Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Gråt hår
Foto: PR Har du fundet et gråt hår? Der er ingen grund til panik!

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg finder et gråt hår?

12 ting, du skal vide, hvis du har fundet det første grå hår

Her får du eksperternes svar på hvilken shampoo, du skal bruge, hvilken frisure der klæder dig og hvordan farvning af gråt hår skal klares.

Hvilken frisure passer til mit ansigt? Det er sikkert et af de spørgsmål, du oftest stiller dig selv, når du har en tid hos frisøren. Men mon ikke det er stærkt efterfulgt af et andet spørgsmål: Hvad pokker skal jeg gøre ved de grå hår, der er begyndt at titte frem? Der findes guides til hjemmefarvning for nybegyndere, men du bør måske konsultere en frisør først.

LÆS OGSÅ: Se, hvilken frisure der passer bedst til din ansigtsform

At du er begyndt at gråne, betyder ikke, at du ikke længere kan have lækkert hår. Du kan vælge at skjule de grå hår helt, lige så stille lade farven ændre sig til hvid ved hjælp af reflekser og striber, eller du kan gå all in og farve hele parykken hvid – grå hår er nemlig ikke grå, de er hvide, men ser grå ud, når de er blandet med den hårfarve, du er født med.

Vi har rådført os med to eksperter på området. Læs rådene fra Gun-Britt Zeller, der ejer salonen Gun-Britt og selv er kendt for sit smukke, lange hvide hår, og Sanne Bidstrup, der er frisør hos Studio Cim Mahony.

1. Spørg en ekspert – din frisør

Råd nummer et er altid at spørge en ekspert. Med andre ord: Gå til en dygtig frisør.

"Det kræver vejledning, for jeg kan ikke generalisere, hvad man skal gøre. Folk er så forskellige. Til nogle vil det være flot at blive gråhåret. Til andre vil det være katastrofalt," siger Gun-Britt.

"Jeg har kunder, der kommer ind og synes, de er ekstremt gråhårede, og så har de bare en lille smule grå hår i siderne og lidt på toppen. Det er slet ikke nok til, at man farve det hele på en gang," siger Sanne Bidstrup.

Derfor: Spørg en professionel, hvad der vil passe til lige præcis dig og dit hår.

2. Lad være med at farve hele håret

Den klassiske fejl, mange begår, når de finder de første grå hår, er at farve hele håret.

"Så er du afhængig af at blive ved med at farve det, for håret vokser ud hele tiden, og så skal farven holdes. Det er en ond cirkel, og det er meget krævende," siger Gun-Britt.

"Men hvis du ikke kan holde ud at blive gråhåret, er det jo det eneste, du kan gøre."

Og du skal endelig ikke selv forsøge at farve håret med en farve fra supermarkedet.

"Man tænker, man har fået gråt hår, og så går man ned i Matas og køber en farve, og så farver man hele sit hår, og så bliver det for mørkt," siger Sanne Bidstrup og fortsætter:

"Håret er levende og har mange nuancer, og når du farver et helt hår, bliver det kompakt i farven. Det bliver tungt og farvemættet at se på i stedte for at se levende og naturligt ud."

Find din hårfarve i med24.dks store udvalg (sponsoreret)

3. Du kan redde udgroningen med striber eller highlights

Hvis du farver hele dit hår, får du en markant, grå udgroning i hovedbunden. Jo flere grå hår du har, jo mere markant bliver den. Men hvis du allerede har farvet dit hår, har Sanne Bidstrup heldigvis en redning:

"Der ville jeg gå ind og dække udgroningen ved at lægge highlights ind," siger hun.

På den måde får du blandet de grå hård ind i det hår, der har farve, efterhånden som det vokser ud.

Gun-Britt Zeller.

4. Få lavet striber i stedte for at farve det hele

Hvis du kan leve med, at et par af dine hår er grå, kan du vælge at få lavet striber eller reflekser i dit hår. Hvis du er mørkhåret fra naturens side, skal du vælge mørke striber, fortæller Gun-Britt:

"Hvis du ikke er klar til at blive gråhåret, får du fjernet noget af det grå på en naturlig måde."

På den måde kan du kamuflere dine grå hår en smule, og da udgroningen i hovedbunden ikke bliver markant, behøver du kun at få lavet nye striber hver anden til tredje måned i modsætningen til et helfarvet hår, der kræver ny farve i bunden hver tredje uge.

Er du blond, skal du derimod vælge at få lavet lyse striber for at skjule det grå.

