Rikke Baumgarten
SPONSORERET indhold

Rikke Baumgarten: "Jeg kunne godt finde på at hoppe i det traditionelle nissekostume"

Hos kreativ direktør og designer Rikke Baumgarten, 49, bliver der bagt eventyrlige brunkager og pyntet op med det smukkeste juleklip både inden- og udenfor.

Af:: Maria Haarbye Foto: Dennis Morton
05. dec. 2019 | Mode | Eurowoman

Hvad gør julen magisk for dig?

– Julen er en meget poetisk tid med masser af dejlige traditioner, lys og glæde. Jeg holder især meget af at bage med mine børn. Vi går rigtig meget op i det og laver de vildeste glasur dekorationer på brunkagerne. Den tradition er noget af det hyggeligste.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen: "Det hjælper mig med at komme i det rigtige julehumør"

Hvad skal du have på juleaften?

– Jeg kunne godt finde på at hoppe i det traditionelle nissekostume, men jeg ender nok i en festlig kjole. For julen er en tid, hvor man i den grad skal finde de flotte kjoler frem.

Hvordan pynter du op til jul?

– Hjemme hos os går vi amok med julepynt på vores altaner. Vi pynter dem med lys, blomster og grene med den fineste klippede julepynt. Indenfor pynter vi op overalt med Sarah Beckers smukke juleklip, som jeg elsker. Men der sniger sig også altid nogle nisser ind, mest for børnenes skyld.

Er der en særlig ting, du altid finder frem til jul?

– Det bliver ikke rigtig jul, før mit højt elskede juletræstæppe kommer frem. Det er et, jeg har fra min mormor, og det betyder meget for mig. Det samme gør den efterhånden tarvlige sølvstjerne, som sidder i toppen af vores juletræ. Den er også fra min mormor.

Hvad går du amok i i juletiden?

– Blomsteropsætninger og adventskranse. Jeg kan ikke få nok! Jeg er vild med selv at lave buketter og opsætninger og kan bruge utrolig lang tid på det. Sidste år købte jeg en Poppy Kalas- adventskrans i skrigende pink. Den brød lidt med traditionen, men det var til gengæld vildt flot.

Hvad fylder du maven med i december?

– Jeg er ret glad for det traditionelle julekøkken, så det kommer vi ikke udenom hjemme hos os. Jeg elsker stuvet grønkål og glaseret skinke. Juleaften går vi helt klassisk til værks med både and og steg. Jeg sætter utrolig stor pris på, at så meget som muligt er hjemmelavet. Så rødkålen, kompotterne og kirsebærsovsen laver vi selv fra bunden.

LÆS OGSÅ: Naja Munthe: "Der er ikke en bestyrelse, en kapitalfond eller sugar daddy bag mig"

Hvad er den bedste julegave, du har fået?

– En salatskål i træ med låg, som min datter har lavet til mig i sløjd. Den er så fin, og det varmer mit hjerte, at hun har lavet den selv og givet den til mig. Hjemmelavede gaver er det bedste.

Hvad er den bedste julegave, du har givet?

– Sidste år gav jeg min familie en rejse til Italien, som vi tog på i maj. Det var så dejligt at være samlet alle sammen og rigtig have tid til hinanden, og så er Italien jo bare helt fantastisk.

Hvad er det smukkeste ved julen?

– December er børnenes måned, og det er nok det smukkeste ved det hele. At se børns begejstring og spændthed, når vi nærmer os julemåneden er magisk.

Anbefalet til dig