
Annonse

Annonse
Annonse
Det skal du bruge:
1 agurk
1 cantaloupe- eller anden lys melon
6 blade mynte
½ skrællet citron, evt. lidt af skallen
Sådan gør du:
Slå mynten med bagsiden af kniven, og hak den groft. Skræl melonen, og skær alle ingredienserne i passende stykker. Start med citron, og kør derefter resten igennem saftpresseren. Vend til sidst mynten i saften, og lad den trække et minut eller to, så saften får god smag af mynten.
Det skal du bruge:
1 moden mango
500 g gulerødder
2 appelsiner
100 g hindbær
Evt. ¼ rødbede
Evt. saft og skal af ½ citron
Sådan gør du:
Hold mangoen oprejst på et skærebræt, og skær med en skarp kniv langs siderne. Lad kniven følge kernen tæt, så du får så meget af kødet skåret frit som muligt. Når du har skåret kødet af begge sider af stenen, skærer du resten fri ved at køre kniven under kødet og hele vejen rundt om stenen. Skær mangokødet ud i både, og skræl bådene, som du ville skrælle æblebåde.
Saftpres alle ingredienserne, og tilsæt gerne isterninger. Kom evt. et par hele hindbær i saften ved servering, gerne frosne. Rødbede og citron kan du udelade eller tage med efter smag.
Tip!
En smule ingefær gør saften skarpere og friskere i smagen og er god mod kvalme!
Det skal du bruge:
1 blomme
1½ granatæble
1 banan
½ vaniljestang
½ l mandelmælk
Sådan gør du:
Fjern blommens sten, og skræl bananen. Skær granatæblet over, og hold din hånd om skærefladen på det halve æble. Bank på den modsatte side af æblet, så kernerne drysser ud. Bliv ved at banke, til alle kernerne falder ud. Undgå at få de hvide hinder med, de smager bittert. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og kom vaniljekorn, granatæblekerner og resten af ingredienserne i en blender. Blend, til det har en flydende og ensartet konsistens.
Lav din egen nøddemælk
Du kan lave din egen mælk af nødder, vanilje, vand og dadler. Blend kornene fra ½ vaniljestang, 4 udstenede dadler, ½ liter vand samt 100 gram cashewnødder, hasselnødder eller mandler. Du kan også bruge sesam- eller hampefrø. Bager du hasselnødderne et kvarter ved 100-150°, giver det mælken en lækker nougatsmag.
Det skal du bruge:
500 g rødbede
2 æbler
½ citron
5-10 g peberrod
Sådan gør du:
Skrub rødbederne grundigt. Saftpres ingefær og citron. Fortsæt med resten af ingredienserne skåret ud i passende stykker. Rødbede kræver enten ingefær eller peberrod. Med rødder i det nordiske er det oplagt at parre den med peberrod, som man gør i det traditionelle køkken. Tænk i det hele taget de gængse sammensætninger, når du digter videre på safterne. En naturlig forlængelse ville fx være at tilsætte persille til rødbedesaften.
Vidste du …
… at både æble og rødbede indeholder fibre, der gavner fordøjelsen og modvirker forstoppelse? Rødbede er desuden god for et utal af ting, blandt andet øger stoffet nitrat iltoptagelsen i blodet og sænker blodtrykket. Peberrod har et meget højt indhold af C-vitamin.
Det skal du bruge:
200 g rødbede
1/3 ananas
2 pærer
¾ citron
Sådan gør du:
Skræl rødbederne, eller vask dem grundigt. Skræl ananas, og skær alle ingredienserne i passende størrelser. Kør først citron gennem saftpresseren, og fortsæt med resten af ingredienserne. Denne saft er en god ‘rødbedebegyndersaft’. Sødmen fra ananassen nedtoner den klassiske basiske rødbedesmag, som nogle ikke synes om. Skrællen på ananas er vældig bitter, så det er vigtigt, at du kasserer den.
Tip!
Tilsæt en anelse ingefær eller peberrod, hvis juicen skal være lidt stærk.
Det skal du bruge:
1 avokado
1 banan
125 g blåbær
5 dadler
½ vaniljestang
¾ l vand
½ tsk. stødt kanel
¼ tsk. stødt kardemomme
Sådan gør du:
Skræl bananen, og fjern sten fra avokado og dadler. Skrab kornene ud af vaniljestangen, og blend alle ingredienserne, til drikken er flydende og ensartet. Vandet kan erstattes med nøddemælk, mandel-, hasselnødde-, cashew- eller hampefrømælk – og bananen med en mango.