskar

En dejlig og efterårsagtig opskrift på de klassiske boller i karry. Her laver vi boller i karry og serverer med bagte græskarbåde til. Se her, hvordan du laver boller i græskarkarry - måske en ny livret til halloween eller andre hyggelige efterårsdage?

4 personer

Total:1 time 15 minutter

Arbeidstid:45 minutter

Ingredienser

Græskar:

  • 1 hokkaido græskar (ca. 1 kg)
  • 1 spsk. olivenolie

Kødboller:

  • 1 løg
  • 400 g hakket grisekød
  • 1½ tsk. salt
  • 1 æg
  • ¼ tsk. stødt allehånde
  • friskkværnet peber
  • 1 dl mel
  • 1½-2 dl mælk
  • 1 bouillonterning (eller 2 tsk. salt)

Karrysovs:

  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 15 g frisk ingefær
  • 25 g smør
  • 3 tsk. karry
  • 2 spsk. mel
  • 4 dl bouillon fra bollerne
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2-3 tsk. limesaft

Tilbehør:

  • 300 g basmati- eller jasminris (f.eks. en blanding med quinoa)
  • rosiner, kokosmel, limebåde, frisk koriander

Sådan laver du boller i græskarkarry

  1. Græskar: Skær græskarret i kvarter, og skrab kernerne ud. Skær græskarstykkerne i terninger, og bland dem med olie på en bageplade med bagepapir. Sæt dem i ovnen ved 200 grader i ca. 25 min. Drys med salt og peber.
  2. Kødboller: Pil løget, og riv det på den grove side af et rivejern. Rør kødet med salt, og rør æg, revet løg og krydderier i. Tilsæt melet, og rør herefter mælken i lidt ad gangen. Stil evt. farsen i køleskab, til den skal bruges.
  3. Sæt en gryde med 2 liter vand over at koge, og tilsæt bouillonterning eller salt. Skru lidt ned, så væsken holder sig lige under kogepunktet.
  4. Form farsen til boller med en ske, og lad bollerne simre i vandet i ca. 8 min. Sluk for varmen, og hold dem varme under låg.
  5. Karrysovs: Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skræl ingefærren, og hak den fint.
  6. Smelt smørret i en gryde, og tilsæt hakket løg, hvidløg, ingefær og karry. Steg under omrøring i 3-5 min., og rør melet i.
  7. Tilsæt siet bouillon fra bollerne samt kokosmælk, og kog det igennem under omrøring. Skru ned for varmen, og lad sovsen simre i 10 min. Smag til med limesaft, salt og peber.
  8. Vend de afdryppede kødboller og græskarstykker i sovsen, og servér med kogte ris og tilbehør i små skåle.
  9. Skøn efterårsmad: Boller i græskarkarry 🎃