"Så bliver vil din grundtone som regel bare blive køligere, fordi det hvide spiller ind imellem det farvede hår. Hvis du er blond, kommer det til at vare længere, inden du ser hvidhåret ud. Det er den nemmeste farve at holde de grå hår skjult i," siger Gun-Britt.

5. Grå hår betyder ikke, du er klar til at være gråhåret

Bare fordi du efterhånden har så mange grå hår, at de er blevet svære at skjule med striber og reflekser, betyder det ikke, du er tvunget til at kaste hårfarven i ringen. For selv om eksperterne anbefaler, at du ikke med det samme kaster dig ud i at farve hele håret, kan det også være en løsning. Du skal bare vide, at det kræver vedligeholdelse, og så skal du sørge for, at det er professionelle hænder, du læger dine hårstrå i.

"Jeg har også kunder, der slet ikke er klar til at blive gråhårede. Der går jeg ind og laver en helfarve, så den dække alt det grå hår, men det skal være med den rigtige tone, der passer til kunden, så det ikke ser farvet ud," siger Sanne Bidstrup.

Derfor er det vigtigt, at du får en professionel vurdering, så det ser så lækkert og naturligt ud som muligt.

6. Den rigtige farve er vigtig

"Når du får professionelle øjne på din frisure, undgår du, at den farve, du vælger, ikke passer til din hud. Specielt når vi bliver ældre, sker der noget med farven i vores hud. Derfor er den hårfarve, du havde som helt ung, ikke den farve, du skal have i 20 år efter," siger Sanne Bidstrup og forklarer, at en frisør kan hjælpe dig med at vælge en nuance, der passer til din hudtone.

7. Du kan ikke bare farve hele håret hvidt

Det kan også være fristende bare at få det overstået og farve hele manken hvid en gang for alle.

Men selv om du synes, dit hår efterhånden må være gråt nok til at lave den transformation, skal hele 70 procent af dine hårstrå ifølge Sanne Bidstrup være hvide, for at det kan lade sig gøre at skabe et flot, hvidt hår.

8. Få lavet hvide striber, hvis håret skal være hvidt

Beslutter du dig for at farve håret helt hvidt, anbefaler Gun-Britt, at du får lavet hvide striber, så du bevarer det naturlige farvespil, og med tiden lader den naturlige hvide farve vokse ud. Men det kræver, at dit hår er så gråt, at en centimeter af håret tættest på din hovedbund er hvid.

Sanne Bidstrup.

9. Hvis du farver håret hvidt, skal du ikke klippe det kort

At have smukt hår, også efter det er begyndt at gråne, handler ikke kun om farven. Det handler også om frisuren.

"Klipper du det hele af, lægger du måske flere år til dit udseende, og måske gør du det modsatte, hvis du tør lade det være længere," siger Gun-Britt og understreger, at det er individuelt, hvilken frisure der passer til den enkelte.

Det kan give et modspil til det grå, hvis du vælger en lang frisure, og det kan være, du bliver knapt så damet at se på, som hvis du havde vælger en kort frisure, men husk at det er individuelt, hvad der vil klæde dig.

10. Dit grå hår bliver gult

"Hvis mere end 50 procent af dit hår er gråt, vil jeg anbefale at bruge blonde shampoo. Der er blå farve i, og det holder håret mere klart i farven, fordi gråt hår ofte bliver lidt gulligt at se på," siger Gun-Britt.

Vælger du at bruge en blonde shampoo, skal du huske at bruge balsam og hårkur fra samme produktserie. Bruger du produkter af andre mærker eller fra andre serier, risikerer du at vaske den blå farve fra shampooen ud, og så får du ikke den ønskede effekt.

11. Du skal give håret fugt

"Hvis du helfarver dit hår eller kommer mange striber i, kan det være en fordel at bruge en fugtgivende shampoo og sørge for også at bruge balsam," siger Gun-Britt og forklarer, at håret ændrer struktur, bliver kruset og stridt, når det bliver gråt. Her kan plejerprodukter hjælpe til at gøre det med medgørligt.

12. Du skal bruge produkter, der giver glans

"Hvis du har været mørkhåret hele dit liv, vil du måske være vant til at have et flot, glansfuldt hår, for mørkt hår reflekterer lys rigtig godt. Når du får gråt hår, føler du, du pludselig mister glansen i håret, fordi lyst hår ikke har den samme refleksion," siger Sanne Bidstrup.

Derfor anbefaler hun, at du vælger hårprodukter, der giver dit hår glans, for at få det til at se sundt og levende ud.

Se, hvad vi ellers skriver om: Skønhed, Hår, Frisurer og Lister