Opskrift på salade nicoise med frisk tun
SPONSORERET indhold

Salade nicoise med frisk tun

×

Din Bedømmelse

Tak for din bedømmelse!

Den berømte salat fra Nice er af selvfølgelige årsager blevet en favorit på de franske cafeer og frokostrestauranter. Frisk, sprød, smagfuld og ikke mindst supersund. Her er brugt frisk, grillet tun, men kan du finde en god tun på dåse er det også rigtig dejligt.

Af: Cecilie Svensson Foto: Mads Stalschmidt
14. mar. 2012 | Opskrift | ALT for damerne
4

Ingredienser

500 g små kartofler, gerne nye
ca. 400 g frisk tun
6 æg
ca. 300 g fine, grønne bønner, helst friske
1 bakke blandede salater
1-2 hoveder små hjertesalat eller 1 lille romaine
1 lille bakke små dadeltomater eller andre små søde, smagfulde tomater
1 grøn peber
3-4 artiskokhjerter
10-12 små radiser, hvis der er i sæson
4-5 spsk små sorte oliven
4-6 ansjoser, valgfrit.

Dressing:
1 dl jomfruolivenolie
2 spsk dijonsennep
2 spsk honning
saft fra 1 citron eller tilsvarende eddike
salt og peber

Tilbehør: Brød

Sådan laver du salade nicoise

Begynd med at koge kartoflerne i godt saltet vand i ca. 6-7 min. Hæld vandet fra og lad kartoflerne stå og blive kolde. Skær dem derefter i skiver.

Grill tunbøffen på den flade led i 45 sekunder på hver side, og lad den hvile i ca. ti min, mens du gør resten af salaten klar. Kog æggene til de er mellem smilende og hårdkogt, alt efter hvordan du foretrækker dem. Kog bønnerne et minuts tid i rigeligt saltet vand, de skal stadig have et sprødt bid. Skyl og pluk salaterne i store stykker. Skyl og skær tomaterne over i halve, skyl og skær den grønne peber i tynde strimler, snit radiserne fint og skær artiskokhjerterne i kvarte.

Anret salaten med de blandede salater nederst, herefter kartofler, bønner, peberfrugtstrimler, radiser, artiskokker, æg og tunen i tynde skiver på toppen. Læg et par ansjoser ovenpå, og fordel de sorte oliven over hele salaten.

Ryst dressingen til den er cremet og glat. Smag den til med evt. lidt mere sødt, surt eller salt og hæld den over salaten. Server straks med et godt brød til.