Maden fra filmen: 5 mindeværdige opskrifter
SPONSORERET indhold

Maden fra filmen: 5 mindeværdige opskrifter

Der har været utallige mindeværdige måltider på film gennem tiderne. Nu kan du genskabe dine favoritter hjemme i køkkenet og måske slutte aftenen af med at gense yndlingsfilmen.

Foto: VK stock images
01. apr. 2014 | Mad | BoligLiv


Lennys Pizza - Saturday Night Fever (1977)
4-5 små tynde pizzaer


12 g gær
2 dl lunkent vand
2 tsk. salt
3 tsk. honning
2 tsk. olivenolie
350-400 g hvedemel (type 00)
en håndfuld durummel til udrulning

Fyld:
tomatsovs 
mozzarella
friskkværnet sort peber og en god sjat olie

1. Rør gæren ud i det lunkne vand, og tilsæt salt, honning og olie. Tilsæt mel ad 2-3 gange, og ælt dejen grundigt i en skål, til den er glat og smidig, og der ikke er flere klumper tilbage (kan også æltes på røremaskine).

2. Hæld dejen ud på bordet, og ælt den i ca. 15 minutter. Stil dejen til hævning i 2-3 timer under et fugtigt klæde. Del dejen i 4-5 stykker, og rul den til kugler. Sæt på køl i en times tid.

3. Opvarm ovnen til 250 grader. Lad bagepladerne blive i ovnen under opvarmning. Udrul dejen så tyndt som muligt på et meget melet bord.

4. Fordel tomatsovs og ost på pizzaerne, og slut af med en sjat olie og friskkværnet peber. Bag pizzaerne, til de har fået brune kanter og osten er smeltet.
__________

Fra Saturday Night Fever
– hvor Tony i åbningsscenen bestiller to slices hos Lennys Pizza, presser dem sammen og spiser dem med masser af Travolta attitude på vej ned ad gaden.
__________

Fortsætter på næste side...Vagtel i sarkofag - Babettes Gæstebud (1987)
4 personer


4 plader butterdej, optøet
4 vagtler, udbenet
1½ tsk. salt
friskkværnet hvid peber
8 små skiver foie gras
ca. 8 skiver tyndt skåret sort trøffel
1 spsk. usaltet smør
1 dl hvidvin
1 dl hønsefond
1 dl demiglace – køb en god færdig!
100 g foie gras
12 brune champignoner
et par kviste timian

1. Forvarm ovnen til 200 grader. For fire forme med bagepapir. Skær fire cirkler af butterdejen, og skær ca. fire cm brede strimler til siderne. Lav butterdejsreder i formene, og bag i ca. 15 minutter til dejen er sprød og har hævet sig op. Stil til afkøling.

2. Sæt ovnen på 250 grader. Krydr indersiden af vagtlerne med salt og peber. Læg en skive foie gras i hver vagtel efterfulgt af to skiver trøffel, og top med en skive foie gras. Sy vagtlerne sammen. Krydr overfladerne med salt og peber.

3. Smelt smørret i en ovnfast stegepande. Brun vagtlerne et halvt minut på hver side. Sæt fadet i ovnen, og steg i 10 minutter. Vend vagtlerne, og steg i yderligere fem minutter. Tag dem ud, og hold dem varme med folie.

4. Sæt stegepanden tilbage på blusset. Hæld vin og fond i, og bring i kog. Lad det simre et minut. Hæld demiglacen i, og lad saucen simre i tre minutter. Rør 100 gram foie gras i, og lad det simre under omrøring, indtil saucen er reduceret til ²⁄ ³.

5. Sæt en vagtel i hver butterdejsrede. Sæt i ovnen fem minutter. Rist svampene sprøde med lidt timian. Tag vagtlerne ud, og anret på tallerken med sauce og svampe.
__________

Fra Babettes gæstebud
– hvor Babette fremtryller det ultimative måltid til de asketiske og gudfrygtige beboere i et lille jysk samfund.Remys ratatouille - Ratatouille (2007)
4 personer

OBS: Dette er en yderst tidskrævende, men også helt sublim version af ratatouille – præcis som Remys.


