Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Slank jul
Foto: Getty Images

Slank jul

6 tips til, hvordan du kommer slank gennem julen

Hver uge deler Micha Østergaard sine bedste trænings- og sundhedstips med Eurowomans læsere baseret på de mange spørgsmål, der dagligt lander i hendes indbakke.

Julen er fyldt med de sødeste, lækre sager, den bedste mad og mange gode grunde til at hygge på sofaen eller skåle med venner og kolleger. Det kan være svært at deltage i festlighederne uden at det også kan mærkes efterfølgende. Der er ikke nogen let vej uden om. Det er jul og det skal du selvfølgelig fejre. Men gør du det med få justeringer, behøver det ikke være lig med to, tre kilo mere kampvægt til nytår. Her deler personlig træner og tidligere OL-svømmer Micha Østergaard sine bedste råd til, hvordan du fejrer en sund jul.

1. Lav din egen mad

Selvom julemånedens lækkerier generelt er lidt tungere og mere fyldige i det har du mulighed for at have indflydelse på, hvad der rent faktisk kommer i maden. Tænk f. eks. over at bruge en mere fedtfattig fløde til den gode brune sovs. Bager du småkager, så erstat størstedelen af det raffinerede sukker med Sukrin.

LÆS OGSÅ: Jul: Sådan laver du juleand på 5 lækre måder til din julemiddag

Der er masser af muligheder for at gøre alt det lækre en lille smule sundere. Derudover er det vigtigt at huske på, at jo mere du formår at spise god og sund mad i løbet af en ugen, desto mere plads er der til at nyde godt af de diverse julefrokoster. Spis sundt og nyd senere med god samvittighed.

2. Kontroller drikke-kalorierne

Gløgg, snaps og juleøl hører helt sikkert julen til. Her kan du dog ”vinde” en del kalorier ved at tænke over, hvad du drikker. Gløgg med rosiner og mandler er selvfølgelig lækkert og hører traditionelt julen til, men indeholder til gengæld langt flere kalorier end et normalt glas rødvin.

Derudover (ja, dette har du hørt 1.000 gange før), vil jeg til enhver tid anbefale at drikke 1 glas vand mellem hver eneste drink/øl/vin. Der er flere fordele ved denne taktik:

- Det vil højest sandsynligt automatisk resultere i, at du samlet drikker mindre alkohol.

- Tømmermændene dagen efter bliver mindre stærke.

- Det er billigere og sundere!

- Hvis du drikker mindre, er du også i bedre stand til at kontrollere, hvad du spiser. Vi kender alle sammen til, at chipsene på bordet bliver spist som drinksene ryger ned. Og at man slutter byturen på det lokale pizzeria (sådan gør vi i hvert fald i Esbjerg!)

3. ”Synd” med måde

Kommer man først i gang med alle lækkerierne, kan man hurtigt miste overblikket. Når jeg går på julemarkedet, plejer jeg at beslutte mig for hvad, jeg vil have den aften – eksempelvis æbleskiver. Ikke både æbleskiver, en pose brændte mandler, et kandiseret æble og et julehjerte. Vælg med omhu. Man synes alligevel sjældent, at det er lækkert, når man først har overdrevet så meget. Man nyder ikke på samme måde, som hvis man beslutter sig for en enkelt lækker ting. Når man gør sådan, finder man også hurtigt ud af, at det var fuldt ud tilstrækkeligt og tilfredsstillende.

4. Spar på tilbehøret

Man kan godt drikke varm kakao uden flødeskum. Tage 3 kartofler i stedet for 5. Fylde en kvart tallerken med sovs i stedet for en halv. Drikke gløgg uden mandler og rosiner. Blande hvidvinen op med lidt danskvand (tysk trick, men super!). And the list continiues…

5. Let numsen

Der er ingen tvivl om, at mange arbejdspladser bliver lidt hektiske i årets sidste måned. Ikke desto mindre skal man yde før man kan nyde - det er ligeså sandt i dag, som det var for 100 år siden. Der er ingen vej uden om. Er det hele lidt overskueligt, må du planlægge din træning i kalenderen, præcis som du planlægger alt andet. Sæt dage og tidspunkter af til træning og skriv det i kalenderen. Det er faste aftaler med dig, som handler om dig.

Derudover skal du være opmærksom på at få lavet en del ”skjult” arbejde. Tag trappen i stedet for elevatoren. Det er altså ikke så hårdt, og det er hurtigt overstået. Gå også gerne nogle ture i den friske luft. Hvis jeg ved, at jeg har nogle telefonopkald, som jeg skal have overstået, så hænder det ofte, at jeg går en tur mens jeg tager dem. Win-win. Desuden er det dejligt, når man først er kommet ud af lejlighedsdøren!

6. Start dagen sundt

Det passer virkelig: Starter man sin dag med en omgang træning, eller bare et sundt og let måltid, så er sandsynligheden for, at man holder fornuften langt hen ad dagen væsentlig større. Kog nogle æg, eller lav en lækker omelet. Spis det med noget agurk, tomater og måske en skive rugbrød. Det er lækkert, sundt, giver masser af energi og næring og holder dig glad og vågen.

LÆS OGSÅ: Endometriose: Den skjulte sygdom, der rammer hver 10. kvinde

LÆS OGSÅ: Kom i form på 3 budgetter: mini, middel og luksus

LÆS OGSÅ: Så lidt træning om ugen er nok

Micha Østergaard

27 år, personlig træner med 10 faste klienter blandt Berlins elite og træner det finske svømmelandshold, bor i Tyskland, tidligere OL-svømmer, træner 4-5 gange ugentligt.

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have Michas råd til, så gå ind på hendes Instagram @michaostergaard og skriv en kommentar. Du kan selvfølgelig også skrive dit spørgsmål i kommentarfeltet nedenfor.

Læs mere på Michaostergaard.com
Se, hvad vi ellers skriver om: Kroppen