Klumme Emma Rosenzweig Kaninhul

Foto: Emma Rosenzweig Emma Rosenzweig er nede i et hul. Et kaninhul, viser det sig.

Essay af Emma Rosenzweig: Blåt blod til alle på Blågårds Plads

Eurowomans essayist Emma Rosenzweig har en blå dag og er kravlet ned i et hul, hvor hun reflekterer over et citat fra Joan Didons bog Blå timer, ser Rainer Werner Fassbinders film In a Year with 13 Moons, hører C.V. Jørgensen og beslutter sig for, at lyseblå er hendes yndlingsfarve.

“På visse breddegrader er der et tidsrum før og efter sommersolhverv, nogle uger i alt, hvor tusmørket er langt og blåt. Denne periode med blå aftener forekommer ikke i det subtropiske Californien, hvor jeg boede i det meste af den tid, jeg her vil fortælle om, og hvor dagslyset slutter brat og forsvinder i den nedgående sols flammehav, men den forekommer i New York, hvor jeg bor nu. Man bemærker den første gang, når april slutter og maj begynder, et årstidsskifte, ikke just til det varmere – faktisk slet ikke til det varmere – men pludselig synes sommeren nær, en mulighed, endda et løfte.

Man går forbi et vindue, man går hen i Central Park, man svæver pludselig i farven blå. Lyset i sig selv er blåt, og i løbet af en times tid bliver den blå farve dybere og mere intens samtidig med, at den mørkner og svinder og til sidst ligner den blå farve i Chartres’ glasmosaikker i klart vejr eller Cerenkov-strålingen, der dannes af brændselsstavene i kernekraftreaktorernes bassiner. Franskmændene kalder den tid på døgnet for “l’heure bleue.” Den blå time. For en englænder er det “the gloaming,” skumringen. Alene ordet “gloaming” giver efterklang, giver genskin – af glitren, af glans, af glød og glimren – og bringer med sine konsonanter billeder af huse, som skoddes til, mørknende haver og græsfyldte floder, som glider gennem skyggerne. I den tid, hvor skumringen er blå, tror man dagen aldrig ender.

LÆS OGSÅ: Essay af Emma Rosenzweig: Tre af mine kjoler, at øve sig på minder

Når de blå timers tid nærmer sig sin afslutning (og det vil den, og det gør den), mærker man en reel kølighed, en frygt for sygdom i samme øjeblik, man opdager, at det blå lys svinder, at dagene allerede bliver kortere, at sommeren er gået. Bogen hedder “Blå timer,” for dengang jeg begyndte på den, kredsede mine tanker mere og mere om sygdom, om håbets ophør, dagenes aftagen, mørkningens uomgængelighed, lysets forsvinden. Blå timer er det modsatte af lysets forsvinden, men de er også et varsel om mørkets komme.”

Sådan lyder indledningen til Joan Didions bog Blå timer fra 2011, som jeg læste første gang for et par år siden. I bogen beskriver Didion tabet af sin voksne datter, på den karakteristiske og forfængelige billedskabende facon, som Didion altid skriver på, og som jeg elsker.

Jeg har lyttet til ventemusikken i køen til PostNord i en time nu, jeg sidder med min nakke i en ubehagelig position, som gør det muligt for mig at kigge ud af et af de vinduer, der er placeret øverst i loftet i min stue. Jeg er hypnotiseret af himlen, som er blå, den der vinterblå, som varsler kulde, men på en afmålt og rolig måde. Da jeg langsomt dvæler ved det blå dyb, tager Janni fra PostNord endelig telefonen, lige da jeg får besluttet mig for, at lyseblå er min yndlingsfarve.

“Jeg har købt en klovnedragt fra 30’erne på eBay, den er ikke kommet frem, og jeg skal virkelig bruge den,” siger jeg til Janni, som tørt nægter at tage nogen form for ansvar på sine skuldre, men i stedet sender et skyldspålæggende suk til amerikanske himmelstrøg. Jeg har lyst til, at Janni skal sidde ved siden af mig, så jeg kan hvile min nakke på hendes skulder. Hendes stemme er så bestemt og hård, at jeg ville ønske, at hun ville passe på mig.

