Hjemmelavet konfekt
SPONSORERET indhold

Perfekt konfekt - 8 nemme opskrifter

Se, hvor let du kan lave fantastiske himmerigsmundfulde til højtiden: Mozartkugler, lakridstrøfler, marcipanhjerter, konfektsnitter, praline, fudge, fyldte dadler og marcipan med chokolade-baileys.

Foto: Henrik Freek Christensen
24. dec. 2020 | Opskrift | BoligLiv


Nemme Mozartkugler

Vi snyder lidt og laver en rigtig simpel udgave af den klassiske Mozartkugle.

Tid: ca. 30 min. (ca. 30 stk.)

200 g god marcipan
50 g blød nougat
100 g flødechokolade til overtræk
 kakaopulver til pynt

1. Skær marcipanen i ca. 30 skiver og nougat i en tilsvarende mængde små stykker.

2. Kom et lille stykke nougat på hver skive marcipan, og rul sammen til kugler.

3. Hak chokoladen, kom den i en skål, og smelt ved svag varm over vandbad. Overtræk kuglerne,og sæt dem på et stykke stanniol. Når chokoladen er størknet, drysses kuglerne med kakaopulver.



Lakridstrøfler
Selvom det ikke ligner trøfler, smelter de på tungen og smager af mere. Lakridspulver og sølvstøv kan købes hos www.specialkoebmanden.dk

Tid: ca. 20 min. plus tid til afkøling (ca. 24 stk.)

200 g god mørk chokolade
1 dl piskefløde
1 spsk. smør
1 spsk. lakridspulver
ca. 5 g sølvstøv til pynt

1. Hak chokoladen, og smelt den ved svag varme i en skål over vandbad.

2. Tag skålen af varmen, og rør fløden i. Rør til sidst smør og lakridspulver i.

3. Beklæd en lille form (ca. 10 x 15 cm) med bagepapir, og hæld trøffelmassen i formen. Lad chokoladen afkøle, og stil den derefter tildækket i køleskab natten over.

4. Ved servering skæres trøffelmassen i bidder, gerne af forskellig størrelse, og drysses med sølvstøv.

HUSK: Trøffelmassen skal opbevares på køl indtil servering.


Marcipanhjerter

Det her er noget af det nemmeste konfekt, og med en kvalitetsmarcipan og en rigtig god mørk chokolade behøver man ikke mere for at lave små himmerigsmundfulde. Vi har pyntet hjerterne med kandiseret mynte, men du kan også pynte med hakkede nødder, guldstøv eller blot lade dem være, som de er, i al deres enkelhed.

Tid: ca. 20 min.

(15 stk.)
200 g god marcipan (f.eks. fra Summerbird)
100 g god mørk chokolade til overtræk
evt. kandiseret mynte til pynt
1 hjerteudstikker ca. 5 cm

1. Rul marcipanen ud mellem to stykker bagepapir til ca. 5 mm’s tykkelse. Udstik marcipanen til hjerter med en udstikker.
2. Smelt chokoladen i en skål over vandbad, og dekorer hjerterne. Pynt evt. med kandiseret mynte.


Konfektsnitter med mandler og pomerans
Nougat, chokolade, mandler, korender og pomerans i sød forening. Køb gerne ægte pomerans hos www.specialkoebmanden.dk eller i din lokale specialforretning, det smager ofte bedre, end det man får i supermarkedet.

Tid: ca. 20 min. plus tid til afkøling

(ca. 20 store snitter)
200 g blød nougat
100 g god mørk chokolade
75 g mandler
100 g ægte pomerans
25 g korender eller rosiner
50 g mandelsplitter til pynt

1. Skær nougat i mindre stykker, og hak chokoladen. Kom nougat og chokolade i en skål, og smelt ved svag varme over vandbad.
2. Hak mandlerne groft og pomerans fint.
3. Bland den smeltede chokolade og nougat med mandler, pomerans og korender.
4. Hæld massen i en form (ca. 10 x 20 cm) foret med bagepapir. Drys med mandelsplitter, og stil den tildækket i køleskabet til næste dag.
5. Ved servering skæres konfekten i snitter.


Marcipan med chokolade-Baileys
Mums, det er både godt og nemt: chokolade og marcipan kombineret med alle kvinders yndlings-tøselikør. Husk at opbevare chokolademassen i køleskabet, indtil konfekten skal serveres.

Tid: ca. 20 min. plus tid til afkøling

(ca. 20 stk.)
150 g flødechokolade
¾ dl piskefløde
1 spsk. Baileys
200 g god marcipan
lidt flødechokolade til pynt

1. Hak chokoladen, kom den i en skål, og smelt den ved svag varme over vandbad. Tag skålen af varmen, og rør piskefløde og Baileys i. Sæt chokolademassen i køleskabet til næste dag.
2. Skær marcipanen i skiver, og top med chokolademasse. Pynt med spåner af flødechokolade.


Praline med pecan
En rigtig julegodte: små folieforme fyldt med flødechokolade og skøn pecankaramel.

Tid: ca. 20 min. plus kogetid

(20- 25 stk.)
50 g flødechokolade
1 dl piskefløde
½ dl sirup
50 g sukker
30 g flormelis
75 g pecannødder
20-25 små folieforme

1. Hak chokoladen, kom den i en skål, og smelt den ved svag varme over vandbad.
2. Fordel den smeltede chokolade i bunde af små folieforme, så de er ca. ½ fyldt.
3. Kom fløde, sirup, sukker og flormelis i en gryde, og kog til karamel ved svag varme i ca. 30 min. under omrøring.
4. Tag gryden af varmen. Hak pecannødderne, og vend i karamellen. Fyld i formene, og lad konfekten størkne. Opbevar pralinen på køl.


Fantastisk fudge
Uimodståelig blød fudge fyldt med rosiner og hasselnødder. Rosinerne kan naturligvis udelades, hvis der er folk i husstanden, der ikke mener, at rosiner
hører hjemme i madlavning.

Tid: ca. 50 min. plus tid til afkøling

ca. 30 stk.
1½ dl piskefløde
125 g sukker
150 g glukose
100 g hasselnødder
75 g rosiner

1. Kom piskefløde, sukker og glukose i en stor gryde, og kog op. Skru ned, og kog ved svag varme i ca. 45 min., til karamellen er gylden. Der skal røres i massen af og til. Karamellen skal have en tyk og sej konsistens og slippe grydens bund, når der røres.
2. Vend hasselnødder og rosiner i massen, og fordel i en form (ca. 20 x 20 cm) foret med bagepapir. Afkøl massen ved stuetemperatur, og skær den i mundrette hapser. Opbevar fudgen i køleskabet i en beholder med tætsluttende låg.


Fyldte dadler

Store luksusdadler fyldt med marcipan og smagt til med calvados og pomerans – så nemt kan det gøres. Køb iranske dadler eller økologiske medjoul dadler, de er så bløde, at de næsten smelter på tungen.

Tid: ca. 15 min.

(ca. 15 stk.)
50 g pomerans
100 g god marcipan
calvados efter smag
15 store dadler
25 g pistacienødder
guldstøv til pynt

1. Hak pomerans fint, og ælt i marcipan sammen med calvados efter smag.
2. Udsten dadlerne, og fyld dem med marcipan. Hak pistacierne, og drys over. Pynt med guldstøv.

► SE OGSÅ: Juleknas for store og små
► SE OGSÅ: Den store bagedag
► SE OGSÅ: Julebag: Det bager jeg altid til jul


Anbefalet til dig