Tomat-pebersovs:

½ rød peberfrugt
½ gul peberfrugt
½ orange peberfrugt
2 spsk. ekstra jomfruolivenolie
1 tsk. hakket hvidløg
½ finthakket løg
3 tomater, flået og uden kerner
1 kvist frisk timian
1 kvist bredbladet persille
½ laurbærblad
flagesalt

Grønsager:
1 mellemstor zucchini skåret i 0,3 cm tynde skiver
1 aubergine skåret i 0,3 cm tynde skiver
4 modne tomater, skåret i 0,3 cm tynde skiver
½ tsk. hakket hvidløg
2 tsk. ekstra jomfruolivenolie
1 tsk. frisk timian
flagesalt og friskkværnet sort peber

Vinaigrette:
1 spsk. balsamico
1 spsk. jomfruolivenolie
friske krydderurter (f.eks. timian, kørvel, oregano)
salt og friskkværnet
sort peber

1. Start med sovsen. Forvarm ovnen til 250 grader. Rist peberfrugterne på en bageplade, indtil skindet løsner sig (ca. 15 minutter). Fjern skindet, og skær peberfrugterne i små tern.

2. Kom olien i en pande ved lav varme. Tilsæt hvidløg og løg, og sauter, indtil alt er blødt uden at brune. Tilsæt tomater, timian, persille og laurbærblad. Lad det simre 10 min. Kom peberfrugter ved, og lad det simre yderligere et par minutter. Smag til med salt og peber.

3. Kom sovsen i bunden af et ildfast fad, men gem ca. 1 spsk. til senere. Læg grønsagerne lagvis og let forskudt oven på hinanden oven på sovsen.

4. Bland hvidløg, olie, timian, salt og peber i en skål, og dryp over grønsagerne.

5. Dæk fadet med folie, og sæt i ovnen ved 175 grader. Bag i 2 timer. Tag folien af, og bag yderligere 20 minutter.

6. Pisk vinaigretten sammen med resten af sovsen, og sæt det som små klatter omkring retten ved servering.
__________

Fra Ratatouille
– hvor madanmelderen Anton Ego i slutscenen lovpriser Rotten Rémys sublime udgave af retten, der har lagt navn til filmen.Clemenzas tomatsovs - The Godfather (1972)
2 personer


½ dl jomfruolivenolie
2 fed hvidløg, fintsnittet
4 modne tomater groft hakkede – eller flåede fra dåse uden væde
1 spsk. tomatpure kødboller af fars eller som fars fra Italienske salsiccia pølser. (Farsen er indeni og skal tages ud af tarmen og hakkes groft. Grunden til, at farsen er i tarme, er, at den er krydret og hængt på stativer for at blive let røget.)
et lille glas hvidvin
et nip sukker
en håndfuld basilikum

Tilbehør:
400 g pasta

1. Gør som Clemenza … kom olie i en sauterpande eller en kasserolle, og varm op. Svits hvidløget, uden at det bruner.

2. T ilsæt tomater og tomatpure, og sørg for, at det koger.

3. Kom pølsefars ved, og rør rundt. Kom hvidvin ved, og smag til med lidt sukker. Tilsæt evt. et par skefulde vand, for at få den rigtige konsistens. Lad det simre lidt, og smag så til med salt, peber og basilikum. Kog pastaen i letsaltet vand, og server til.
__________

Fra The Godfather
– hvor Peter 'Fat Pete' Clemenza i en scene forklarer os den simple opskrift på perfekt pastasauce.Crème brûlée - Den fabelagtige Amélie fra Montmartre (2001)
4 personer


3 æggeblommer
75 g sukker
korn fra 1 stang vanilje
1,5 dl mælk
2,5 dl piskefløde
6 spsk. sukker (til overfladen)

1. Forvarm ovnen til 125 grader. Pisk æggeblommerne med sukker og vaniljekorn i en skål.

2. Hæld mælk og fløde i en gryde, og varm op til kogepunktet. Tag af blusset, og lad det afkøle lidt. Pisk den lune fløde langsomt i æggeblandingen, så æggene ikke koagulerer. Fortsæt med at piske, mens du hælder.

3. Fordel massen i fire små ovnfaste forme. Sæt formene på en bageplade, og bag dem i ca. 35-40 minutter midt i ovnen, til cremen har sat sig. (De må ikke boble, men skal have en jævn overflade).

4. T ag dem ud af ovnen, og lad dem afkøle til stuetemperatur. Stil i køleskabet i mindst tre timer. Ved servering drysses overfladen med sukker og brændes med brænder. Du kan også sætte dem under ovnens grill – men hold øje med dem.
__________

Fra Den fabelagtige Amélie fra Montmarte
– hvor Amélie i en uimodståelig scene slår på den karamelliserede sukkerskorpe på en crème brûlée med bagsiden af en lille ske.
__________

TILBUD: 4 numre af BoligLiv + Viskestykker fra By Nord

SE OGSÅ: Pak maden ind: 5 lækre hverdagsretter
SE OGSÅ: Den store cocktailmenu