LÆS OGSÅ: Stylist Mads Axelsen: Det er et godt sted at kigge hen for inspiration

Jeg lægger røret på, tager mine trådløse høretelefoner ud af ørene, pakker dem ned i den lille hvide æske, de bor i, som var de små mus, skruer op for Morgenandagten i radioen, mit faste ritual, og synker sammen mellem mine arme på bordet. Jeg lukker øjnene og tænker på farven blå. Didions indledning er det første, jeg kommer i tanke om. I et år havde jeg den hængende, skrevet af i hånden, på væggen i mit arbejdsværelse, som en form for påmindelse til mig selv. Men en påmindelse om hvad? Jeg kan ikke finde mine tre ringe, min vielsesring, som forestiller et lem, der penetrerer et skød med en diamantklitoris, ringen, som ligner en planet fra universet, og hestehovedringen. Det er, som om intet når frem til mig, og alt forsvinder fra mig.

Jeg stod op og hjalp min søn og mand ud ad døren, men gik ind i sengen og trak alle gardinerne for igen, lagde mig under dynen, jeg vil ikke have, at dagen skal gå i gang. Farven blå fylder under dynen, fylder min krop. Jeg føler ikke, jeg kan noget, vil noget, tør noget. Hvad er den blå time? Er det timen, hvor galskaben får lov at fylde rummet mellem mig og dynen op? Er det timen, hvor børn er mest uudholdelige, lige inden de skal sove? Er det ulvetimen? Ingmar Bergman skrev: “Ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er den time, hvor flest mennesker dør, søvnen er dybest, hvor mareridt er virkeligst. Det er den time, hvor den søvnløse jages af sin dybeste angst, og hvor spøgelser og dæmoner er stærkest.”

Jeg tror ikke på, at alle de ting kan samle sig på én time. 60 minutter og så er det overstået? Jeg googler farven blå og konkluderer, at ingen kan blive enige om, hvad den repræsenterer. Hvorfor står der så meget forherligende om den? Jeg tilslutter mig dem, som mener, at blå er sorgens farve. Det er en blå dag. Jeg ikke kan finde noget, ikke en gang mig selv, især ikke mig selv. Ikke mine ringe, ikke min nye klovnedragt, ikke mit gode humør. Jeg er stadig under dynen, famler efter min iPhone, falder i staver på Instagram, tager en test, hvilket hul er jeg? Jeg er et kaninhul. Det er det sandeste, der er sagt på den blå dag. Hvad var det en påmindelse om? Om at jeg nogle gange falder og ikke kan komme op. Om hvor sødt det smager, hvis jeg slikker mine læber, når jeg har det sådan. Nede fra mit kaninhul beslutter jeg mig for at se en film. Jeg ser Rainer Werner Fassbinders In a Year with 13 Moons, jeg græder, det er den bedste måde for mig at få afløb, at se en film.

LÆS OGSÅ: ”Lige nu er mange modefirmaer så bange for forbrugerens løftede pegefinger”

Jeg kommer ud af sengen om eftermiddagen og afsted til min første kørelektion. Himlen er ikke blå længere, den er sort. Det passer mig langt bedre. Lyseblå er min yndlingsfarve, fordi den ligner en himmel, som jeg ikke kan identificere mig med. Lyseblå er et glasøje, jeg kan imitere, en kjole, jeg kan bære. Jeg hører et af mine yndlingsnumre, som Carsten Valentin Jørgensen har skrevet. Blåt blod til alle. Da jeg var barn, hørte min far og jeg det nummer i bilen om morgenen, når vi kørte afsted inden myldretiden, fra Tikøb mod København, i min fars Volkswagen Golf, som lugtede af hans cigaretter, mod Mændenes Hjem, hvor vi sad, indtil jeg skulle i skole, og min far skulle arbejde. Carsten Valentin opsummerer på vegne af Didion og Bergman, at den blå dag er en pause på klods. Måske varer den pause kun en time for dem, men for mig er det en hel dag.

Efter min kørelektion går jeg igennem København, fra i morgen er alle restauranter, caféer og barer lukket ned, mit hår er vådt og krøllet, mens jeg stavrer hurtigt igennem Torvehallerne, som ligger øde hen. Jeg lytter stadig til C.V. Jørgensen-sangen, med mine små mus i ørerne, jeg kigger ind ad vinduerne på barerne og restauranterne, som jeg passerer, hvor mennesker sidder og nyder deres sidste mulighed for at socialisere og deres sidste måltid. Jeg tænker over, at jeg har brugt hele dén dag på at ligge under min dyne, og jeg tænker, at jeg havde Didions tekst hængende for at minde mig selv om, at når der kommer en blå dag, så er der ikke andet jeg kan stille op, end at tage imod den.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Samfund og København